Tronskifte

Den 9. februar 1670 døde Frederik 3. 61 år gammel. Digteren Anders Bording, der fra 1666 til 1677 – på vers – udgav Danmarks første regelmæssigt udkommende avis, månedsskriftet „Den danske Mercurius”, udtrykte den officielle sorg over kongens bortgang: „Hvo kan foruden ak? Hvo kan foruden ve? Så kær og dyrebar en konges afgang se? Nej, dersom alt det vand, som Øresund udgyder samt alt det, som Fyn og Cimberland beflyder udi vort hoved var, det ingenlunde dog til at begræde slig en herres død forslog.”

Men: „Dog se; hvad himlen vil, står ikke til at vende. Dit timeglas var runden ud til ende. Din dyrebare sjæl for himmelsk var af art, hvorfor den jorderige os forlod så snart.”

Og Anders Bording kunne trøste sine læsere med, at „Det med din kongestol er nu beskaffet så, den aldrig efterdags kan tom og ledig stå, thi Konning Christian, som kaldes nu den Femte, han intet af alt det os tjenligt var forglemte: Lod derfor rådet straks til sig med troskabs ed aflægge deres pligt og arveskyldighed.”

Således beskrev „Den danske Mercurius” det første tronskifte efter enevældens indførelse. I det øjeblik, Frederik 3. drog sit sidste suk, blev hans søn ret arvekonge og enevoldsherre. Men, som det hed i Kongeloven, skulle kongen lade sig højtideligen salve for „jo før jo bedre at annamme og bekomme Guds velsignelse og Herrens kraftige bistand …”

Salvingen fandt sted ved en pompøs ceremoni i Frederiksborg Slotskirke den 7. juni 1671. Der var anskaffet nye regalier, herunder en ny og kostbar krone, som kongen selv satte på sit hoved, før han trådte ind i kirken. Før selve salvingen blev Kongeloven „fra begyndelsen til enden oplæst lydeligen for alle”, der var til stede i kirken. Derpå talte Hans Svanes efterfølger som Sjællands biskop, den lærde teolog Hans Wandal. Han fremhævede, at kongemagten var af guddommelig natur.

Det var sandelig ikke nogen tom titel, Gud gav kongerne, når Han ifølge testamentet kaldte dem guder.

Dermed anslog han en tone, som allerede klingede for fuld styrke i hans store værk „De jure Regio”, Om kongeret, der udkom i seks bøger fra 1663 til 1672. Her betonede han, at ligesom Gud er Kongernes Konge, således er den jordiske konge Guds stedfortræder her på Jorden. Kongens magt stammede således direkte fra Gud, og Wandal fordømte den „ulykkebringende, fordærvelige og afskyelige lære”, der sagde, at det var menneskene, der havde overdraget kongen magten.

Med Wandals værk og hans salvingstale var ikke alene forsvundet enhver tale om, at stænderne skulle have indflydelse på rigets anliggender, men også den blotte tanke, at folket overhovedet havde haft andel i skabelsen af enevoldsmagten.

De to teorier om enevældens oprindelse, den folkegivne, som Kongeloven lagde vægt på, og den gudgivne, som Wandal prædikede, fandtes begge i tiden.

Den mest fremtrædende repræsentant for ideen om, at folket havde overgivet magten til kongen, var den engelske statsteoretiker, Thomas Hobbes, der mente, at mennesket af naturen var egoistisk og derfor i tidernes morgen havde levet i en stadig indbyrdes krigstilstand. Af selviske grunde var menneskene så blevet enige om, at de i stedet for at udrydde hinanden, var nødt til at overdrage magten til én person, som kunne skabe fred i samfundet. Heroverfor stod den teokratiske lære, som allerede så småt havde vist sig ved kroningen af Christian 4. i 1596, hvor biskop Peder Winstrup havde fremhævet Bibelens ord om, at kongerne af Gud selv kaldtes guder. I løbet af 1600-tallet fik denne tanke om den enevældige konge, alene af Guds nåde, stadig større udbredelse, især i enevældens moderland, Frankrig, hvor Ludvig 14. opfattede sin enevoldsmagt som ikke alene gudgiven, men også guddommelig.

Når Wandals jordiske Gudsstat faldt i Christian 5.s smag, var det ikke udtryk for almindelig forfængelighed. Det vigtigste var, at der i logisk forlængelse af forestillingen om, at kongemagten stammede direkte fra Gud og alene fra Ham, lå – som også Wandal fremhævede det i sit store skrift – en fuldstændig afstandtagen fra den tilstand, der havde hersket før enevældens indførelse. Det, der var sket på stændermødet i 1660 med arverigets indførelse og i 1661 med arveenevolds-regeringsakten, var intet andet, end at Gud havde tilskyndet stænderne til at acceptere, at kongen fik den arvelige magt tilbage, som stænderne engang i fortiden uretmæssigt havde fraranet ham. Og da det var adelen, der havde administreret det valgkongedømme, som stred mod Herrens orden, betød Wandals og Christian 5.s betoning af den gudgivne enevælde, at adelen nu også fik Guds ris at føle.

Christian 5. var 25 år, da han blev salvet i Frederiksborg Slotskirke. Han havde været tronfølger, siden et stændermøde valgte og det hedengangne rigsråd godkendte ham i juni 1650. Efter enevældens indførelse havde Frederik 3. sendt ham på en større udenlandsrejse, så han kunne skaffe sig indsigt i de udenlandske statsordninger, og det var ikke nogen tilfældighed, at han en tid lang opholdt sig i Ludvig 14.s Frankrig. Vel hjemme igen fik han lejlighed til at overvære statskollegiets møder dog uden at deltage i dets forhandlinger. Formålet var kun at sætte ham ind i statssagerne.

Ved tronskiftet var han således så bredt uddannet, at han skulle være i stand til at løfte arven efter sin fader. Men spørgsmålet var, om han evnede at holde sig fri af de høje embedsmænds indbyrdes magtkamp eller ville blive et let offer for folk, der var veløvede i det politiske intrigespil. Han var ung, uprøvet og ifølge rygterne en omkringfarende yngling, der morede sig med at strejfe om på gaderne og slå ruder i stykker.