Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Eva

Oprindelig forfatter Scoc

Kvinderne udgjorde så langt flertallet af dem, der i 1600-tallet blev anklaget og dømt for trolddom. Det hang sammen med århundredets syn på kvinderne. Vel var de som mændene Guds skabninger, men Det gamle Testamente kunne også berette, at det var Eva, den første kvinde, der havde lokket Adam til at spise af den forbudne frugt og dermed bragt synden ind i verden.

Kvinden var forførersken, som kunne bringe mandens sjæl i fare. Hun var skøgen, der forlokkede ægtemændene til utroskab. Og det vrimlede med kvinder, der fødte „uægte børn” eller ligefrem „vitterlige horunger”, hvis barnefaderen var gift med en anden eller hun selv en gift kvinde, der havde avlet et barn med en elsker.

 Den nøgne Eva med æblerne, detalje fra Præstø Kirkes altertavle fra 1657. Billedskæreren, Abel Schrøder, har ladet sig friste til at fremstille en særdeles forførende kvindeskikkelse og anbringe hende i selveste Guds Hus.

Den nøgne Eva med æblerne, detalje fra Præstø Kirkes altertavle fra 1657. Billedskæreren, Abel Schrøder, har ladet sig friste til at fremstille en særdeles forførende kvindeskikkelse og anbringe hende i selveste Guds Hus.

Men var kvinden end Guds mest upålidelige menneskebarn, var hun også forudsætningen for, at menneskeslægten kunne føres videre. Det var hende, der fødte det ene barn efter det andet, og det var vigtigt, at de idelige svangerskaber af kvinden selv blev forstået som Guds vilje og ikke som en utålelig byrde. Præsten skulle, som det stod skrevet i Kirkeritualet, formane kvinderne, at selv om fødselssmerterne var en følge af synden, var det Gud, der havde givet dem det kald at føde børn, og de skulle forblive i troen og vente en god og mild forløsning.

Annonce

Da livet begyndte med fødselen, var det vigtigt, at myndighederne beskikkede ærlige og gudfrygtige kvinder til at bistå ved forløsningen. De skulle omgås forsigtigt med fosteret, og var barnet sygt og skrøbeligt, når det kom til verden, havde jordemødrene lov til at døbe det.

For fattigkvinder og ikke mindst for mødre, der var besvangret uden for ægteskabet, kunne et nyfødt barn både økonomisk og psykisk være en uoverkommelig byrde. Det hændte da også, at moderen „kom til” at ligge barnet ihjel, eller at hun satte det ud eller på anden måde skaffede sig af med det. 1668 kunne præsten Anders Matthiesen Hjørring således berette, at man i København havde forordnet at sætte pumper i alle de brønde, der fandtes på gaderne, mest af den årsag, at når man havde fornøden at rense brøndene, da fandt man ofte i dem små børn, som deri var af slemme, letfærdige horer henkastede. Og magistraten sørgede videre for, at brøndene for fremtiden blev lukket med et dæksel. Men da kvinderne ikke længere kunne kaste børnene i brøndene, slængte de dem hen i gaderne og i porte og bislag.

 Til venstre ses titelbladet til hollænderen Jacob Cats' „Den Christelige Hustrue”, oversat til dansk i 1675 af den tidligere Glückstadttolder Søren Terkelsen. Cats var en populær digter, der skrev moralske fortællinger og digte, der fordømte enhver form for utugt, som så blev beskrevet i detaljer. Stikket på titelbladet viser den fromme kvinde, der er sin mand underdanig og opfører sig som en rigtig husfrue. Til højre ses et stik af en helt anden natur fra titelbladet til to viser, der udkom 1698. En mand har slået sin kone, hvorpå tre kvinder er kommet hende til hjælp, og mens hun sunder sig på gulvet, får ægtemanden sin bekomst.

Til venstre ses titelbladet til hollænderen Jacob Cats' „Den Christelige Hustrue”, oversat til dansk i 1675 af den tidligere Glückstadttolder Søren Terkelsen. Cats var en populær digter, der skrev moralske fortællinger og digte, der fordømte enhver form for utugt, som så blev beskrevet i detaljer. Stikket på titelbladet viser den fromme kvinde, der er sin mand underdanig og opfører sig som en rigtig husfrue. Til højre ses et stik af en helt anden natur fra titelbladet til to viser, der udkom 1698. En mand har slået sin kone, hvorpå tre kvinder er kommet hende til hjælp, og mens hun sunder sig på gulvet, får ægtemanden sin bekomst.

At være enlig mor betød social udstødelse, og mange af dem endte som vagabonderende tiggersker eller som prostituerede. Men det skete, at barmhjertige folk trådte hjælpende til. Da Karen Torkildsdatter fra Sørbymagle i 1660 fik et uægteskabeligt barn, der kort efter døde, tog sognepræsten sig af hende og brugte hende som amme, en både velsignet og praktisk handling.

For at undgå straf og den offentlige ydmygelse det var at stå åbenbart skrifte for hele menigheden, hævdede mange af de besovede kvinder, at de var blevet voldtaget. I et så typisk mandssamfund som det danske i 1600-tallet var grænsen mellem overtalelse, tvang og voldtægt flydende, og det var mænd og mænd alene, der på tinge skulle tage stilling til kvindens påstande. Undertiden blev voldtægtsanklagerne taget for gode varer, men da kvinderne i reglen ikke var i stand til at udpege forbryderen, slap de sjældent godt fra deres forsøg på at fremstå som uskyldige i deres svangerskab.

Overhovedet kunne det være svært at finde ud af, hvem der var faderen til det illegitime barn. Måtte kvinderne opgive voldtægtspåstanden, kunne de finde på at udpege soldater eller andre farende folk, der allerede havde forladt egnen. Men ved nærmere forhør og skriftemål kom det tit for dagen, at det var en karl eller husbonden på gården, hvor kvinden tjente, der var barnefaderen, og at kvinden mere eller mindre var blevet truet til at tie stille med det. Endelig var der de mange sager, der blev ordnet ved, at moderen og faderen giftede sig med hinanden.

 På denne tegning fra den tyske ridder Anton Erich Rentsch' stambog fra o. 1625 har kvinden, forsynet med kårde og herskerstav, taget magten i hjemmet og sat sin lidt affældige ægtemage til at passe spædbarn og spinde garn. Det var den „omvendte verden” i forhold til eksempelvis den optræden, den kongelige kalenderskriver Niels Heldvad foreskrev i sin takt-og-tone-bog „En Ny og skøn Formular-Bog”, der siden 1625 udsendtes i adskillige udgaver. Heri hed det, at ingen kvinder bør tituleres med titler „som mændene tilhører, som er: strenge, mandhaftige, viise, forsigtige, højvise, højlærde, riddermæssige”.

På denne tegning fra den tyske ridder Anton Erich Rentsch' stambog fra o. 1625 har kvinden, forsynet med kårde og herskerstav, taget magten i hjemmet og sat sin lidt affældige ægtemage til at passe spædbarn og spinde garn. Det var den „omvendte verden” i forhold til eksempelvis den optræden, den kongelige kalenderskriver Niels Heldvad foreskrev i sin takt-og-tone-bog „En Ny og skøn Formular-Bog”, der siden 1625 udsendtes i adskillige udgaver. Heri hed det, at ingen kvinder bør tituleres med titler „som mændene tilhører, som er: strenge, mandhaftige, viise, forsigtige, højvise, højlærde, riddermæssige”.

Det var menige almuekvinders lod at blive tyende. Det var ingen spøg at være tjenestepige. Hun var underkastet husbondens og madmoderens luner og tugtelsesret, thi – som loven sagde det – „husbond må revse sine børn og tyende med kæp …” På den anden side var det den eneste sikre havn for en ugift kvinde. Kun ægteskabet, der var målet for alle kvinder, sikrede en vis selvstændighed, selv om også ægtemanden havde tugtelsesret, dog med visse begrænsninger. Danske Lov fastslog, at „handler nogen husbond tyrannisk og ukristelig med sin hustru … da straffes han med Bremerholm eller anden høj straf efter hans stand og vilkår”.

Samtidig sagde Danske Lov, at „slår nogen hustru sin husbond og gør ham skade, da er det ligesom hun det mod en fremmed gjort haver”, og det betød bøder eller lemlæstende straffe, alt efter forseelsens alvor. Umiddelbart skulle man tro, at en sådan paragraf var overflødig i et samfund, der i den grad var mandsdomineret. Og de sager om strid mellem ægtefæller, der kom for retten, handlede da også i reglen om mænds grove overfald på deres hustruer. Kun i litteraturen var billedet anderledes. Måske som følge af mændenes frygt for, hvad der kunne ske, hvis styrkeforholdet mellem kønnene var et andet, vrimlede det med historier om kvinder, der tævede deres mænd.

Retsligt var kvinderne under alle omstændigheder underordnet manden. Alene Danske Lovs lakoniske bestemmelse om, at „mandsperson tager to lodder imod en kvindsperson tager én i alle arv”, viser uligheden. Kun enker, især i borgerlige erhverv, kunne opnå en vis retslig selvstændighed. Ellers var kvinden økonomisk umyndig; hun skulle ved retten lade sig repræsentere af sin mand, og var hun ugift af en værge.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Benito Scocozza: Eva i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 23. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307650