Merkantilismen (1600-1700)

Side om side med de gamle håndværks opblomstring skulle udenrigshandelen begunstiges, og der skulle oprettes en række manufakturer, atter en parallel til Christian 4.s politik omkring 1620.

Det ostindiske Kompagni blev genskabt i 1670, efter at regeringen havde erfaret, at Trankebar fortsat var dansk og kunne forsyne danske skibe med de ædle orientalske varer. Kompagniet klarede sig pænt århundredet ud.

Det vestindiske Kompagni, der blev oprettet året efter det ostindiske, gik det mindre godt. Det havde fra 1672 øen Sankt Thomas som handelsstation og fik fra 1674 også overdraget handelen på det vestafrikanske Guinea. Men det var en kostbar og farefuld sag at opretholde sejladsen på de fjerne egne. Den danske regering søgte at redde det skrantende kompagni ved at udskrive tvangsbidrag til det blandt embedsmænd og velstående borgere, men det hjalp ikke, hvorefter regeringen bortforpagtede kompagniet. Først i 1690'erne, da der var gode konjunkturer for handelen med slaver fra Guinea til Vestindien, blomstrede kompagniet op, og det kom atter under kronens vinger.

Til kompagnipolitikken kom forsøg på at give danske købmænd særligt gode vilkår ved at forbyde udenlandske handelsfolk at sejle med danske varer, ved at nedsætte tolden for de danske handlende og ved at give dem eneret på den indenrigske handel og handelen mellem Danmark og Norge. Men nederlænderne strittede imod, og gang på gang blev regeringen tvunget til at lempe på bestemmelserne.

Så selv om den danske udenrigshandel, især den, der udgik fra København, indimellem havde en rimelig omsætning, blev der ikke skabt det handelsopsving, enevoldsmagten drømte om. De europæiske konkurrenter var for kapitalstærke og politisk for mægtige.

Forsøgene på at grundlægge manufakturer førte heller ikke til de store resultater. Der blev oprettet sæbesyderier, en papirfabrik og mindre jernværker, men de tekstilmanufakturer, der skulle være kernen i industripolitikken, gik det hurtigt ilde. En silkeproduktion, der skulle erstatte den kostbare indførsel af luksustøjer, led samme kranke skæbne som forbilledet, Christian 4.s silkeværk fra 1620'rne. Også denne gang havde man givet silkeproduktionen de bedste betingelser såsom skatte-og religionsfrihed for de håndværkere, man hentede i udlandet, toldfrihed for import af råvarer og forbud mod indførsel af udenlandske silkevarer. Igen var det afsætningsproblemet, der slog silkefabrikationen ud, samtidig med at statsmagten ikke var i stand til at komme den udbredte smughandel til livs.

Både kompagnipolitikken og manufakturpolitikken, der var baseret på statslige privilegier, var udtryk for den økonomisk politiske tankegang, der senere er blevet kaldt merkantilismen. Den tog ikke sit udgangspunkt i økonomiske kalkuler, men i forestillingen om statens magtfuldkommenhed. Merkantilismen passede som fod i hose til enevoldsmagtens selvforståelse. Men skulle det lykkes at suge rigdomme til sig på andre landes bekostning, og det var hele merkantilismens idé, måtte den statsmagt, der skabte kompagnierne og manufakturerne og beskyttede dem, have politisk og militær styrke til at sætte de konkurrerende magter skakmat. Var den ikke i stand til det, ville dens merkantilistiske projekter uvægerligt mislykkes. At forestille sig nødvendigheden af indre reformer, der løste op for den dominerende landbrugssektor for på den måde at skabe et indre marked, lå i 1600-tallet den enevældige statsmagt fjernt. Og da Danmark-Norge så langtfra kunne føre en merkantilistisk politik ud fra en styrkens position over for lande som Nederlandene, England og Frankrig, var grundlaget for et økonomisk opsving inden for handel og industri ikke til stede.