Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Et undersåtligt råd

Oprindelig forfatter Scoc

Selv om Christian 5.s salving understregede kongens fjerne, nærmest guddommelige ophøjethed, skabte tronskiftet forhåbninger om reformer. Inden for borgerstanden og gejstligheden fandtes der fortsat folk, som var blevet politisk vakte under det store røre i 1660. De ilede med at udarbejde politiske skrifter, som de tilstillede den nye konge.

Blandt disse var „Fyrstelig Tankering”, skrevet af en ubekendt borger. Han anfægtede af gode grunde ikke enevælden, tværtimod understregede han, at absolutismen „er så lækker en bidsken og så besværlig at emportere [tilvejebringe], at den næppe uden engang i hvert tusinde år erlanges”. Men for at Kongelig Majestæt kunne blive den „lykkeligste, mægtigste og berømmeligste herre”, burde han følge de råd, som „Fyrstelig Tankering”s forfatter allerunderdanigst lod kongen meddele.

 Tre miniature-emaljeportrætter af Christian 5., det første anonymt, de to sidste af Prieur. Billederne af kongerne kunne ofte variere kraftigt, især hvis den portrætterede ikke fra naturens side så særlig majestætisk ud. Som det ses af de tre miniaturer, var det især underansigtet, kunstnerne havde problemer med.

Tre miniature-emaljeportrætter af Christian 5., det første anonymt, de to sidste af Prieur. Billederne af kongerne kunne ofte variere kraftigt, især hvis den portrætterede ikke fra naturens side så særlig majestætisk ud. Som det ses af de tre miniaturer, var det især underansigtet, kunstnerne havde problemer med.

"Fyrstelig Tankering" gentager mange af de meninger, borgerskabet allerede havde fremsat under stændermødet i 1660. Militærudgifterne skulle reduceres og riget sikres gennem en duelig flåde og alliancer med udenlandske magter. Naturligvis tvivlede ingen på, "at Eders Majestæt jo sit riges grænser videre udbredendes vorder, men alting har sin tid”. Samtidig advarede skribenten mod de tyngende skatter, som blev inddrevet af militæret. Denne håndfaste måde at hente skatter på havde "forbitret gemytterne og disponeret dem til rebellion."

Annonce

Handelen havde naturligvis forfatterens særlige interesse. Han vendte sig mod skadelige monopoler, og han anbefalede støtte til frit købmandskab og gerne indplantning af udenlandske håndværkere, thi da kunne der i Kongelig Majestæts rige blive en stad, der kunne sammenlignes med Amsterdam og London.

Om forholdet mellem konge og folk havde „Fyrstelig Tankering”s forfatter også sine meninger. Kongen burde hver uge én eller to dage, enten formiddag eller eftermiddag, personligt modtage de undersåtter fra alle stænder, der havde noget at anmode kongen om, thi kongen burde betænke, „at endog Gud selv tilsteder alle mennesker deres bøn selv for hans guddommelig ansigt at fremføre, og Eders Majestæt er en jordisk Gud, da kan ingen bedre model herudi tages end fra himmelen.” „Dog allermest skulle det være en vederkvægelse for det ganske rige, dersom Eders kongelige Majestæt som solen omkring himmelen årligen gjorde en tur over alle provinser, at deres tilstand erfares kunne, retten befordres, den uskyldige håndhæves, den fortrykte hjælpes, som er Guds egen gerning”.

Og „Fyrstelig Tankering” benyttede lejligheden til at klage over både skatkammerets og kancelliets langsommelige arbejdsgang, hvor man dog før i tiden, da der kun fandtes én rentemester og én kancellisekretær, fik sine sager ordnet langt hurtigere.

Endelig var også kongens egen person genstand for „Fyrstelig Tankering”s omsorg. Hans Majestæts undersåtter, bemærkede forfatteren, var meget bekymrede over, at kongen var så jagtglad. Som en moderat eksercits kunne jagten være god og sund, men overdrev man sin jagtiver, så „svækkes naturen, lever og blod forhidses …” På det mere politiske plan advarede forfatteren kongen mod, at han betroede alting til én eneste minister, „thi da stirrer undersåtterne mere på ham end herren selv, og han bliver delagtig i den respekt, som herren alene tilkommer”.

 Perlemorsportræt af Christian 5.s dronning, Charlotte Amalie, siddende med krone og scepter i en triumfvogn, trukket af fire elefanter. På bukken sidder den romerske gud Merkur, her som de vejfarendes beskytter. Bag vognen ses ryets gudinde, Fama, med horn og krans. Fra skyerne strør små skytsgudinder, genier, blomster over dronningen. Bag på vognen står skrevet et „Vivat” – Leve! Charlotte Amalie, der var hessisk prinsesse, blev som 17-årig gift med kronprins Christian i 1667. Det indgik i ægteskabskontrakten, at hun fik lov til at beholde sin reformerte – calvinske – tro, selv om det af gode grunde vakte den danske gejstligheds modstand. Som hustru levede hun i skyggen af sin ægtefælles forhold til elskerinden Sophie Amalie Moth. Som dronning interesserede hun sig for godssamling. Efter Christian 5.s død i 1699 fik hun ligesom Frederik 2.s dronning Sophie og Frederik 3.s Sophie Amalie Nykøbing Slot med tilliggender som enkeforsørgelsesgods. Hun døde i 1714.

Perlemorsportræt af Christian 5.s dronning, Charlotte Amalie, siddende med krone og scepter i en triumfvogn, trukket af fire elefanter. På bukken sidder den romerske gud Merkur, her som de vejfarendes beskytter. Bag vognen ses ryets gudinde, Fama, med horn og krans. Fra skyerne strør små skytsgudinder, genier, blomster over dronningen. Bag på vognen står skrevet et „Vivat” – Leve! Charlotte Amalie, der var hessisk prinsesse, blev som 17-årig gift med kronprins Christian i 1667. Det indgik i ægteskabskontrakten, at hun fik lov til at beholde sin reformerte – calvinske – tro, selv om det af gode grunde vakte den danske gejstligheds modstand. Som hustru levede hun i skyggen af sin ægtefælles forhold til elskerinden Sophie Amalie Moth. Som dronning interesserede hun sig for godssamling. Efter Christian 5.s død i 1699 fik hun ligesom Frederik 2.s dronning Sophie og Frederik 3.s Sophie Amalie Nykøbing Slot med tilliggender som enkeforsørgelsesgods. Hun døde i 1714.

„Fyrstelig Tankering” er blevet til umiddelbart efter tronskiftet, men erfaringerne havde allerede vist forfatteren, at der fandtes folk i kongens nærmeste omgangskreds, der gerne ville opnå en sådan position, at der blev stirret mere på dem end på kongen.

Især for én lykkedes det i de første år af Christian 5. s kongetid.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Benito Scocozza: Et undersåtligt råd i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 9. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307632