Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Gud og enevælden

Oprindelig forfatter Scoc

Gennem alle statsmagtens bestræbelser på at kontrollere, ensarte og ensrette samfundet gik Kongelovens røde tråd, at kongen var det ypperste hoved, der havde al magten i riget.

Men over sig havde han Gud, der havde givet ham magten. Og i virkeligheden var den åndelige enevælde blevet indført længe før den politiske. Biskop Hans Poulsen Resens tyranniske ensretning af åndslivet, kulminerende med reformations-jubilæet i 1617 og Kirketugtforordningen af 1629, havde skaffet den evangelisk-lutherske kirke det absolutte og uindskrænkede herredømme over sjælene. Staten, ikke mindst Christian 4., havde nidkært værnet om dette herredømme, der skabte et solidt ideologisk underlag for den verdslige magt. Det var derfor kun naturligt, at Kongeloven bød kongen at være evangelisk-luthersk, og at Danske Lov i samklang med enevældens grundlov slog fast, at den religion, der alene skulle tillades i kongens riger og lande, var Den augsburgske Bekendelse af 1530 „og Lutheri liden Catechismo”.

 Titelkobber til Thomas Kingos salmesamling „Aandelige Siunge-Koors Første Part” fra 1674. Øverst ses Guds øre, der lytter til den salmesyngende familie. Faderen og moderen sender talestråler til himmels med ordene „Gud, mit hjerte er beredt”. De tre nederste billeder viser, hvad salmesamlingen består af: morgensange, Davids bodssalmer og aftensange (fra venstre til højre).

Titelkobber til Thomas Kingos salmesamling „Aandelige Siunge-Koors Første Part” fra 1674. Øverst ses Guds øre, der lytter til den salmesyngende familie. Faderen og moderen sender talestråler til himmels med ordene „Gud, mit hjerte er beredt”. De tre nederste billeder viser, hvad salmesamlingen består af: morgensange, Davids bodssalmer og aftensange (fra venstre til højre).

For at sikre den åndelige og politiske enevældes ubrydelige enhed udarbejdede de verdslige og gejstlige myndigheder i fællesskab, men med kongen som den øverste autoritet, en række anordninger, der i detaljer regulerede kirkelivet. I 1685 udsendtes som supplement til Danske Lovs mere almene bestemmelser om kirkens indretning Kirkeritualet, der var en ajourført videreførelse af såvel Kirkeordinansen af 1539 som Kirketugtforordningen. Kirkeritualet fastsatte nøje præsternes opgaver, befalede afholdelsen af et utal af gudstjenester og andagter, alt i ægte gammellutheransk ånd. Og oven i Kirkeritualet lagdes 1688 Alterbogen, der bestemte, hvilke tekster der skulle anvendes dag for dag, søndag efter søndag, kirkeåret igennem. Endelig afrundedes det hele værk med en autoriseret Salmebog, som skulle bruges af alle. Den bodskristne andagtsreligion havde nemlig igennem årene medført, at der var opstået en formelig salmeindustri; ulærde folk havde af egen myndighed samlet „alle hånde udygtige og ubekvemme sange” sammen og ladet dem trykke. Det blev der sat en stopper for med Salmebogen, der udkom i 1699. Fra det år sang samtlige danske og norske kirkegængere den samme salme på det samme tidspunkt.

Annonce

Det var væversønnen Thomas Kingo, fra 1668 præst i Slangerup og fra 1677 og til sin død i 1703 biskop over Fyns Stift, der stod for arbejdet med den nye salmebog. Ganske vist fik han sit første udkast til den kasseret, måske fordi regeringen fandt det vel meget, at halvdelen af salmerne var Kingos egne, men selv i den endelige redaktion var 85 af de 297 salmer skrevet af den fynske biskop.

 Portræt af Thomas Kingo i 1684-udgaven af „Aandelige Siunge-Koors Første Part”. Kingo blev adlet i 1679, og hans våbenskjold er afbildet forneden på stikket. Under skjoldets ridderhjelm ses først Pegasus, digternes vingede skytshest, og nederst tre stjerner, der symboliserer Treenigheden.

Portræt af Thomas Kingo i 1684-udgaven af „Aandelige Siunge-Koors Første Part”. Kingo blev adlet i 1679, og hans våbenskjold er afbildet forneden på stikket. Under skjoldets ridderhjelm ses først Pegasus, digternes vingede skytshest, og nederst tre stjerner, der symboliserer Treenigheden.

Kingo og samtidens andre salmedigtere og forfattere af gudelige skrifter var tro mod den ortodokse lutherdom. Men de var gennemsyret af en ny stemning, af en dyrkelse af en sentimental religiøsitet, der tydeligt genspejledes i de opbyggelige skrifters titler. Man kunne læse bøger som „Taare- og Trøste-Kilde”, „Himmelske Kærligheds Kys”, „Davids Taare eller en bodfærdig Sjæls inderlige Fortrydelse over Synden”. Og forholdet til forløseren fik tydelige erotiske overtoner i „Det med Jesu forlovede dydelskende Fruentimmers allerdejligste Sjælsprydelse”, hvor bruden, menneskesjælen, oplever et kærlighedsforhold til brudgommen, Jesus.

Inderliggørelsen af troen hang uden tvivl sammen med, at kirken med den politiske enevældes indførelse helt mistede de sidste rester af den rolle, den tidligere havde spillet som udøvende magt ved siden af den verdslige. Og det stod da også tydeligt og klart i Kirkeritualet, at præsterne under deres prædikener skulle undlade at fremføre noget, der angik kongens regering, statssager og kongelige love og befalinger. Det eneste, præsterne havde at gøre med de verdslige sager, var at formane menigheden til allerunderdanigst lydighed mod kongen og hans bud.

Kirkens mænd tilpassede sig gerne de nye tider under en konge, der var bundet til den tro, der alene var tilladt. Alligevel kunne det komme til konflikter mellem stat og kirke, når staten af profithensyn gav religionsfrihed til udenlandske håndværkere, der ville nedsætte sig i riget. Når det ikke ligefrem lykkedes de kirkelige autoriteter at få sådanne initiativer standset, fik de i det mindste indskrænket de fremmedes religionsfrihed så meget, at det blev forbudt rigens egne indbyggere at overvære reformerte – calvinske – eller katolske gudstjenester.

 I 1680'erne malede Peder Andersen Nordmand fire loftsmalerier, forestillende de fire verdensdele – Australien var endnu ukendt – til audienssalen på Frederiksborg Slot. Europa blev fremstillet som den græske gudinde af samme navn med enevoldskrone på hovedet og bærende den kristne kirke.

I 1680'erne malede Peder Andersen Nordmand fire loftsmalerier, forestillende de fire verdensdele – Australien var endnu ukendt – til audienssalen på Frederiksborg Slot. Europa blev fremstillet som den græske gudinde af samme navn med enevoldskrone på hovedet og bærende den kristne kirke.

De gejstlige var ikke mindst bekymrede over, at kongen gav ikke alene katolikker, men også jøder ret til fri religionsudøvelse, hvis de nedsatte sig i Fredericia, som Frederik 3. havde grundlagt som købstad ved fæstningen Frederiksodde. For at forhindre vantroens udbredelse lykkedes det den lutherske øvrighed at få gennemtrumfet, at ville en ikke-lutheraner gifte sig med en lutheraner, skulle det ske i en luthersk kirke, og forældrene skulle forpligte sig til at døbe og opdrage deres børn luthersk. Dermed fik man opsuget en række af de tilflyttede i den danske kirke, og de katolske og jødiske menigheder kom aldrig til at vokse sig så store, at de kunne true det evangelisk-lutherske monopol.

På det teologiske plan vægrede kirken sig mod kongens vilkårlighed i trossager ved at hævde, at kongen naturligvis besad den fulde „ydre magt” over kirken, men når det drejede sig om selve troslæren, var også kongen forpligtet af Guds ord. Men bortset fra striden om de ikke-lutherske privilegier kom det ikke til uenigheder om, hvor grænsen gik mellem Guds og kongens magt. I sidste ende stod kongen også stærkest, for det var ham og ham alene, der udnævnte bisper og præster.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Benito Scocozza: Gud og enevælden i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 10. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307648