Det gamle slot

Når helsingoranerne stimlede sammen for at kikke på det opbragte engelske skib og Kongelig Majestæts to orlogsfartøjer, „Victor” og „Hercules”, kunne de mærke pustet fra den store verden med dens modsætninger mellem nationerne og fyrsterne om handel, territorier og overhøjhed.

Men vendte kyststadens folk ryggen til havet og spadserede op ad skråningerne mod vest, forsvandt den internationale stemning hurtigt i de dybe nordsjællandske skove, der lå hen som jagtrevir for kongen.

Den eneste rigtig farbare vej ind i landet var kongens private, anlagt allerede af Frederik 2. i 1580'erne, så han uden at blive hindret af bøndernes vogne bekvemt kunne færdes mellem sit nybyggede Kronborg og sit lystslot, der lå midt inde i Nordsjælland ved Hillerød landsby.

Ligesom sin far var Christian 4. meget øm over sine veje. Han ansatte en vejvogter, der skulle påse, at vejen fra Kronborg til Frederiksborg, som fortsatte til København, blev holdt i god stand, og at ræve og grævlinge ikke underminerede den med deres graveri. Og for at rense sine skove for uvedkommende gav han ordre til, at alle de små huse, bønder og brændehuggere havde ladet bygge i skovene, skulle nedbrydes, for dels gav de ringe landgilde, og dels brugte beboerne dem til hemmeligt at hugge ulovligt for så at sælge træet til købstæderne. Samtidig indskærpede han, at kun han alene og ikke lensmanden eller andre havde lov til at lade fiske i de søer, „som Vi altid til Vort eget behov har haft Os forbeholdet”, og det var samtlige større søer i Nordsjælland, Frederiksborg Slots egen sø naturligvis indbefattet.

Christian 4. var født på Frederiksborg Slot, og ligesom sin far kom han der ofte. Under kroningshøjtidelighederne i 1596 havde det fungeret som indlogeringssted for mange af de fornemme udenlandske gæster. Efter kroningen og kongens bryllup i 1597 med Anna Cathrine af Brandenburg boede kongeparret fortsat hyppigt på slottet, og deres førstefødte søn, Frederik, der døde som spæd, blev født her.

Slottet lå smukt, passende afsides og samtidig i bekvem afstand fra Helsingør, Øresundstoldens hjemby, og København, rigets største købstad. Men den unge konge var ikke tilfreds med sin fars jagtslot. Det var ikke meget større end de herregårde, den velhavende højadel havde ladet bygge i anden halvdel af 1500-tallet. En mægtig potentat burde have et slot, der langt overskyggede adelens herresæder i pragt og størrelse.

I de første par år efter kroningen nøjedes kongen med at lappe på Frederiksborgs omgivelser. Han lod bygge et lysthus nord for slottet på den anden side søen, og fra hollandske skibe, der anløb Helsingør, skaffede han kvæde-, kirsebær-, valnødde-, æble- og morbærtræer til slotshaven. Men slottets indretning var efter kongens mening under al kritik, og han besluttede at lade dets indbo, der var gammelt, fordærveligt og ubrugeligt, uddele til de fattige, dog undtaget tin-, kobber-, messing- og jerntøjet, der kunne genbruges.