Denne spiseske af sølv med et rundt skaft, der foroven er prydet med englehoveder og forneden formet som et slangehoved, der bider om kanten på bladet, blev sammen med andre værdigenstande gravet ned under den tyske krig, da de plyndrende landsknægte nærmede sig. Skeen er fundet i Åstrup, midtvejs mellem Horsens og Silkeborg.

.

Kammerensemble med fire instrumentalmusikere, der spiller fløjte, lut, irsk harpe og basgambe, malet o. 1622 af Reinhold Timm. Ved prinsebrylluppet i 1634 brugtes trompetere og paukeslagere til fanfarer og ved udbringeisen af skåler, og instrumentalister spillede op til dans. Også de store optog var ledsaget af musik. De store musikensembler fandtes ved hofferne. I 1618 havde Christian 4. hele 77 fastansatte musikere. Efterhånden kom operaer og operaballetter til at spille en central rolle ved de store hofbegivenheder, hvor musik, skuespil og dans blev forenet i monumentalværker til kongemagtens pris. Men også uden for hofverdenen spillede musikken en voksende rolle ved fester og som taffelunderholdning. På landet fandtes spillemænd og i købstæderne stadsmusikanter. Endelig var der naturligvis kirkemusikken med dens salmesang og orgelspil.

.

På Karel van Manders maleri fra 1642 af den udvalgte prins Christian og hans gemalinde Magdalena Sibylla virker det, som om de to befinder sig i hver sit rum. Maleriet er da også komponeret på grundlag af skitser af de to personer hver for sig. Det fyrstelige understreges af bagtæppet med dets romerske arkitektur. Den bukkende mand – måske maleren selv – har et livfuldt ansigt, som yderligere fremhæver det livløse ved de to hovedfigurer, der skal fremtræde med al den ophøjede værdighed, som officielt blev forbundet med et kronprinsepar.

.

Stik af det store optog, som førte kongen og hans følge til ringridningsbanen på Amagertorv i København under festlighederne i anledning af Prins Christians og Magdalena Sibyllas bryllup. Ud over optog, der skildrede både den græske, romerske og nordiske oldtids mytologiske skikkelser, blev der opført balletter og skuespil, og der var naturligvis også sørget for fyrværkerier. De mange optrin fremhævede kongemagtens storhed og styrke og hyldede freden og dyderne.

.

Den lettelse, fredsafslutningen betød for det danske folk, lod sig næppe skildre bedre end med de vers, en anonym digter forfattede i anledning af freden:

Vi var nu i stor nød, hver dag led store stød, vi var i angsten bunden, var næsten overvunden men Gud, som vidste at sende FRED, kan sådant afvende.

Thi:

Intet er bedre til, end FRED, jeg sige vil, af al den timelige ære, som os forlenet monne være, det kender de for sande, som ufred drev af lande.

Det var dette inderlige ønske om fred, der gav Christian 4. gode kort på hånden, da de danske repræsentanter ved fredsforhandlingerne i Lübeck meddelte ham det resultat, de havde opnået med fredsaftalen den 12. maj. Kongen skulle jo godkende aftalen, før den endegyldigt blev sat i kraft, og han vægrede sig. Vel agtede han at underskrive fredsslutningen, men kun, hvis rigsrådet ydede ham en passende erstatning dels for de udgifter, krigen havde påført ham, dels fordi fredsaftalen trods alt indebar, at han ikke alene måtte forpligte sig til aldrig mere at blande sig i Tysklands anliggender, men også – hvad der økonomisk var nok så væsentligt – måtte give afkald på de gejstlige stifter, han så møjsommeligt havde arbejdet på at skaffe sin søn, Frederik.

I deres iver efter at undgå, at fredsaftalen blev sat over styr, tilbød rigsråderne kongen ti tønder guld, én million rigsdaler, i erstatning. Kongen tøvede, men vel vidende, at der var grænser for, hvor meget han kunne afpresse et forarmet rige, bøjede han sig og underskrev fredsaftalen, selv om han erklærede, at summen langtfra var stor nok.

Tanken bag kongens krav om erstatning var, at han kunne genoprette sin finansielle selvstændighed. Krigen havde kostet ham dyrt. Og når han hævdede, at den ene million daler ikke var tilstrækkelig, var grunden den, at den faktisk kun dækkede hans gæld til enkedronning Sophie. Men derudover skyldte kongen også penge til en række holstenske adelsmænd, godt 300.000 daler. Den gæld på mange hundrede tusinde daler, fyrster og adelsfolk til gengæld havde skyldt kongen før krigen, var for længst opsagt og pengene brugt. Fra at være en af Europas rigeste fyrster var Christian 4. på få år blevet en fattigkonge. Men uanset hvor langt de ti tønder guld rakte, var de dog et udgangspunkt for, at kongen kunne genvinde sin udenrigspolitiske frihed og skaffe sig en vis uafhængighed af det rigsråd, der på baggrund af erfaringerne fra kongens tyske krig agtede at holde ham i kort snor.

De ti tønder guld skulle skaffes gennem ekstraordinære skatter. De blev også behørigt udskrevet, og den sidste daler blev indbetalt i 1637. Alligevel lykkedes det ikke kongen at bruge de ti tønder, som det passede ham. Han hævdede, de var hans, ligesom øresundstoldindtægten gik direkte i hans egen lomme. Men Danmarks svækkede udenrigspolitiske stilling øgede behovet for oprustning og fæstningsbyggeri. Bønder, præster og købstadsfolk havde ikke råd til oven i betalingen af de ti tønder guld også at yde skatter til militæret. Så lige så stille flød broderparten af de ti tønder guld over i statskassen til dækning af de voksende forsvarsudgifter. Det hjalp ikke engang, at kongen ved sin moders død i 1631 arvede det meste af sin egen gæld. Vel slap han for at betale Sophie, men selv denne besparelse var ikke tilstrækkelig til at dække det stærkt øgede udgiftsbehov.

Når kongens erstatning efterhånden endte i statskassen, skyldtes det også, at det overskud på statsbudgettet på godt 200.000 daler årligt, der ikke havde været ualmindeligt i begyndelsen af århundredet, nu var forvandlet til et stadigt større underskud. År efter år brugte staten mere, end den fik ind. Forsvaret krævede som sagt sit, men også hofholdningen var kostbar. Det var kongen magtpåliggende, at han fortsat fremstod som en hovedrig potentat. I 1634 tillod han sig at fejre sin søns, den udvalgte prins Christians, og prinsesse Magdalena Sibyllas bryllup med en kæmpefest, der i pragt overgik alt, hvad der hidtil var set i Danmark, og hvis formål var at demonstrere over for de europæiske fyrster, at Danmark-Norges konge trods alt hørte til blandt de mægtigste.

Men mens kongen forberedte og afholdt den bryllupsfest, der skulle blæse hans ry ud over Europa, fortsatte striden mellem ham og rådet om, hvordan riget skulle forsvares og til hvilken pris. Kongen foretrak en hvervet hær, og i 1637 indvilgede rådet efter års tovtrækkeri. Men det betingede sig, at de skatter, der blev udskrevet til hærens underhold, blev administreret af adelsvalgte landkommissærer. På den måde ville rådet sikre sig, at hæren ikke blev et magtpolitisk redskab, kongen kunne bruge mod adelen eller til nye udenrigspolitiske eventyr.

For det danske folk blev den hvervede hær en dyr fornøjelse. I årene efter 1637 blev der stadigt hyppigere udskrevet stadig flere og stadig større skatter, således at skattebyrden på fem år øgedes med lidt mere end 250 procent.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet De ti tønder guld.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig