Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kongemagerne

Oprindelig forfatter Scoc

Endnu ved 1600-tallets begyndelse var der ingen tegn til, at den danske statsmagt, delt som den var mellem konge og højadel, stod over for en udvikling i en mere monarkisk retning. Rigsrådet havde under Christian 4.s mindreårighed fra 1588 til 1596 evnet at regere riget og sikre dets enhed, mens det samlende kronede hoved endnu sad på skolebænken. Borgere og bønder, der nok kunne have grund til at sætte spørgsmålstegn ved adelsmagten, forholdt sig i ro. Og selv om Peder Winstrup talte store ord ved Christian 4.s kroning, havde rigsrådet sikret sig den unge konges underskrift på en håndfæstning, som var en nøje kopi af Frederik 2.s, og den lod ingen tvivl tilbage om, at adelen regerede sammen med kongen.

 Den aldrende rigsråd Christen Holck med pibekrave og guldkæde tilhørte højadelens inderkreds. Han var rigsråd fra 1596 til 1630, hvor han fratrådte på grund af alder. Christian 4. brugte ham som lensmand på Silkeborg, som diplomatisk forhandler og til herredagsrejser i Norge.

Den aldrende rigsråd Christen Holck med pibekrave og guldkæde tilhørte højadelens inderkreds. Han var rigsråd fra 1596 til 1630, hvor han fratrådte på grund af alder. Christian 4. brugte ham som lensmand på Silkeborg, som diplomatisk forhandler og til herredagsrejser i Norge.

Det var fortsat rigsrådet, der valgte kongen, og kongen blev ikke konge, før han havde accepteret dets politiske betingelser. Rådet, hvis medlemmer kongen var forpligtet til at udvælge blandt adelen – og det betød reelt den godsrigeste adel – sad inde med skattebevillingsretten og eneretten til rigsembederne. Desuden var kongen tvunget til at bruge adelige, når han udnævnte lensmændene, der bestyrede kronens gods og lokalforvaltningen. Endelig var det ikke kongen tilladt at erklære krig uden rigsrådets samtykke.

Det var historikeren Arild Huitfeldt, som formede de statsteoretiske tanker, der genspejlede det rådende adelsvælde.

Annonce

Han tilhørte højadelens inderkreds, var siden Frederik 2.s tid medlem af rigsrådet og fra 1586 rigskansler, den øverste retsembedsmand næst kongen. Fra begyndelsen af 1590'erne og til sin død i 1609 var han travlt optaget af udarbejdelsen af en danmarkshistorie, der skulle tage tråden op dér, hvor Saxo havde sluppet den knap fire hundrede år tidligere.

Huitfeldt havde et bestemt formål med sin historieskrivning. For ham var historien et spejl, i hvilket den unge konge kunne iagttage, hvorledes en retfærdig hersker burde optræde. Og Huitfeldt var ikke i tvivl om, at kun den konge, der regerede sammen med rigets ædle mænd, var en værdig regent. Christian 2., der prøvede at styre uden om og mod adelen, og som derfor blev afsat, var historiens store skurk, sindbilledet på tyrannen, det var tilladt at skaffe sig af med.

 Den fynske herregård Holckenhavn, oprindeligt bygget af Jakob Ulfeldt i slutningen af 1500-tallet, senere ombygget og udvidet af Christian 4.s svigermor nummer to, Ellen Marsvin, der overtog den i 1616 og kaldte den Ellensborg. Herregården blev i 1671 købt af gehejmeråd Eiler Holck, der året efter omdannede sit gods til baroniet Holckenhavn. Det var borgagtige pragtadelsboliger som denne, Christian 4. skulle konkurrere med, da han byggede Frederiksborg Slot.

Den fynske herregård Holckenhavn, oprindeligt bygget af Jakob Ulfeldt i slutningen af 1500-tallet, senere ombygget og udvidet af Christian 4.s svigermor nummer to, Ellen Marsvin, der overtog den i 1616 og kaldte den Ellensborg. Herregården blev i 1671 købt af gehejmeråd Eiler Holck, der året efter omdannede sit gods til baroniet Holckenhavn. Det var borgagtige pragtadelsboliger som denne, Christian 4. skulle konkurrere med, da han byggede Frederiksborg Slot.

Ligesom Jakob 1. opfattede Huitfeldt den tyranniske konge som en straf, sendt af Gud, thi det var nu engang Gud, der indsatte øvrigheden. Men hvor Jakob 1. understregede, at undersåtterne tålmodigt og ydmygt måtte finde sig i tyrannen, indtil Gud selv befriede dem, fremhævede Huitfeldt undersåtternes ret til at hjælpe Gud med befrielsen. Fra tidernes morgen havde det nemlig været således, at kongen var valgt af folket, men det var adelen, der var folkets repræsentanter, og som på dettes vegne havde indgået en kontrakt med kongen, hvori denne forpligtede sig til at regere riget efter loven. Adelen var lovens vogter, og forgreb kongen sig på loven, havde adelen pligt til at belære og om fornødent afsætte ham.

Over for Christian 4. indskærpede Arild Huitfeldt utrætteligt disse statsretslige grundsynspunkter, der passede så fortræffeligt til adelens faktiske magtudøvelse og kontrol med kongemagten.

Uanset om Christian 4. læste Huitfeldts digre historiske belæringer eller ej, var han låst fast. Der fandtes ikke i Danmark politiske muligheder for at sætte adelen stolen for døren. Men det kom til at præge Christian 4.s regeringstid, at han bestandigt søgte at skaffe sig politisk albuerum ved så vidt muligt at vælge de rigsråder og de rigsembedsmænd, der enten var blege og farveløse, så de ikke kom på tværs af kongens personlige indgriben i store som små sager, eller stod ham så nær, at han mente, han kunne styre dem efter sin egen vilje. Samtidig søgte han ad bagdøren at komme uden om rigsrådets indflydelse. Og endelig arbejdede han hele sit liv energisk på at fremhæve kongerollen.

 Rigsråd og rigskansler Arild Huitfeldt sammen med rigsråd Christian Barnekow som gæster i Amsterdam, bænket til højbords. De var på vej hjem fra en diplomatisk sendelse til England i 1597. Huitfeldt sidder til højre. I forgrunden modtages nogle nordhavsfarere, der netop er vendt tilbage. Stikket er fra Johannes Pontanus' beskrivelse af Amsterdam, trykt 1614.

Rigsråd og rigskansler Arild Huitfeldt sammen med rigsråd Christian Barnekow som gæster i Amsterdam, bænket til højbords. De var på vej hjem fra en diplomatisk sendelse til England i 1597. Huitfeldt sidder til højre. I forgrunden modtages nogle nordhavsfarere, der netop er vendt tilbage. Stikket er fra Johannes Pontanus' beskrivelse af Amsterdam, trykt 1614.

Bygningen af Frederiksborg Slot var et led i denne Christian 4.s selvophøjelse. Det var næppe en tilfældighed, at slottet, da det i løbet af 1610'erne stod færdigt, som det store midtpunkt havde den fireetagers trelængede bygning med kongefløjen som det absolutte centrum. Nedenfor, på den nedre holm, var lensmandens og kancelliets mere beskedne huse anbragt, og endelig afsluttedes anlægget af de længer, der fik lov til at blive stående fra Frederik 2.s jagtslot. Disse mere simple og lidet udsmykkede bygninger tjente som husrum for det menige folkehold.

Hele slotskomplekset er blevet opfattet som et symbol på stændersamfundet. Kongen har ihærdigt stræbt efter at fremhæve sin absolut overordnede rolle ved at sprænge alle pragtens rammer med hovedslottet. Men ét var slotsbyggeri, noget andet den politiske virkelighed. Omkring år 1600 var det adelen med dens huitfeldtske tankegang, der havde fat i den lange ende.

 Luftfotoet af Frederiksborg Slot demonstrerer klart tanken bag slotsanlægget. Det trelængede hovedslot med kirke- og gildesals-fløjen til venstre, kongeboligen i midten og fløjen til højre, hvor kongens børn opholdt sig, er flankeret af to mægtige nordvendte tårne og et altdominerende kirketårn til Guds ære. Samtidig bemærkes det tilsyneladende uafsluttede ved hele anlægget. De gamle folkebygninger i forgrunden ligger skævt for selve slottet og forbindes med det ved hjælp af en S-formet bro. Porttårnet, hvorunder de vinduesløse fangehuller lå i højde med voldgravens vand, kommer således til at danne den egentlige entré til slottet.

Luftfotoet af Frederiksborg Slot demonstrerer klart tanken bag slotsanlægget. Det trelængede hovedslot med kirke- og gildesals-fløjen til venstre, kongeboligen i midten og fløjen til højre, hvor kongens børn opholdt sig, er flankeret af to mægtige nordvendte tårne og et altdominerende kirketårn til Guds ære. Samtidig bemærkes det tilsyneladende uafsluttede ved hele anlægget. De gamle folkebygninger i forgrunden ligger skævt for selve slottet og forbindes med det ved hjælp af en S-formet bro. Porttårnet, hvorunder de vinduesløse fangehuller lå i højde med voldgravens vand, kommer således til at danne den egentlige entré til slottet.

Adelsvældens fjender kaldte de statsteoretikere, der mente det samme som Huitfeldt, for monarkomakerne, kongemagerne. Christian 4. kunne bygge sit hus nok så højt og majestætisk. Rigsrådsadelen var fortsat Danmarks kongemagere.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Benito Scocozza: Kongemagerne i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 24. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307663