Den 1. december 1616 udnævnte Christian 4. Holger Rosenkrantz til medlem af rigsrådet.
Rigsrådet, der skulle regere riget sammen med kongen, var ikke Christian 4.s kop te. Det hæmmede ham både inden- og udenrigspolitisk, og i sine bestræbelser for at stække det havde han en tid lang undladt at udnævne nye råder, når de gamle døde. I 1616 var antallet af rigsråder helt nede på ni mod det normale på omkring 20. Hvor meget kongen end helst så rigsrådet derhen, hvor peberet gror, var adelen ham for mægtig, og Holger Rosenkrantz' udnævnelse var et led i en efter adelens mening længe tiltrængt supplering af rådet.
Som begrundelse for at udnævne seks nye råder erklærede kongen, at „… efterdi en ganske hob af rigens råd ved døden er henkaldet og en part af dem, som igenlever, gamle og uformående er, så har Vi for slig årsags skyld for rådsomt eragtet, at samme tal med det forderligste skulle formeres”.
Holger Rosenkrantz var 42 år, da denne omvæltning i hans tilværelse indtraf. Han blev med ét kastet ind i det politiske centrum, der sammen med kongen traf alle de rigsvigtige beslutninger. Samme år fik han Dalum i forlening og året efter det både givtige og vigtige len Odensegård.
I 1618 tog Holger Rosenkrantz fast ophold på Odensegård, samtidig med at han bestandigt måtte rejse til rådsmøder og i øvrigt blev brugt til adskillige diplomatiske sendefærd. Som rigsråd var han nu sammen med sine rådskolleger lovgiver og dommer og med til at tilse, at kongen regerede riget lovformeligt sammen med rådet ifølge håndfæstningens ordlyd. Som lensmand var han den lokale udøvende instans, der skulle sørge for, at rigsbeslutningerne blev ført ud i livet, og at kronens gods ikke vanrøgtedes.
Men lensmandsembedet omfattede også tilsyn med de lokale gejstlige forhold, og det kan næppe undre, at Holger Rosenkrantz især interesserede sig for skolevæsenet. På rigsplan var han en af initiativtagerne til oprettelsen af Sorø adelige Akademi, hvis øverste tilsynsmand han blev. Og han stod bag grundlæggelsen af Odense Gymnasium og udnævntes til dets „direktor”.
En del af tiden gik også med at holde justits. 1622 meddelte skriveren på Bremerholm, kongens orlogsværft der brugtes som tvangsarbejdsanstalt, at Holger Rosenkrantz havde ladet hidsende en kældersvend, der havde stjålet nogle madvarer. Kongen resolverede, at svenden skulle gå tre år i jern som straf for den store brøde.
Ud over sådanne husskærmydsler skulle Holger Rosenkrantz tage sig af de mange sager, centraladministrationen lagde på hans skuldre. Han skulle sikre, at bønderne i lenet blev udskrevet til militærtjeneste, at kongens kvæg, der kom fra Holsten på vej til Sjælland, fik passende forplejning, når det passerede Fyn, og han fik ordre til at sørge for, at bøndernes og borgernes vogne, der ifølge kongen var for små og lidet ydedygtige, blev gjort større og bredere, og at vognporte og bomme blev indrettet efter den nye påbudte bredde.
Sådanne sager var blot en lille del af de hverv, Holger Rosenkrantz havde at se til som lensmand. Han havde naturligvis sine fogeder og andre undergivne, som tog sig af det praktiske, om end han måske holdt mere øje med det daglige arbejde end mange andre lensmænd, der sjældent eller aldrig boede på lensgården. I sidste instans var det da også indtægterne fra lenet, der havde lensmandens interesse. Forleningsvilkårene kunne være mere eller mindre gunstige, men lenene gav under alle omstændigheder den adelige lensmand et klækkeligt tilskud til de hjemlige godsindtægter.
Højdepunktet i Holger Rosenkrantz' karriere som rigsråd indtraf, da Christian 4. i 1620 sendte ham som sin eneste repræsentant til den svenske kong Gustav Adolfs bryllup. Han har selv givet en livfuld skildring af denne rejse. Han fortæller begejstret om al den ære, man viste ham, da han drog gennem Sverige til Stockholm. Overalt blev han mødt med kanonsalutter. Flan tog del i adskillige strålende jagtselskaber. I Ørebro var han indkvarteret i dronningens gemak, der var stateligt udstyret med tapeter, og han sov i en seng med fløjlsomhæng, silkedyner og herligt syede lagner. Gæstebud fulgte på gæstebud, og han beretter, at han engang blev budt på 26 retter og 16 konfektskåle. Da han endelig nærmede sig Stockholm, blev han uden for byen modtaget af Gustav Adolf selv, og han red den sidste halve mil til staden på kongens højre side. Og mens han var i det svenske, fik han også lejlighed til at drøfte teologiske sager med lærde folk.
Holger Rosenkrantz var ikke en hvilken som helst gesandt. Han var en af det danske samfunds førstemænd, repræsentant ikke blot for kongen og riget, men for den endnu almægtige herremandsstand, de to promille af den danske befolkning, der var ædelstenene i Christian 4.s krone.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.