Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Heltinders pryd

Oprindelig forfatter Scoc

Grundlaget for ægtehustruens arbejdsliv var hjemmet. Hun stod for bagningen, madlavningen og fremstilling og reparation af husstandens klæder. Men gennem pasningen af husdyr og dyrkningen af de grøntsager, der fandtes i gårdhaven, og ved at deltage i markarbejdet i de travle så – og høsttider ydede hun side om side med manden sit til landbrugsproduktionen.

Alligevel var det i køkkenet, bryggerset og ved rokken og væven, 1600-tallets kvinde først og fremmest havde sin plads. Og det tilkom hende ikke at blande sig i landsbyledelsens og slet ikke i statens sager. Det var mændene, der tilkaldtes, når oldermandens horn lød, og det var mænd, der dømte på herredstingene, optrådte som fogeder, sad i byråd og magistrater og tog sig af centralmagtens regeringsforretninger.

 Engle leder den knælende Leonora Christina til himlen. Det kors, hun har båret i sin fængselstid, holdes oppe af Guds hånd. Fra himlen rækker Gud hende ærens krone. Til højre ses de fire fængsler, hvor hun var indespærret: øverst Malmø, hvor Karl 10. Gustav holdt hende fanget, dernæst – under Malmø -Hammershus, hvor Frederik 3. satte hende i fængsel, til venstre – bag den øverste engel – Dover i England, hvor hun blev kidnappet, og endelig Blåtårn, hvor hun sad i 22 år. Maleriet, der er udført på en trætavle, er sandsynligvis malet af Leonora Christina selv, efter at hun var blevet frigivet i 1685 og havde taget ophold i Maribo Kloster.

Engle leder den knælende Leonora Christina til himlen. Det kors, hun har båret i sin fængselstid, holdes oppe af Guds hånd. Fra himlen rækker Gud hende ærens krone. Til højre ses de fire fængsler, hvor hun var indespærret: øverst Malmø, hvor Karl 10. Gustav holdt hende fanget, dernæst – under Malmø -Hammershus, hvor Frederik 3. satte hende i fængsel, til venstre – bag den øverste engel – Dover i England, hvor hun blev kidnappet, og endelig Blåtårn, hvor hun sad i 22 år. Maleriet, der er udført på en trætavle, er sandsynligvis malet af Leonora Christina selv, efter at hun var blevet frigivet i 1685 og havde taget ophold i Maribo Kloster.

De fleste kvinder opfattede uden tvivl denne arbejdsdeling som indstiftet af Herren. Alligevel støder man på enkelte, der ikke veg tilbage for at hævde deres køns lighed med mændene. Kongedatteren Leonora Christina, Corfitz Ulfeldts hustru, der fra 1663 til 1685 uden dom var spærret inde i Blåtårn, skrev foruden sit „Jammersminde”, hvori hun skildrede sin fængselstid, en ufuldendt bog om kvindelige helte, „Heltinders pryd”. Hun hentede sine skikkelser fra Det gamle Testamente og fra den europæiske og danske historie. I indledningen til sine heltindebiografier skrev hun, at visdommen var menneskets sande pryd. Det er denne pryd, „som gør forskel mellem mand og mand, imellem kvinde og kvinde og ikke på mand og kvinde”, thi Den almægtige Gud har skabt de to køn ens, når det drejer sig om hjertet, hvor visdommen har sæde, og hjernen, hvor fornuften bor. „Sjælen anser intet køn og bliver ikke forandret ved udvortes gestalt og skikkelse.” Og Leonora Christina dristede sig endda til at fremhæve kvinders mod og legemlige styrke som ligeværdige med mændenes.

Annonce

Inden for den europæiske litteratur fandtes der både mænd og kvinder, der fremhævede kvinders ligeværd med mænd. Herhjemme havde Anders Bording i 1647 skrevet digtet „Lærde Kvinders Forsvar”, hvori han revsede „det gemene pak”, der sagde, at „det er nok, når kvinder kun lærer at bruge nål og knippelstok”, og som frygtede, at „den kvinde, som er lærd i bog, er let på tråd og bliver sin mand gemeenligen alt for klog og spot med hannem driver”. Bording opfordrede kvindekønnet til at søge hen til visdommens havn, hvor det ville vinde både lyst og gavn og ære.

 Stik af den norske salmedigter Dorthe Engelbretsdatter, født 1634. Over hendes hoved står verset: „Jeg sidder slet for verdens flok / som på mig kaster øjet / men pyntet og stafferet nok / når Gud kun er fornøjet.” – En aktiv kvindelig digter var et særsyn i tiden, og selv om selveste Thomas Kingo priste hende, blev hun kritiseret af mange mandlige forfattere. Eller som hun selv skrev til en ven: „Om jeg zwischen uns at sige / kan lidt mer' end Fader Vor / må jeg for de lærde vige / buksefolket går dog for.”

Stik af den norske salmedigter Dorthe Engelbretsdatter, født 1634. Over hendes hoved står verset: „Jeg sidder slet for verdens flok / som på mig kaster øjet / men pyntet og stafferet nok / når Gud kun er fornøjet.” – En aktiv kvindelig digter var et særsyn i tiden, og selv om selveste Thomas Kingo priste hende, blev hun kritiseret af mange mandlige forfattere. Eller som hun selv skrev til en ven: „Om jeg zwischen uns at sige / kan lidt mer' end Fader Vor / må jeg for de lærde vige / buksefolket går dog for.”

Men både Anders Bordings og Leonora Christinas syn på kvindens ligeværd med manden var dråber i 1600-tallets mandshav og nøje udsprunget af den situation, de befandt sig i. Bordings digt var en hyldest til adelsenkefruen Ide Lange, hos hvem han var huslærer og selskabsmand, og Leonora Christinas heltindeepos skulle styrke kongedatterens selvfølelse over for enevældens regerende mænd, der misbrugte deres magt til at holde hende i fængsel.

Leonora Christina var sig også bevidst, at hun ikke var en hvilken som helst kvinde. Selv i fængslet bevarede hun sin standsbevidsthed, og selv om hun, i hvert fald ifølge „Jammersminde”, gerne støttede de kvinder, der var sat til at tage vare på hende i fængslet, i at tilegne sig lærdom og gudfrygtighed, veg hun ikke tilbage for at stikke nogle af dem et par ørefigner, hvis hun ikke brød sig om deres opførsel, på samme måde som hun havde gjort det, da hun i sine velmagtsdage herskede i den ulfeldtske rigmandsgård på Gråbrødre Torv.

For der var også forskel på kvinder, mellem høj og lav, mellem adelsfruerne og deres tjenestepiger, og mellem købmandsgårdens herskerinde og hendes kvindelige tyende. Den forskel var nok så betydningsfuld for kvindernes livsbane som afstanden mellem kønnene.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Benito Scocozza: Heltinders pryd i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 21. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307651