Kongeloven

Kongeloven, 1665 rejste Hannibal Sehested på diplomatisk sendefærd til udlandet. I april 1666 blev han syg og døde i september i Paris. Mens han lå syg, dikterede han, hvad man senere har kaldt et „politisk testamente”, hvori han fremsatte sine tanker om, hvordan Danmarks fremtid burde formes. De lå smukt i forlængelse af den borgerlige stands synspunkter, således som disse var blevet forelagt stændermødet i 1660. Hæren skulle reduceres, flåden sikres, forholdet til Sverige forbedres og samtidig sikres gennem alliancer med andre magter, skatterne skulle lempes og bøndernes hoveri, hvis omfang var ubestemt, lægges i faste rammer.

Endelig opfordrede Sehested Frederik 3. til at give den forfatning, han havde lovet stænderne, og til det formål burde kongen granske de statsindretninger, der fandtes i de store europæiske lande.

Med sit „testamente” viste Sehested, at hans lange og omtumlede tilværelse til sidst havde forvandlet ham fra at være en gammeldags herremand, der først søgte sin stands og sit gods' interesser, til at blive en statspolitiker, der vel aldrig fornægtede sin klasses økonomiske ret og privilegier, men alligevel så på statens interesser ud fra statens tarv.

Det var netop denne udfordring, medlemmerne af den gamle danske adel kom til at stå overfor i enevældens opbygningsperiode. Skulle de trække sig fornærmet tilbage til deres godser efter at have mistet rigsrådsmagten? Eller skulle de gøre sig gældende i det nye magtens centrum?

Foreløbig manglede denne nye magt den grundlov, Sehested efterlyste. Spørgsmålet var, om en sådan overhovedet var nødvendig. I Ludvig 14.s Frankrig, Europas stærkeste magt, var der siden 1640'rne blevet skabt et enevoldsregime uden noget formelt forfatningsmæssigt grundlag. Alligevel valgte Frederik 3. en anden vej. Den danske enevoldsmagt var ikke resultatet af en længere udvikling, men af et pludseligt brud med fortiden. Det var sket med magt, da militæret i oktober 1660 tvang adelen til at kapitulere, og netop derfor var det vigtigt, at det så ud, som om det var gået lovformeligt til. Med håndfæstningens højtidelige kassation og senere arveenevoldsregeringsakten, der formelt var stændernes overdragelse af al magt til kongen, var enevælden blevet indført helt legalt. Kongen havde så at sige fået papir på sin nye magt, signeret af stænderne selv. Det, der manglede, var, at den nye statsordning også fik sit juridisk gyldige stykke papir, „en fundamental lov og offentlig forordning”', som det hed og blev lovet i arveenevoldsregeringsakten.

Kongens død var enevældens akilleshæl. Enevoldsmagten forsvandt som dug for solen i det øjeblik, der ikke fandtes en efterfølger til at overtage magten. Derfor er arverige og enevælde udelelige størrelser. Men kongen kunne jo være barnløs, når han døde. Det, der således måtte være afgørende for Frederik 3., når han lod en „fundamental lov” udarbejde, var en sikring af arvefølgen under alle forudsigelige omstændigheder.

Kongeloven, der blev „givet på Vort slot København den 14. November 1665”, kom da også til at indeholde en lang række paragraffer, der i alle detaljer forordnede, hvem magten skulle overdrages til, hvis der ikke ved kongens død fandtes en fuldmyndig tronfølger. Den overordnede arveregel var ifølge Kongeloven, at mænd arvede tronen før kvinder, men at en kvinde kunne blive arveenevoldsdronning, hvis hun stammede fra mandslinien, og der ikke var flere mænd tilbage inden for denne linie.

Et andet vigtigt tronskiftespørgsmål var, hvordan regeringen skulle føres, hvis tronfølgeren ved kongens død var mindreårig – og det kunne jo hænde, selv om myndighedsalderen blev sat så lav som til 14 år. Kongeloven gav kongen tilladelse til selv at bestemme, hvordan formynderskabet skulle ordnes, hvis han døde, inden sønnen var fyldt 14. Men fik kongen ikke oprettet et sådant testamente, skulle enkedronningen sammen med de syv højeste kongelige rådgivere regere på kongens vegne. Var enkedronningen død, skulle den nærmeste prins af blodet, der var myndig, træde til som formynder, men fandtes der heller ikke sådan en, skulle de syv rådgivere alene varetage formynderskabet.

Disse bestemmelser om formynderskab blev aldrig aktuelle under enevælden, da der ved kongernes død altid fandtes enten en fuldmyndig søn eller en mandsslægtning, der kunne overtage tronen. Til gengæld forudså Kongeloven ikke, at kongen kunne blive sindssyg og dermed ude af stand til at regere. Under forarbejdet med at udforme Kongeloven havde Frederik 3.s slesvig-holstenske råder ellers foreslået, at kongen, hvis han fandt, at hans søn havde en „biodes Verstandes”, kunne overlade arveretten til en anden søn. Men det kom altså ikke med i Kongeloven, selv om en sådan ordning i modsætning til de komplicerede arvebestemmelser faktisk savnedes, da den sindssyge Christian 7. hundrede år senere besteg tronen.

Det er måske heller ikke så ejendommeligt, at Frederik 3. udelod en omtale af, at en tronarving kunne blive gal. De øvrige bestemmelser i Kongeloven havde nemlig til hensigt at samle al opmærksomheden om kongens ophøjede stilling som „det ypperste og højeste hoved her på Jorden over alle menneskelige love …” Det eneste, kongen var forpligtet til, var at bekende sig til den lutherske tro, og til ikke at ændre på Kongeloven selv, der var „én fuldkommen uryggelig og uimodsigelig forordning og lov til evig tid”. Kongen måtte altså ikke indskrænke sin egen magt; den kunne han bruge, som det passede ham, så længe han anerkendte den eneste herre, han havde over sig, den lutherske Gud. Det var kongen alene, der havde den højeste magt og myndighed til at lovgive. Han kunne indsætte og afskedige embedsmænd efter sin egen fri vilje. Han var den øverstbefalende over den væbnede magt og sad inde med skatteudskrivningsretten, thi – som det siges i Kongeloven – „enhver vel ved, at riger og lande ikke tryggeligen kan besiddes uden væbnet magt, og krigsmagt kan ikke holdes uden besoldning, og besoldning ikke bringes til veje uden skat”.

Og Kongeloven understregede, at det var stænderne, der havde overdraget kongen enevoldsmagten, så han kunne sikre undersåtterne, at de „kunne udi fred og rolighed uden frygt for indvortes tvist og oprør tryggeligen bygge og bo”. Dermed sluttede Kongeloven sig til den i Europa så udbredte tanke, at folket frivilligt havde givet kongen den absolutte magt. Kun på den måde kunne der skabes den urokkelige enhed i statsstyrelsen, som var forudsætningen for folkets trivsel.

Kongeloven blev ikke offentliggjort. Der forekom afskrifter af dele af den, som blev sendt til diverse fyrster, der mente, de muligvis stod det danske kongehus så nær, at de eller deres sønner kunne komme på tale som arvinger til den danske trone. Men originalen blev omhyggeligt gemt bag lås og slå. Frederik 3. frygtede måske, at lod han den gå i trykken, kunne de mange, der i 1660 havde håbet på et stænderstyret monarki, paragraf for paragraf med deres egne øjne se, at der ikke var levnet dem nogen som helst indflydelse.

Først under Frederik 4., i 1709, blev Kongeloven trykt. Da var enevælden vel konsolideret og lovens indhold velsagtens allerede så kendt i videre kredse, at det ville være meningsløst at fortsætte hemmelighedskræmmeriet.