Herregården Maltesholm i det nordøstlige Skåne blev færdigbygget i 1630'rne af Malte Juul. Den danske adel havde endnu råd til at bygge pragtbygninger med mindelser om Frederiksborg Slot og anlægge veje, ladebygninger, voldgrave og rosenhave i sirlig symmetrisk stil.

.

I kongens øjne repræsenterede Kirsten Munk den fejhed, svigefuldhed og selviskhed, som åbenbart var karakteristisk for den danske højadel, der bandt hans hånd. Den bitre harme, han lod komme til orde over for fru Kirsten, skinner gang på gang igennem i hans opfattelse af adelen. Højadelen skal nok vide at hjælpe sig selv, mens konge og folk gøres til betlere, skrev han i et af sine mange breve, hvori han klagede over sine dårlige finanser.

En af de højadelige, der skulle få kongens foragt at føle, var Holger Rosenkrantz. Han anmodede i december 1627 om at få lov til at træde ud af rigsrådet. Begrundelsen var, at han havde svigtet sit egentlige åndelige kald ved at påtage sig de mange verdslige forpligtelser, rigsrådsembedet førte med sig. Hans ønske om at forlade det politiske liv var ikke nyt, men hans venner havde talt ham fra det. Men nu da Herren hjemsøgte landet med krigens svøbe, følte han, at han selv havde bidraget til at fortørne Herren ved ikke at have fastholdt sit forsæt om at hellige sig troens sager, hvorved han kunne have været mange mennesker behjælpelig udi deres salighed.

Det øvrige rigsråd, der fik forelagt Holger Rosenkrantz' anmodning, ville imidlertid ikke bringe den videre til kongen. Rådet meddelte i stedet Rosenkrantz, at han i „denne farlige tid”, hvor ikke alene fædrelandet, men også den sande religion var i yderste fare, gjorde Vorherre og Gud en større tjeneste ved at blive på sin post og bidrage med gode råd til at redde landet og troen.

Men Holger Rosenkrantz havde truffet sin beslutning. Han havde allerede før sin afskedsansøgning forladt sit fynske len og ved hjælp af et skib, han havde haft liggende ud for Kalø, søgt at redde sine ejendele fra Rosenholm, før fjenden kom til Djursland. I familiens regnskabsbog, der førtes af hans hustru, Sophie Brahe, blev det under året 1627 noteret, at Holger Rosenkrantz havde brugt 43 rigsdaler til fortæring, „da han drog til Göteborg og dér lod indsætte vort gods”.

Kongen, der ikke ligefrem havde brug for, at lensmanden på Odensegård flygtede til Sverige, overdrog lenet til en anden adelsmand, „eftersom Os elskelige Holger Rosenkrantz … uden nogen Vores minde er forrejst fra lenet”. Og da kongen erfarede, at Rosenkrantz åbenbart ønskede at trække sig tilbage fra rigsrådet og tilmed havde siddet rådets anmodning om at forblive overhørig ved simpelt hen at udeblive fra et møde, han var indkaldt til, skrev han, at Rosenkrantz sandelig ikke behøvede anmode ham om afsked, eftersom „han selv har taget den, den tid religionen, Vores person og hans fædreneland stod udi største fare”.

I kongens øjne var Holger Rosenkrantz' handlemåde faneflugt, og han kunne ikke udelukke, at andre ville følge efter. Rigsråd Anders Bille erklærede således i et brev til kansleren, at såfremt han ikke fik mere for sine opofrelser i rigets tjeneste, da „nødes jeg til (hvilket jeg udi denne tid dog ikke gerne gjorde) at sætte mig slet til rolighed, som Holger Rosenkrantz har gjort”.

Selv om Rosenkrantz' udtræden af rigsrådet forblev en enlig svale, var hans hele optræden symptomatisk for de højadeliges reaktion på krigsulykkerne. De følte sig ikke solidariske med den krig, de så kraftigt havde advaret imod, og hvis udbrud de ikke havde haft nogen indflydelse på. Og da den nåede Danmark, flygtede de adelsfamilier, der boede i de krigstruede områder.

Holger Rosenkrantz blev ikke i Göteborg. Han bosatte sig i løbet af 1628 i Skåne. Men familiens vigtigste ejendele blev fortsat opbevaret i det svenske. Som mange af deres standsfæller og sikkert store dele af den øvrige befolkning har Holger Rosenkrantz og Sophie Brahe i de mørkeste krigsmåneder anset Danmarks skæbne for beseglet.

For at opretholde en nogenlunde standsmæssig livsførelse i udlændigheden måtte Rosenkrantz-familien optage store lån, ikke mindst fordi kongen opsagde de lån, han havde ydet den. Men i 1629 var det forbi. Den 18. juni gav Sophie Brahe 10 rigsdaler til de „fattige, den tid vi fik bud fra Jylland, at fjenderne var uddragne”. Familien kunne vende tilbage til Rosenholm og dér genopbygge deres herremandsværdige tilværelse.

Sophie Brahes regnskabsbog fra 1631 beretter om omfattende aktiviteter. Der solgtes øksne, malt og flæsk til hollandske og hamburgske opkøbere, byg til københavnske købmænd og smør, torsk og sild til gamle forbindelser fra lensmandstiden i Odense. Bønderne under Rosenholm ydede deres landgilde, og karle, der overtog en ny fæstegård, betalte stedsmål, indfæstningsafgift. Oveni kom indtægter fra godssalg.

Der blev råd til store og små udgifter. Godset ydede offergaver ved bryllupper og dåb – også bondebørn fik faddergaver. Vin, der var købt „for nogle år siden”, blev langt om længe betalt. Og årets indkøb bød på briller, kniplinger, glas, fiskenet, sølvkander, øl, sild, citroner, pommerantser, rosmarinvand, et stueorgel, tintallerkener, seks salmebøger, en bibel, bøger, en „ungarsk kjole at fore med mår” og et „ibenholt pennehus”. Familiens kirker fik fløjl til fem messehagler og farve og guld til udsmykning. Og den havde sine ordrer hos skomagerne, skrædderne, urmageren, klejnsmeden og guldsmeden. Der blev købt skifersten til det store tårn i gården, og maleren Hans von Lübeck blev bestilt fra København til at udføre arbejde på Rosenholm.

Vel hjemme kunne Holger Rosenkrantz genoptage sit pædagogiske og teologiske virke. Når der i regnskabsbogen opføres en udgift til „bogtrykkeren i København for de små bøger at trykke”, kan der være tale om det lille skrift „Hør danske mand”, som var en samling formaninger, der blev anvendt ved de daglige husandagter, som morgen og aften blev afholdt ved siden af de egentlige gudstjenester. Skriftet var forfattet af Holger Rosenkrantz, Sophie Brahe, datteren Mette Rosenkrantz og dennes mand, Christian Thomesen Sehested, der 1640 blev Christian 4.s kansler.

„Hør danske mand” er helt i tidens bodskristne ånd. Hver ugedag er helliget sin særlige gudsdyrkelse. Om søndagen mindes „Guds ords salige brug”, om mandagen Guds nåde, om tirsdagen Hans forsyn og hjælp i al nød, og om torsdagen handler andagten om den sande og salige gudelighed. Onsdag og fredag er særlige bededage til påmindelse om „Guds retfærdige vrede mod synden og om sand kristelig bod og bedring”. Lørdagen er viet til taksigelse i anledning af befrielsen fra fjendens overvold.

Rosenkrantz-familien tog således kirketugtforordningen alvorlig og så naturligvis gerne, at deres opbyggelige andagtsskrift blev et eksempel til efterfølgelse. Samtidig udsendte Holger Rosenkrantz et brev til præsterne på egnen, hvori han fordømte alle dem, der troede på varsler og jærtegn, sendt af Gud. Sådanne sager beflittede Herren sig ikke med, erklærede den Holger Rosenkrantz, der 30 år tidligere havde udlagt Årslev-bøndernes syn som et tegn, sendt af Gud. Det var de øverste teologiske kirkehyrders bekæmpelse af folketroen, Holger Rosenkrantz nu tog del i. Skulle Gud virkelig åbenbare sig for personer, der knap kendte deres børnelærdom? spurgte han. Den ortodokse lutherdom, der var blevet stadfæstet med Luther-jubilæet i 1617, og som gav Staten og Kirken monopol på troens rette fortolkning, havde også sejret på Rosenholm.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Adelen salverer sig.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig