Det nye slot

Det varede da heller ikke længe, før kongen midlertidigt flyttede fra slottet og over i det nye lysthus med dets tilhørende bygninger til folkehold og heste. Og den 15. januar 1602 meddelte han, at han havde indgået en kontrakt med bygmester Jørgen Friborg fra Slangerup, der skulle nedbryde hele slottet med kirken og skolen og andre bygninger på den store holm i slotssøen. Allerede tre måneder senere fik samme Jørgen Friborg ordre til fra grunden at opmure de huse og bygninger, kongen ville have opsat på Frederiksborg Slot.

Christian 4.s utålmodige og rastløse gemyt kom til at præge de følgende års omfattende byggeaktivitet. Kongen afsluttede kontrakter med blytækkere, snedkere, billedskærere, stenhuggere, tømrere, malere og stukkatører. Han beordrede de nordsjællandske kronbønder til at age sten, og han bandede over deres sendrægtighed og modvilje og truede dem med tårnet og den spanske tønde, når de ikke orkede at køre for ham. Han sendte bud helt over til Ods Herred for at få tilstrækkeligt med bønder til transporterne. Han hentede straffefanger til Frederiksborg, så de kunne gøre det grove arbejde, og han lod dem kronrage, så de var lettere at fange, hvis de stak af fra tvangsarbejdet.

Det trelængede slot, som i løbet af århundredets første årti blev rejst på den største og nordligste holm, var en sær blanding af overdimensioneret herregård, nederlandsk renæssancehus og middelalderligt klosteranlæg. Med sine to mægtige karnaptårne mod nord lignede det de mange herregårdsanlæg. Den ydre stil med de røde mursten, der blev brudt af vandrette sandstensbånd, var inspireret af renæssancens bygningskunst, mens placeringen af kirken i den vestre fløj, inde i selve slottet lå i forlængelse af byggeskikken i den katolske tids klostre.

Men kirken fik ikke vestfløjen for sig selv. Over kirkerummet anbragte Christian 4. en gildesal, der senere blev udstyret med gobeliner, som skildrede kongens krigeriske bedrifter.

Lysekroner med kongens monogram oplyste salen med dens pragtfulde massive borde og prægtige skænk med gyldent-malede hylder, fra hvilke den rigelige udskænkning fandt sted, når salen fyldtes med gæster. Således blandedes fyrstepragt med fyrstefromhed, livlig dansemusik med tonerne fra kirkens orgel.

Frederiksborg Slot var beregnet til både bolig og repræsentation. Efter tidens skik var kongens og dronningens gemakker adskilte. De lå på første sal over de hvælvede rum i stueetagen. Kongen havde en større stue på godt 150 kvadratmeter samt to mindre værelser til sin personlige rådighed. Den store stue, Sommerstuen kaldet, fordi den vendte mod nordvest og var vanskelig at opvarme og derfor kun rigtig anvendelig om sommeren, var sparsomt møbleret, men til gengæld herligt udsmykket med guld-, sølv- og silkeindlagte tapeter og adskillige malerier. Sommerstuen var kongens repræsentationslokale; selv brugte han i det daglige mindre kamre, blandt andet karnapværelset i det nordvestre tårn, hvorfra der gik et langt messingrør ned til skatkammeret i kælderen, så kongen bekvemt kunne kaste de mønter, man bragte ham, i sikkerhed bag tykke mure.

Men Frederiksborg Slot var andet end en værdig bolig for en stor konge. Christian 4. var rigets største herremand, og Frederiksborg var centrum for det omfattende nordsjællandske krongods. Til slottet lå avlsbygninger, og kongen var en energisk landmand, der nøje overvågede alle godsdriftens detaljer. Han eksperimenterede med kunstig kyllingeudrugning, holdt opsyn med, om mejerskerne passede smørkærningen, gav anvisninger på gravning af grøfter til afvanding og gav ordre til ladegårdsfogederne om, at de lod små piger og drenge luge byggen, hvilket skulle ske ved at børnene gik i marken „med bare fødder og med en kurv under armen, hvorudi de skal kaste klinten”.