Bøndernes uforskammede tale

Den jyske borgerprotest rokkede ikke ved herremændenes magt, der tværtimod blev styrket i tiåret efter den tyske krig. Rimelige landbrugskonjunkturer gav et pænt afkast, og godsejerne ivrede efter at gøre sig deres gods så nyttigt, som de kunne.

Resultatet blev en voksende hovbyrde for bønderne. Det førte til spredt bondeuro. Der var fæstere, som svor sig sammen om at nægte ægt for deres husbond og straffede dem, der brød den fælles aftale, med bøder. I sin fortvivlelse over besværlige bønder erklærede lensmanden på Dueholm, Mogens Kaas, at „om en ladefoged ikke må have den myndighed at straffe deres modvillighed med kæp eller træ, dog uden skade på deres liv og lemmer, da kunne avlingen eller bygningen ikke fremdrives, da det er et meget hårdnakket og genstridigt folkefærd”. Og 1637 ankede lensmanden på Ålborghus, Gunde Lange, over, „at bønderne fører uforskammet tale om adelens indkomst; de bilder dem ind, at de vil sætte det hele land til rette. For Guds skyld, hjælp, at de engang kan komme til rolighed”.

Både i deres egenskab af godsejere og som lensmænd, der skulle bestyre krongodset, var de adelige dog også klar over, at der fandtes en grænse for, hvad man kunne byde bønderne. Derfor reagerede de skarpt, når staten dukkede op med sine idelige skattekrav og andre byrder, der forringede fæsternes ydeevne.

I begyndelsen af 1640'rne blev soldaterudskrivningen et særligt stridsemne mellem godsejerne og staten. I 1642 foreholdt de kongen og rigsrådet, at de ikke magtede at underholde de bondesoldater, der blev udskrevet som supplement til den stående hvervede hær, rigsrådet havde bevilget Christian 4.

Det var kongen, der havde foreslået, at godsejerne selv skulle besolde bondesoldaterne. Han hævdede, at kronen ikke kunne være alene om at betale for den bondevæbning, kongen i øvrigt kun modvilligt var gået med til at oprette som modydelse til rigsrådet, da dette havde godkendt hvervningen af professionelle tropper. Ved at afvise statslig finansiering af bondemilitsen spillede kongen bolden tilbage til de herremænd, der selv havde ønsket den.

Adelens begrundelse for ikke af egen lomme at ville underholde og besolde bondesoldaterne var som sædvanlig, at den økonomisk selv var trængt, og at den jo i forvejen skulle stille med ryttere. Men dertil kom, bemærkede adelsrepræsentanterne, at deres bønder og tjenere bliver „dagligen besværede med idelige og årlige skatter, der pålægges dem både af penge og korn, og en part af gårdene udgiver mere til skat, end deres husbonds landgilde kan beløbe, hvorover en stor del allerede er således forarmede, at de deres landgilde ilde og med besværlighed udgiver”. Og mangesteds bliver herremændene nødt til at forstrække deres bønder med heste, korn og penge til at drive deres avl med, og de må desuden fritage dem for hoveri og landgilde, hvis gårdene overhovedet skal blive besat og holdt ved magt.

Selv om adelen naturligvis malede med den sorte pensel, var dens beskrivelse af situationen på landet næppe langt fra virkeligheden. Det kraftigt øgede skattetryk gjorde bønderne mindre ydedygtige til deres foresatte, samtidig med at herremændene selv løb ind i dårlige landbrugskonjunkturer, så de havde svært ved at få afsat deres korn og øksne.