Titelbladet på Holger Rosenkrantz' og hans families andagtsbog „Hør danske mand”, som de lod trykke i 1631.

.

Ålborgkøbmanden Jens Bangs stenhus, der blev fuldført i 1623-24, er det bedst bevarede borgerlige stenhus fra Christian 4.s rid. De svungne gavle og facadens rige udsmykninger lader ikke nogen samtidig herregård noget efter. Jens Bang, der handlede med stude, ejede et antal handelsskibe og havde adskillige ejendomme i det nordlige Jylland, men krigen og besættelsen fra 1627 til 1629 ødelagde hans virksomhed. Da han døde i 1644, stod hans kreditorer i kø, og stenhuset var for længst pantsat.

.

Da Holger Rosenkrantz under krigen gik i indre og ydre eksil, blev han hyldet af sin teologiske ven, professor Jesper Brochmand, der ligefrem udgav et lille skrift til Rosenkrantz' ære.

"Ved dit eksempel," skrev Brochmand, "lærer og viser du klart, hvad der bør gøres under den så bedrøvelige, ja, næsten håbløse fædrelandets tilstand … Du byder verden beholde sit, i from bekymring higer du mod den stad, hvis bygmester er Gud, med religiøs iver former du dit liv efter Jesu Kristi bud og befalinger. Til lykke, berømmelige mand, med det sind, Gud selv indgav dig."

Ligesom Christian 4. så langtfra var enig med Brochmand i bedømmelsen af Holger Rosenkrantz' handling, så de jyske borgere og bønder ligeledes ganske anderledes på herremændenes flugt fra hovedlandet. De følte sig ladt i stikken. Og efter krigen viste det sig, at bønderne og borgerne ganske havde mistet respekten for lensmændene og godsejerne.

Det var baggrunden for, at regeringen den 9. juli 1629, just efter de fremmede troppers rømning, udsendte et kongebrev, der klagede over, at undersåtterne i Jylland optrådte modvilligt over for deres lovlige øvrigheder. Regeringen agtede i tide at gribe ind med formaninger og straffe, for at ulydigheden ikke skulle tage overhånd. Enhver skulle alvorligt tilholdes at svare sin rette husbond og øvrighed som tilforn, således at alt igen kunne komme i sin forrige stand. Og samme dag skrev kongen til kansleren, at „det vil end høre noget til at bringe de jyder på den gamle tone igen. Bliver det ikke drevet flittigt og tydeligt, da tør der vel blive alle hånde deraf”.

Måneden efter blev den jyske uro udkrystalliseret i et regulært politisk initiativ. En række udsendinge fra de jyske købstæder, alle repræsenterende købmandsinteresser, samledes i Viborg og udformede en bønskrivelse, der bad kongen tage hensyn til det eksistensgrundlag, der under krigen var blevet frarevet „den gemene mand, som ikke kunne salvere sin formue” – et tydeligt æselspark til de adelige, der vitterligt havde salveret sig. Viborg-resolutionen anmodede kongen om hjælp og støtte til genrejsningen af de jyskes næring.

Delegerede fra Viborg-forsamlingen traf kongen i Holsten og bønfaldt ham om selv at komme til Jylland for at forvisse sig om tingenes elendige tilstand. Så kunne han samtidig ved selvsyn få afkræftet de rygter, adelen udspredte om undersåtternes ulydighed. Men, tilføjede de delegerede, det ville måske skabe en vis frygt hos dem, som i den højeste nød ikke havde forsvaret deres undergivne mod tyranniet, men tværtimod havde ladt dem i stikken.

Det bekom naturligvis kongen vel, at den jyske uro vendte sig mod adelen og ikke mod ham selv. Han opfordrede udsendingene til at afholde et nyt møde, som kunne opstille de jyske borgeres klagepunkter ét for ét. På denne baggrund blev der i oktober afholdt et købstadsmøde i Ry. Resultatet af mødet blev en resolution, der skulle blive det skarpeste angreb på adelen i mands minde.

De jyske borgerrepræsentanter anklagede adelen for gennem mageskifter at have fraranet kronen den bedste jord, for at have bragt den frie selvejerstand, engang rigets herligste krigsmænd, i trældom, for at skade købmændenes handel og for at have gennemtvunget kornimportforbud, der førte til en utålelig fordyrelse af menigmands dagligvarer. Ry-mødet klagede ligeledes over, at herremændene, når de lånte penge af borgerne mod pant i gods, senere indløste pantet langt under lånets værdi, hvilket skyldtes den urimelige regel, at adelsgods ikke måtte ende på uadeliges hænder og derfor skulle indløses inden år og dag. Og Ry-mødets deltagere, blandt hvilke der var mange borgmestre og rådmænd, beklagede sig over, at lensmændene havde skaffet sig ret til at udpege byrådenes medlemmer. Borgerne ønskede det direkte forhold mellem konge og bystyre genoprettet.

Også bøndernes vilkår blev taget op. De blev på det groveste bebyrdet med ægt og arbejde, ikke alene på adelens godser, men også af de adelige lensmænd, der forøgede deres lensindtægter ved at plage kronens bønder. Og Ry-resolutionen bemærkede, at „disse Eders Majestæts og kronens undersåtters besværinger med mere, hvorved kronen forringes og aftager og adelstanden vokser og tiltager, Eders Majestæt til forklejning og landet til endelig fordærvelse, forstår mange fattige folk, som mener Eders Majestæt og deres fædreland med tro og offentlig dette ville bekende og udsige. Men man er så hårdt bunden af autoritetiske liner og strikker, at man sig ikke kan eller tør rømme”. Derfor har kronens købstæders indvånere og bønderne næst Gud ingen anden at søge end kongen selv, „og Gud forhindre onde råd og alle dem, som svækker kronen og søger egennytte med kronens og kongens skade. Amen”.

Kongens reaktion på de jyske borgeres forsøg på at formulere en antiadelig politik var tavshed. Selv om han sikkert har frydet sig over angrebene på adelen, havde han ikke i sinde at skabe en politisk alliance med borgerskabet. Han var traditionens mand, og dertil kom naturligvis, at de jyske borgere jo ikke talte ud fra en styrkens position, men på baggrund af den svækkelse, krigens følger havde påført dem.

Det jyske borgerinitiativ var et forsvarsskrift for købstædernes, især købmændenes, privilegier. Vel tog det bøndernes parti dér, hvor det kunne ramme adelen, men samtidig klagede Ry-resolutionen også over, at bønderne ulovligt drev handel uden om byerne og afholdt markeder på landet. Formålet med de jyske borgeres henvendelse til kongen var således at afstikke de sædvanemæssige grænser mellem stænderne. Eller som det hed i resolutionen: enhver stand skal ernære sig efter sine privilegier, „nemlig adelen af deres sædegårde og bøndergods og andre kronens begunstigelser, gejstligheden af deres tiende, offer og rente, bonden af sin avl og opfødning, håndværksfolk i købstæderne af deres håndværks og hænders arbejde”. Og købmændene skulle sikres deres handel.

De jyske købmænds udspil var således på ingen måde systemoverskridende. Men det varslede om den skærpede modsætning mellem adel og borger, som i midten af århundredet kom til at spille en afgørende rolle. Indtil videre forblev det en protestmanifestation. Og adelen var stærk nok til at sætte en modoffensiv ind. For at forhindre tilsvarende forsøg på at opnå ikke-adelig indflydelse på kongen, fik rigsrådet den 23. maj 1636 gennemtrumfet udsendelsen af en kongelig forordning, hvori det hed, at „efterdi Vi tit og ofte med adskillige ugrundede indlæg og supplicatser [bønskrifter]” besværes, da skal sådanne henvendelser for fremtiden ske til lensmændene. Først hvis det har vist sig umuligt at komme igennem med sagen, skal det være tilladt at gå til kongen.

Dermed havde adelen blokeret den direkte kontakt mellem almue og konge. Klager over adelen skulle først forelægges adelen selv.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Den jyske protestbevægelse.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig