Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Merkantilismen

Oprindelig forfatter Scoc

Side om side med de gamle håndværks opblomstring skulle udenrigshandelen begunstiges, og der skulle oprettes en række manufakturer, atter en parallel til Christian 4.s politik omkring 1620.

Det ostindiske Kompagni blev genskabt i 1670, efter at regeringen havde erfaret, at Trankebar fortsat var dansk og kunne forsyne danske skibe med de ædle orientalske varer. Kompagniet klarede sig pænt århundredet ud.

Det vestindiske Kompagni, der blev oprettet året efter det ostindiske, gik det mindre godt. Det havde fra 1672 øen Sankt Thomas som handelsstation og fik fra 1674 også overdraget handelen på det vestafrikanske Guinea. Men det var en kostbar og farefuld sag at opretholde sejladsen på de fjerne egne. Den danske regering søgte at redde det skrantende kompagni ved at udskrive tvangsbidrag til det blandt embedsmænd og velstående borgere, men det hjalp ikke, hvorefter regeringen bortforpagtede kompagniet. Først i 1690'erne, da der var gode konjunkturer for handelen med slaver fra Guinea til Vestindien, blomstrede kompagniet op, og det kom atter under kronens vinger.

Annonce

 Trankebar med fæstningen Dansborg, malet o. 1650. Den lille dansk-ostindiske handelsplads fik i begyndelsen af 1620'rne fortet Dansborg (til venstre). Derefter anlagdes en tilliggende by i europæisk kvadratisk stil med lige gader. Endnu o. 1650 var der få huse, herunder nogle pagoder og en katolsk (!) kirke. Ved stranden ses fiskerhytter og på reden store oceangående skibe sammen med lokale små indiske fartøjer, kaldet sellinger. På piedestalerne til venstre og til højre i forgrunden af maleriet er opstillet indere, figurer hentet fra et europæisk værk om Orienten. I perioder har der sandsynligvis kun opholdt sig en 20-30 europæere i Trankebar, der ellers var befolket af „indfødte”. – Maleriet er det ældste kendte byprospekt fra en europæisk koloni i Indien.

Trankebar med fæstningen Dansborg, malet o. 1650. Den lille dansk-ostindiske handelsplads fik i begyndelsen af 1620'rne fortet Dansborg (til venstre). Derefter anlagdes en tilliggende by i europæisk kvadratisk stil med lige gader. Endnu o. 1650 var der få huse, herunder nogle pagoder og en katolsk (!) kirke. Ved stranden ses fiskerhytter og på reden store oceangående skibe sammen med lokale små indiske fartøjer, kaldet sellinger. På piedestalerne til venstre og til højre i forgrunden af maleriet er opstillet indere, figurer hentet fra et europæisk værk om Orienten. I perioder har der sandsynligvis kun opholdt sig en 20-30 europæere i Trankebar, der ellers var befolket af „indfødte”. – Maleriet er det ældste kendte byprospekt fra en europæisk koloni i Indien.

Til kompagnipolitikken kom forsøg på at give danske købmænd særligt gode vilkår ved at forbyde udenlandske handelsfolk at sejle med danske varer, ved at nedsætte tolden for de danske handlende og ved at give dem eneret på den indenrigske handel og handelen mellem Danmark og Norge. Men nederlænderne strittede imod, og gang på gang blev regeringen tvunget til at lempe på bestemmelserne.

Så selv om den danske udenrigshandel, især den, der udgik fra København, indimellem havde en rimelig omsætning, blev der ikke skabt det handelsopsving, enevoldsmagten drømte om. De europæiske konkurrenter var for kapitalstærke og politisk for mægtige.

Forsøgene på at grundlægge manufakturer førte heller ikke til de store resultater. Der blev oprettet sæbesyderier, en papirfabrik og mindre jernværker, men de tekstilmanufakturer, der skulle være kernen i industripolitikken, gik det hurtigt ilde. En silkeproduktion, der skulle erstatte den kostbare indførsel af luksustøjer, led samme kranke skæbne som forbilledet, Christian 4.s silkeværk fra 1620'rne. Også denne gang havde man givet silkeproduktionen de bedste betingelser såsom skatte-og religionsfrihed for de håndværkere, man hentede i udlandet, toldfrihed for import af råvarer og forbud mod indførsel af udenlandske silkevarer. Igen var det afsætningsproblemet, der slog silkefabrikationen ud, samtidig med at statsmagten ikke var i stand til at komme den udbredte smughandel til livs.

 To lavssegl fra Odense, øverst skomagernes, nederst bogbindernes. Skomageri var et gammelt håndværk, mens bogbinderne i Odense først fik deres lav og skrå i 1694.

To lavssegl fra Odense, øverst skomagernes, nederst bogbindernes. Skomageri var et gammelt håndværk, mens bogbinderne i Odense først fik deres lav og skrå i 1694.

Både kompagnipolitikken og manufakturpolitikken, der var baseret på statslige privilegier, var udtryk for den økonomisk politiske tankegang, der senere er blevet kaldt merkantilismen. Den tog ikke sit udgangspunkt i økonomiske kalkuler, men i forestillingen om statens magtfuldkommenhed. Merkantilismen passede som fod i hose til enevoldsmagtens selvforståelse. Men skulle det lykkes at suge rigdomme til sig på andre landes bekostning, og det var hele merkantilismens idé, måtte den statsmagt, der skabte kompagnierne og manufakturerne og beskyttede dem, have politisk og militær styrke til at sætte de konkurrerende magter skakmat. Var den ikke i stand til det, ville dens merkantilistiske projekter uvægerligt mislykkes. At forestille sig nødvendigheden af indre reformer, der løste op for den dominerende landbrugssektor for på den måde at skabe et indre marked, lå i 1600-tallet den enevældige statsmagt fjernt. Og da Danmark-Norge så langtfra kunne føre en merkantilistisk politik ud fra en styrkens position over for lande som Nederlandene, England og Frankrig, var grundlaget for et økonomisk opsving inden for handel og industri ikke til stede.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Benito Scocozza: Merkantilismen i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 13. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307646