• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Afgudsbilledet

Oprindelig forfatter Scoc

Men den gamle adel rettede også skytset mod selveste enevoldsmagten, som aldeles ikke brød sig om selv den mindste kritik. Da Oluf Rosenkrantz, der allerede i 1663 havde forsvaret den gamle adel, i 1681 atter udsendte et skrift, der kritiserede standens tilsidesættelse under det nye regime, blev han anklaget for en særdomstol, som bestod af seks adelsmænd, hvoraf de fem tilhørte den gamle danske adel selv. Kongen ville have Rosenkrantz dømt til landsforvisning og fortabelse af ære og gods. Men domstolen fulgte ikke kongens ønske, hvorefter sagen blev indstævnet for Højesteret. Af de 17 assessorer, der skulle dømme Rosenkrantz, var kun én gammeladelig. Højesteret fulgte kongens linie. Dog kunne den anklagede slippe for landsforvisningen og for afståelsen af sit gods, hvis han betalte en bøde på 20.000 daler og lovede aldrig at vise sig i hoffets nærhed. – Det famøse skrift blev naturligvis forbudt.

 Baron Jens Juel, malet som 64-årig i 1696, antagelig af Jacob Coning. Jens Juel, der var broder til admiral Niels Juel, var af gammel dansk adelsslægt. Efter enevældens indførelse gik han i det nye styres tjeneste og var fra 1662 til 1670 den danske konges resident i Stockholm. I de følgende årtier bestred han en række høje embeder blandt andet som medlem af kongens råd, konseillet. I 1672 lod han sig udnævne til baron. Han arvede og giftede sig til et betydeligt jordegods og vendte sig i landbrugsspørgsmål imod enhver reform. Til gengæld gik han ind for en aktiv handels- og industripolitik. Som diplomat var han med til at afslutte freden i Lund i 1679. Han døde i år 1700.

Baron Jens Juel, malet som 64-årig i 1696, antagelig af Jacob Coning. Jens Juel, der var broder til admiral Niels Juel, var af gammel dansk adelsslægt. Efter enevældens indførelse gik han i det nye styres tjeneste og var fra 1662 til 1670 den danske konges resident i Stockholm. I de følgende årtier bestred han en række høje embeder blandt andet som medlem af kongens råd, konseillet. I 1672 lod han sig udnævne til baron. Han arvede og giftede sig til et betydeligt jordegods og vendte sig i landbrugsspørgsmål imod enhver reform. Til gengæld gik han ind for en aktiv handels- og industripolitik. Som diplomat var han med til at afslutte freden i Lund i 1679. Han døde i år 1700.

For Rosenkrantz var det en barsk skæbne, men hans hele optræden virkede samtidig en smule komisk, for han havde selv søgt om og var blevet optaget i friherrestanden. Onde tunger påstod, at det var hans hustrus honnette ambitioner, der havde fået den ellers så standsbevidste gammeladelige til det.

I modsætning til Rosenkrantz, der koncentrerede sig om at forsvare den gamle adel, gik viborgpræsten Jacob Worm i sit skrift „Idola Jeroboami” – „Jeroboams afgudsbilleder” – fra omkring 1680 til angreb på selveste den enevældige konge. Skriftet var formet som en latinsk disputats, angiveligt udarbejdet i Sverige og forsvaret ved universitetet i Uppsala. Jeroboam var en gammeltestamentlig konge, der var blevet indsat af Gud, men i den grad havde misregeret sit land, at han ikke længere havde Guds støtte.

Annonce

I „Idola Jeroboami” beskyldte Worm kongen for at have tilranet sig retten til at udnævne præster, for at lade „halvstuderede røvere” få høje kirkelige embeder og for at beskytte bisperne, som var vindesyge, ærgerrige, hovmodige, sløsede og dovne personer, der foretrak sengens glæder frem for bogens. Den vrede præst nøjedes imidlertid ikke med at skose tilstandene inden for sin egen stand. Professorerne ved universitetet var ikke bedre end biskopperne, de foretrak også sengens glæder, selv om de måske ikke længere selv kunne lave børn, men måtte have bistand til det. Også militæret fik læst og påskrevet. Generalerne var uduelige, men dummede de sig, slap de for straf, mens de menige soldater aldrig blev sparet. Overhovedet var officererne uredelige, bestikkelige, forræderiske, pengeliderlige og grusomme.

 „Den brune dreng”, af ukendt maler fra o. 1670-80. Da rosenkrantzernes adelsvåben er sat på maleriet, formoder man, at drengen er en Rosenkrantz. Maleriet er af en så usædvanlig kvalitet, at det menes malet i udlandet. Den unge adelsdreng fremstilles både som forfinet, som standsbevidst og som en naturens søn, så ganske i overensstemmelse med den blanding af fornem utilnærmelighed og tilstræbt naturlighed, enevældeadelen koketterede med.

„Den brune dreng”, af ukendt maler fra o. 1670-80. Da rosenkrantzernes adelsvåben er sat på maleriet, formoder man, at drengen er en Rosenkrantz. Maleriet er af en så usædvanlig kvalitet, at det menes malet i udlandet. Den unge adelsdreng fremstilles både som forfinet, som standsbevidst og som en naturens søn, så ganske i overensstemmelse med den blanding af fornem utilnærmelighed og tilstræbt naturlighed, enevældeadelen koketterede med.

Men Worm standsede ikke ved hoffets port. Kongen selv overtrådte det sjette bud ved ikke at genere sig for at „liste sig bort fra kirken til bordellet”, hvorved Worm hentydede til Christian 5.s forhold til sin elskerinde. Og endelig fik hele grundlaget for enevælden følgende ord med på vejen: Det var „rædsomt, særdeles nært beslægtet med tyranni, kaldet uret, når fyrsterne, bedraget af smigrernes tilskyndelser, forandrer den gamle styreform og nøder, driver og tvinger rigets sammenkaldte stænder inden for lukkede porte med død, sværd og beslaglæggelse af gods til at afstå deres nedarvede ret og at afstå og give afkald på adelens gamle privilegier, immuniteter og friheder”.

Sådan skildrede Worm roden til alt ondt, arverigets indførelse i 1660. Og naturligvis måtte det gå ham ilde, da statsmagten fandt frem til den „svenske disputats”' rette forfatter. Worm blev arresteret, sat i Kastellet og dømt til døden for sine utilbørlige skandskrifter. Men Christian 5. benådede ham til at blive henskikket til Trankebar i Ostindien.

 Sophie Amalie Moth, malet 1682 af Horatius Paulijn. Hun var datter af Frederik 3.s livlæge Poul Moth og blev i 1671 som 17-årig Christian 5.s elskerinde. Efter Griffenfelds fald fik hun Samsø og blev i 1677 udnævnt til grevinde af Samsø. 1679 anerkendte kongen sine børn med hende som „naturlige” og gav dem traditionen tro tilnavnet Gyldenløve. I alt fik parret fem børn, tre piger og to drenge. 1695 blev det bestemt, at drengenes sønner skulle have rang af grever, føre fyrstelig krone i deres våbenskjold og bære navnet Danneskiold. Sophie Amalie Moth døde ugift i 1719.

Sophie Amalie Moth, malet 1682 af Horatius Paulijn. Hun var datter af Frederik 3.s livlæge Poul Moth og blev i 1671 som 17-årig Christian 5.s elskerinde. Efter Griffenfelds fald fik hun Samsø og blev i 1677 udnævnt til grevinde af Samsø. 1679 anerkendte kongen sine børn med hende som „naturlige” og gav dem traditionen tro tilnavnet Gyldenløve. I alt fik parret fem børn, tre piger og to drenge. 1695 blev det bestemt, at drengenes sønner skulle have rang af grever, føre fyrstelig krone i deres våbenskjold og bære navnet Danneskiold. Sophie Amalie Moth døde ugift i 1719.

Smædeskriftet, der var håndskrevet, skulle brændes af bøddelen, men det fandtes allerede i så mange afskrifter, at det til fryd for ikke alene de gammeladelige, men også andre af enevældens kritikere cirkulerede i stadig større oplag.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Benito Scocozza: Afgudsbilledet i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 15. august 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307642