Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

En tysk turist

Oprindelig forfatter Scoc

Det måske sidste og afgørende livtag mellem Gud og Djævelen var således nærværende i menneskenes bevidsthed. Alligevel skulle det daglige arbejde gøres, livet leves og føres videre. Og de jordnære problemer såsom syge kreaturer og en tilmudret å kunne skygge for de store sammenhænge i verden og tilværelsen. Måske var det derfor, at Holger Rosenkrantz i sin beretning om Årslev-synet så mismodigt beklagede, at en gæk ikke agtede Guds gerninger og tanker?

Dog kunne han trøste sig med, at han tilhørte en klasse, der måske ikke kom lettere til det himmelske paradis, men som til gengæld klarede sig ganske godt her på Jorden. Rosenkrantz og hans klassefæller regerede Danmark, sad til bords med kongen, rejste udenlands for at lære statskunst og adelige manerer, byggede statelige herresæder og afholdt storslåede jagtselskaber.

Færgeleje ved Guldborgsund over for Nykøbing Slot. Udsnit af maleri, udført af Adriaen Muiltjes i 1639. Da Zesterfleth år 1600 besøgte Nykøbing, var slottet næppe så prægtigt.

Færgeleje ved Guldborgsund over for Nykøbing Slot. Udsnit af maleri, udført af Adriaen Muiltjes i 1639. Da Zesterfleth år 1600 besøgte Nykøbing, var slottet næppe så prægtigt.

Det er derfor ikke mærkeligt, at det var disse adelsfolk og de spor, de og deres kongelige herre havde sat sig i byer og bygninger, den tyske turist Herman von Zesterfleth lagde mest mærke til, da han fra den 1. til den 24. august berejste Danmark.

Annonce

Zesterfleth kom over Østersøen og gik i land i Rødby havn. Han syntes, Rødby var en ussel flække. Til gengæld imponerede Maribo ham, for dér lå Danmarks rigeste og herligste kloster. Kronen ejede klosteret, der efter reformationen fungerede som forsørgelsesanstalt for ugifte adelsfrøkener.

Blandt jomfruerne kunne Zesterfleth have truffet Adelheid Venstermand, Erik Venstermands datter, der efter hendes slægts venner og råd havde bedt om at komme til at bo i klosteret. Den 21. april havde kongen allernådigst bevilget hende opholdet. Samtidig havde han indskærpet, at jomfru Adelheid skulle skikke sig ordentligt. Denne formaning skyldtes sikkert, at der i tiden forud gang på gang var gået så vedholdende rygter om usædelighed blandt frøkenerne, at regeringen havde følt sig foranlediget til i 1595 at gennemføre en visitation af klosteret for at få has på udskejelserne.

Fra Maribo kom Zesterfleth til Nykøbing Falster og blev her betaget af det tre etager høje ubefæstede Nykøbing Slot, hvor der boede en kvinde, som var fornemmere end nogen af de indsatte adelsfrøkener i Maribo Kloster. Det var enkedronning Sophie, afdøde Frederik 2.s hustru og mor til den unge kong Christian 4.

 På epitafiet i Voer Kirke knæler det adelige ægtepar Otte Banner og Ingeborg Skeel foran Den korsfæstede. Gravmindet, der stammer fra o. 1600, skulle fortælle eftertiden, at herremandsklassen kunne udfolde både pragt og kristeligt sindelag.

På epitafiet i Voer Kirke knæler det adelige ægtepar Otte Banner og Ingeborg Skeel foran Den korsfæstede. Gravmindet, der stammer fra o. 1600, skulle fortælle eftertiden, at herremandsklassen kunne udfolde både pragt og kristeligt sindelag.

Dronning Sophie var kun 30 år, da hendes mand døde i 1588. Ved ægteskabets indgåelse havde hun og hendes far i en kontrakt med Frederik 2. sikret hendes eventuelle enkestand bedst muligt. Hun kom således til at disponere frit over indtægterne fra kronens gods på Lolland og Falster. Og hun blev en energisk godsejer, der nøje fulgte med i alt, hvad der skete inden for hendes vidtstrakte godsområde.

I året 1600 var hun blandt andet optaget af, at hendes undersåtter i Halsted holdt mange og store hunde, der ikke alene gjorde skade på hendes vildtbaner, men også på undersåtternes egne får og lam. Derfor befalede hun, at de skulle holde deres hunde bundne hjemme ved gårdene eller lade hundenes ene ben afhugge. Enkedronningen greb også ind, da de sydlollandske bønder fra Errindlev sogn klagede til hende over, at en lokal adelsmand og godsejer havde spærret den vej, de siden arilds tid havde benyttet, når de skulle til Ålholm, én af dronning Sophies avlsgårde, for at yde hende afgifter og gratis kørsel og arbejde. Skulle de nu køre en omvej, ville det tage dem to dage i stedet for én at nå frem til Ålholm, og det ville være en så stor byrde for dem, at de ikke kunne blive længe ved deres gårde. Desuden plejede de at bruge vejen, når de skulle hente brændsel, tjørn og stave til at lukke og frede deres gårde og gærder med.

 Enkedronning Sophie, rest af et tabt helfigurportræt, malet af Jacob von Doordt i begyndelsen af 1600-tallet.

Enkedronning Sophie, rest af et tabt helfigurportræt, malet af Jacob von Doordt i begyndelsen af 1600-tallet.

For at få sagen bragt i orden befalede enkedronningen, at 12 „oldinge” skulle sværge om, hvor landevejen rettelig gik. Tanken bag denne gamle retsregel var, at netop de ældste kunne huske, hvad der havde alders hævd. Hvilken kendelse, „oldingene” nåede frem til, vides ikke. Blandt de mange problemer, enkedronningen tumlede med i året 1600, var der ét, hun havde helt inde på livet. Det hed sig, at hendes egen mejerske, som stod for mejeridriften på slottet, var utro mod dronningen, opførte sig dårligt og beflittede sig med alle hånde letfærdighed. Hvad der konkret lå bag disse anklager, oplyser kilden, dronningens egen ordrekopibog, ikke noget om. Men hun ville i hvert fald af med den formastelige.

Det var ikke nemt at få fat på en ny. At være mejerske var et betroet hverv, der krævede kyndighed og håndelag. Enkedronningen tvivlede på, at hun kunne finde en på Lolland-Falster. Hun sendte derfor bud til København, for at en af hendes betroede kunne undersøge, om man ikke på Amager eller andetsteds kunne få en from, ærlig kvinde, der ville lade sig bruge som mejerske i nogen tid. At Amager blev nævnt, var ingen tilfældighed. Siden Christian 2. i 1516 havde ladet 184 hollandske bondefamilier importere til Amager for at drage nytte af den store landbrugskyndighed, hollænderne besad, vidste man, hvor ekspertisen var at hente.

Enkedronning Sophie formåede at overvinde de fleste større eller mindre skærmydsler, så det blev til gavn for hendes egen godsdrift. Zesterfleth bemærkede ikke uden grund, at hun evnede at trække store summer ud af sit gods. Hun havde allerede på det tidspunkt vist, at hun var en effektiv godsejer, der ikke veg tilbage for at nedlægge fæstegods med henblik på at øge den jord, der lå til hendes avlsgårde, og som blev dyrket ved hjælp af hovarbejde.

 Selv om denne skitse af to amagerbønder i deres dragter i hollandsk stil er fra en rejsebog fra 1674, har deres forfædre omkring 1600 næppe set meget anderledes ud.

Selv om denne skitse af to amagerbønder i deres dragter i hollandsk stil er fra en rejsebog fra 1674, har deres forfædre omkring 1600 næppe set meget anderledes ud.

Zesterfleth rejste videre til København via Køge, som han syntes var en temmelig stor by med prægtige bygninger, et net torv, formuende indbyggere, en god havn, stærk handel og sejlads, en sirlig kirke og et hospital.

Endelig nåede han frem til København, Danmarks største by med omkring 20.000 indbyggere. Den tyske turist fandt, at København var en livlig og nydelig handelsstad. Men slottet imponerede ham ikke. Den del af det, der vendte ud mod byen, lignede mere en liden fyrstes end en stor konges.

Den 10. august besøgte han Frue Kirke og omtaler i den forbindelse kirkens nabo, universitetet. Det havde ikke så mange studenter som de fleste gode tyske, og de, der studerede i København, var næsten lutter danske og norske af mindre ædel stand, for de formuende sendte deres sønner til Rostock eller et andet udenlandsk universitet.

Det var rettroende lærde, der styrede det allerede mere end hundrede år gamle lærdomssæde. Konsistoriums, universitetsledelsens, protokol for året 1600 vidner om omsorgen for den sande lutherske lære. Men den fortæller også, at konsistorium ikke blot skulle tage sig af lærdommen. Universitetet levede af godsindkomster, så ledelsen måtte også beskæftige sig med bønder, der ønskede at få tømmer og gavntræ tildelt, og skride ind mod en møller, der ikke svarede sin fæsteafgift, sin landgilde.

 København, som Zesterfleth så staden, da han ankom fra sydvest. Stikket er fra Braunius' atlas o. 1588. Den mest markante ændring ved byens profil fra 1588 til år 1600 var, at Christian 4. havde ladet et af Københavns Slots tårne, Blåtårn, få et nyt monumentalt spir. Slottet rager højt op over byens tage bag galgen.

København, som Zesterfleth så staden, da han ankom fra sydvest. Stikket er fra Braunius' atlas o. 1588. Den mest markante ændring ved byens profil fra 1588 til år 1600 var, at Christian 4. havde ladet et af Københavns Slots tårne, Blåtårn, få et nyt monumentalt spir. Slottet rager højt op over byens tage bag galgen.

Endelig skulle konsistorium overvåge studenternes moralske vandel. Ved dets samling den 25. juni berettede en bysvend, at han havde pågrebet student Mikkel Kristensen „i et berygtet hus blandt jomfru Ingeborgs boder i en meget mistænkelig situation”. En måned efter blev Mikkel smidt ud af universitetet, fordi det forlød, at han for anden gang havde befundet sig i den mistænkelige situation.

Zesterfleth omtaler ikke jomfru Ingeborgs boder eller andre tilsvarende etablissementer. Ud over slottet, de fornemmes boliger, den nette Kongens Have han spadserede i, var det mest havnen, der havde hans opmærksomhed. Han beretter, at der „i havnen ligger en halv snes skibe, hvoraf nogle for en rum tid siden er tagne af englænderne i Nordsøen, da den nu regerende konge første gang viste sig som søhelt”.

Den dåd, Zesterfleth omtaler, var den kun 22-årige konges to-måneders færd langs Norges kyst, nord om Nordkap, hvor Christian 4. opbragte nogle engelske skibe, der uden dansk tilladelse sejlede i farvandet. Beslaglæggelserne skabte vanskeligheder for Danmark. Den engelske regering var rasende, og i året 1600 forsøgte man at løse striden ad diplomatisk vej, men foreløbig uden held.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Benito Scocozza: En tysk turist i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 22. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307618