Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Håndfæstningen forsvinder

Oprindelig forfatter Scoc

Med indførelsen af arveriget var første akt af det store efterårsdrama i 1660 spillet til ende. Men dermed var intet afgjort om den nye regeringsform. Borgerskabet og gejstligheden havde udviklet mange ideer om administrative og økonomiske reformer, men hvordan skulle rigsstyrelsen indrettes?

Nogle mente, at man blot skulle omarbejde den eksisterende håndfæstning, så den gav de to understænder ret til at få del i rigets styrelse. Andre mente, man simpelt hen skulle annullere håndfæstningen, dog uden at de foreslog, hvad man skulle sætte i stedet. Og adelen ønskede naturligvis håndfæstningen bevaret i størst muligt omfang.

Den 13. oktober, samme dag som adelen accepterede indførelsen af arveriget, nedsatte kongen et lille udvalg, der bestod af repræsentanter for de tre stænder. Udvalget skulle drøfte, „hvorledes de eragtede den i dag sluttede sag om arveriget på bedste måde videre bør at angås”. Men udvalgsmedlemmerne, der mødtes dagen efter klokken 10, kunne ikke blive enige om noget konkret. Resultatet blev, at man foreslog håndfæstningen annulleret, „formodende, at Hans Kongelige Majestæt derimod lader formere en reces, således som det kan være Hans Kongelige Majestæt, riget og enhver stand især til gavn og det gemene bedste”.

Annonce

 Et maleri af kunstneren Michael van Haven viser arvehyldningen set fra Bremerholm. Van Haven forener det borgerlige folkelivsbillede med den repræsentative fremhævelse af den højtidelige ceremoni. I forgrunden ses folket, og midt i billedet, bag soldater med lanser, den guddommeligt oplyste baldakin-overdækkede tribune, hvor kongen sidder.

Et maleri af kunstneren Michael van Haven viser arvehyldningen set fra Bremerholm. Van Haven forener det borgerlige folkelivsbillede med den repræsentative fremhævelse af den højtidelige ceremoni. I forgrunden ses folket, og midt i billedet, bag soldater med lanser, den guddommeligt oplyste baldakin-overdækkede tribune, hvor kongen sidder.

Hvad der mentes med ordet „reces”, er uklart. En reces kunne være enten et samlet lovkompleks, en herredags- eller stændermødebeslutning eller en håndfæstning. Men uanset hvad udvalget lagde i ordet, gav det kongen frie hænder. Den eksisterende håndfæstning af 1648 var ikke længere rigsstyrelsens grundlag.

Det forsinkede kassationen af håndfæstningen en dags tid, at man ikke kunne finde originalen. Først den 16. oktober kunne repræsentanterne for de tre stænder med deres underskrifter på en genpart erklære den for „tilintetgjort, død og magtesløs”, selv om „den rette håndfæstning, hvorefter in archivis flittig er blevet søgt, ikke der er at finde”.

Dagen efter kassationen modtog kongen repræsentanter for stænderne i sit audiensgemak. Han lovede at ville regere som en kristelig konge og gøre stænderne tilfredse. Derpå forlod han gemakket med den kasserede håndfæstning, der var blevet ham overrakt.

Og endelig, den 18. oktober, oprandt den dag, hvor arverigets indførelse og stændernes højtidelige edsaflæggelse til kongen skulle bekræftes over for alt folket. Siddende på en tribune foran Børsen modtog Frederik 3. adel, gejstlighed og borgerskab. Efter at kongen ved sin kansler havde ladet en tale oplæse, som gav løfte om indretningen af en regeringsform, der ville sikre alle kongens arveundersåtter en kristelig og mild regering, aflagde stænderrepræsentanterne efter rang deres ed til kongen. Christian 4. har sikkert fra sin himmel med fryd bivånet det øjeblik, hvor rigsråderne som de første knælende afgav deres løfte om trofast at tjene Hans Kongelige Majestæt, som det sig anstår en ærlig mand og arveundersåt.

 Slotsskriveren, malet af Wolffgang Heimbach. Dette intime billede, fri for kunstige antikke falbelader eller formanende religiøse symboler, skildrer en ganske almindelig embedsmand, optaget af at føre regnskab en sen nattetime. Det var den type bogholdere og skrivere, som efterhånden kom til at befolke de nedre dele af det bureaukrati, der støt og sikkert voksede frem under enevælden.

Slotsskriveren, malet af Wolffgang Heimbach. Dette intime billede, fri for kunstige antikke falbelader eller formanende religiøse symboler, skildrer en ganske almindelig embedsmand, optaget af at føre regnskab en sen nattetime. Det var den type bogholdere og skrivere, som efterhånden kom til at befolke de nedre dele af det bureaukrati, der støt og sikkert voksede frem under enevælden.

Og den festlige ceremoni kunne afsluttes med, at nogle hastigt indkaldte amagerbønder aflagde ed på deres stands vegne. Dermed var også flertallet af befolkningen på behørig vis blevet Hans Majestæts arveundersåtter.

Med forfatningsspørgsmålet lagt i kongens egenmægtige hånd kunne stænderne koncentrere sig om at udarbejde forslag til de privilegier, kongen havde lovet at give „hver stand især”.

Adelen var først ude. Samme dag som kongen fik overrakt den kasserede håndfæstning, indleverede den sit privilegieandragende. Den røde tråd i det var, at adelen skulle have de samme rettigheder, som den havde haft efter den gamle håndfæstning, selv om adelsretten til at vælge kongen naturligvis var udeladt. Men ifølge andragendet skulle rigens råd fortsat bestå af dansk adel og kongen altid have en hofmester, en kansler og en marsk, ligeledes af dansk adel. Også skattefriheden skulle sikres, og adelen skulle i rang stå før alle andre. Dertil kom naturligvis de traditionelle adelsrettigheder, såsom hals- og håndsret over bønderne, handelsfrihed, skattefrihed for ugedagsbønderne og de øvrige privilegier, der hidtil havde fulgt adelsgodset. Og adelen forlangte, at ingen måtte „købe adelsgods uden adelen og de, som dertil er privilegerede”.

Havde adelen ventet et hurtigt svar, blev den skuffet. Kongen lagde andragendet i syltekrukken. Så begyndte borgerstandens ønsker at indløbe. De lå naturligt i forlængelse af de forslag, der var fremkommet allerede i september. Man gentog ønsket om afholdelsen af et årligt købstadsmøde, hvor man kunne rådføre sig om det, „der kunne tjene til kommerciens og trafikkens forbedring”, og man ville have lov til ved hoffet at have en fuldmægtig, „som måtte have fri tilgang til Eders kongelige Majestæt og rigens råd”. Og borgerstanden kom tæt på at foreslå en stænderstyret stat, da den ønskede, at „de love og recesser, som herefter måtte udgå, måtte blive stænderne forelæst, førend de til trykken forfærdigedes, at stænderne kunne enhver give sin nødtørftighed til kende, til det gemene bedste og fremtarv”. Derudover begærede borgerstanden, at den skulle have ret til at tilforhandle sig adelsgods, kun yde skatter på lige fod med andre stænder, tilladelse til selv at vælge købstadsstyret og lige ret til statsembeder. Og borgerne gentog af hensyn til rigets økonomi september-forslagenes tanker om afløsningen af vornedskabet og om en bedre udnyttelse af krongodset.

Foreløbig gik borgerstandens privilegieønsker i samme syltekrukke som adelens. Frederik 3. agtede først at sikre sig de presserende bevillinger, der var den oprindelige årsag til stændermødets indkaldelse. Han fik da også langt om længe gennemført konsumtionsafgiften, men oveni blev stænderne tvunget til at bevilge en kopskat – efter tysk „Kopf”, skat per hoved, per indbygger – og både konsumtionen og kopskatten blev naturligvis pålagt efter det nys vedtagne lighedsprincip.

I begyndelsen af december opløstes stændermødet, uden at Frederik 3. havde forkyndt, hvordan han tænkte sig rigets forfatning indrettet. Men alt imens stænderforsamlingsmøderne ebbede ud, tog han lige så stille fat på at indrette den statsordning, han havde i tankerne. Den 18. november oprettede han et statskollegium, der skulle holde møder i rådstuen på Københavns Slot. Statskollegiet skulle forhandle alle vigtige indenrigske og udenrigske sager, som kongen forelagde det, eller andre sager, det selv satte på dagsordenen. Efter nøje drøftelser skulle kollegiet træffe de nødvendige beslutninger, men ingen af disse skulle føres ud i livet, førend det „af Os selv vorder approberet og nådigst befalet”. Til præsident for kollegiet udnævnte kongen Joachim Gersdorff, der for sin ulejlighed fik 6000 rigsdaler om året. Han blev ansvarlig for, at beslutningerne blev gennemset, før de blev forelagt kongen. Til medlemmer af statskollegiet, assessorer, udpegede kongen nogle af de tidligere rigsråder, nogle af sine tyske rådgivere og de to stænderførere Hans Nansen og Hans Svane.

Statskollegiet skulle helt åbenlyst erstatte det gamle rigsråd, hvis virksomhed ganske enkelt ophørte. Og sammensætningen af kollegiet genspejlede den nye politiske situation. Ved at udnævne nogle af de tidligere rigsråder til assessorer og tilmed give dem titlen „kongens råder”, ved at gøre en af rigsrådsadelens førende skikkelser til præsident og officielt anbringe ham som nummer ét i den rangfølge, der blev indført, og ved at indlemme de to ledere af de oprørske stænder i kollegiet, rigets øverste organ næst kongen, gennemførte Frederik 3. en behændig del-og-hersk-politik. Han sikrede kontinuiteten fra det gamle regime ved at bruge nogle af dets folk – og de lod sig bruge – og ved at udnævne Svane og Nansen sikrede han sig disses loyalitet.

Statskollegiet var imidlertid kun toppen på en ny administrativ kransekage. Frederik 3. oprettede også andre kollegier, der skulle beskæftige sig med bestemte afgrænsede sagområder, såsom skatkammerkollegiet, der skulle tage sig af finanserne, kancelliet, der skulle have de daglige forretninger under sig, krigskollegiet, admiralitetskollegiet – og endelig Højesteret, der fik sin endelige skikkelse i februar 1661, og om hvis sammensætning det hed, at den ene halvdel skal være af adelig, den anden halvdel af lærd og borgerlig stand, alle udnævnte af kongen selv.

Kancelliets, krigskollegiets og skatkammerkollegiets præsidenter fik også sæde i statskollegiet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Benito Scocozza: Håndfæstningen forsvinder i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 14. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307609