Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Peder Schumacher

Oprindelig forfatter Scoc

Den 24. august 1635 fødtes Peder Schumacher, ældste søn af Joachim Schumacher, der var indvandret fra Tyskland og havde giftet sig til en større rhinskvinhandel, som lå på hjørnet af Købmagergade og Løvstræde i København.

Peder var en spinkel og noget sygelig knægt, så faderen besluttede sig til, at han skulle gå den boglige lærdoms vej. Allerede som fireårig kom han i skole, men blev snart taget ud igen og undervist af huslærere. 12 år gammel blev han student.

Mens han studerede naturvidenskab, jura, historie, statsret og teologi ved universitetet, boede han hos biskop Jesper Brochmand, og som søn af en fremtrædende borger stak han ikke særlig meget af fra de adelsynglinge, der også havde deres ophold i bispegården.

Annonce

 Peder Schumacher, malet af hofmaleren Abraham Wuchters. Billedet er sandsynligvis fra tiden lige før hans adling. Han bærer Christian 5.s miniatureportræt på brystet, men har endnu ikke fået de ordener, han siden i rigt mål fik tildelt.

Peder Schumacher, malet af hofmaleren Abraham Wuchters. Billedet er sandsynligvis fra tiden lige før hans adling. Han bærer Christian 5.s miniatureportræt på brystet, men har endnu ikke fået de ordener, han siden i rigt mål fik tildelt.

Efter at have taget teologisk embedseksamen i begyndelsen af 1650'erne rejste han til udlandet, besøgte universiteterne i Leiden og Oxford og opholdt sig et stykke tid i Paris. Først i 1662 vendte han hjem til Danmark.

Den unge enevælde havde brug for kyndige borgersønner. Hvordan vides ikke, men kongen fik hurtigt øje på vinhandlerens belæste og berejste søn og ansatte ham som bibliotekar og arkivar. 1665 blev han kongens kammersekretær og fik dermed adgang til enevoldsmagtens allerhelligste enemærker, hvor de ofte hemmelige kongelige beslutninger blev truffet.

Det var sikkert også Peder Schumachers position som kongens på én gang fortrolige og strengt underordnede, der førte til, at han samme år fik overdraget hvervet at udarbejde Kongeloven. Kammersekretæren befandt sig uden for det egentlige administrative apparat, som kongen helst ikke så inddraget i Kongelovens endelige udformning. Og samtidig vidste Frederik 3., at Schumacher kunne sin statsret.

I 1666 blev han udnævnt til kancellisekretær, kongens mand i overvågningen af regeringskontorets daglige forretningsgang og ved forelæggelsen af kancelliets sager til majestætens endelige afgørelse. Og han blev samtidig den kancelliembedsmand, der skulle følge kongen på hans indenrigske og udenrigske rejser.

Peder Schumachers lynkarriere huede naturligvis hverken de adelige embedsmænd eller de andre borgerlige, der stræbte efter at kravle opad i statstjenesten. Frederik 3.s holstenske rådgiver, Christoffer Gabel, der havde stået kongen nær siden dennes hertugtid i Bremen, var blevet en mægtig mand, adlet, godsrig og siden 1664 Københavns statholder. Gabel havde behændigt fået sine børn giftet ind i de gamle adelsslægter, og han agtede at anbringe dem og deres yndlinge på nøgleposter inden for regeringsmaskineriet. Disse planer truede Schumachers position, og kredsen omkring Gabel pønsede på at få ham fjernet ved hjælp af en anklage om bestikkelse.

Det var helt normalt, at embedsmænd modtog betaling, når de skulle fremme udnævnelsen af en præst, skolemester eller andre, der formelt fik deres embede af kongen. Og da embedsmændenes lønninger var lave, lod de sig let lokke til at kræve mere af ansøgeren, end man anså for rimeligt. Men hvad var rimeligt? Der fandtes ingen faste takster, og derfor kunne en embedsmand hurtigt få vanskeligheder, hvis han havde magtfulde fjender, der ville bruge bestikkelsesanklagen som politisk våben.

Men Schumacher klarede skærene. I sin hertugtid havde Frederik 3. mødt en ung tysk kvinde, Margrethe Pape, med hvem han fik sønnen Ulrik Frederik Gyldenløve. Ulrik Frederik, der var tre år yngre end Peder Schumacher, havde gjort karriere inden for militæret, og 1664 udnævnte kongen ham til Norges statholder.

Kongesønnen interesserede sig livligt for de danske regeringsintriger. Han kunne ikke fordrage Christoffer Gabel og støttede kraftigt Schumacher, der var en torn i øjet på Gabelkliken. „Jeg vil særdeles gerne bidrage til et avancement for den, der bærer Eders navn,” skrev Ulrik Frederik i januar 1669 til Schumacher, og i stedet for at blive fjernet fra magtens gemakker blev kammersekretæren udnævnt til assessor i statskollegiet og medlem af Højesteret.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Benito Scocozza: Peder Schumacher i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 26. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307634