Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ét hoved

Oprindelig forfatter Scoc

Umiddelbart efter årsskiftet viste det sig, hvilken forfatning, kongen agtede at lægge til grund for det nye kollegiesystem. Et dokument, senere kaldet arveenevoldsregeringsakten, dateret „Den Tiende Januarij anno eet tusende sexhundrede een og trediesindstyge”, udgik fra kongen til de tre stænder hver for sig. Det var udformet som et forpligtelsesbrev fra stænderne til kongen. I brevet hed det, at dets underskrivere var klar over, at kongen havde reddet kronen og dem selv under den forgangne besværlige krigstid. De erkendte også, at det hidtidige valgkongedømme havde været til stort besvær, og at det var bedre, at „regeringen af eet hoved udi freds og fejde tid bliver administreret”. Derfor havde de nu „uden nogen Hans Kongelige Majestæts tilskyndelse, anmodning og begæring af egen fri vilje og gode betænkende” hyldet, svoret og bekræftet Hans Kongelige Majestæt „som een absolut suveræn arve herre …”

Lidt mere end 200 adelsmænd skrev under, det samme gjorde de gejstlige, herunder alle bisper og præster, og for købstæderne signerede borgmestre og rådmænd samt to fornemme borgere.

 Vægmaleri i et borgerhjem, Slotsgade 20 i Haderslev. Det unge elegante par er klædt efter den mode, der herskede ved Ludvig 14.s franske enevoldshof. Maleriet er fra o. 1660 og forestiller muligvis Frederik 3. og dronning Sophie Amalie.

Vægmaleri i et borgerhjem, Slotsgade 20 i Haderslev. Det unge elegante par er klædt efter den mode, der herskede ved Ludvig 14.s franske enevoldshof. Maleriet er fra o. 1660 og forestiller muligvis Frederik 3. og dronning Sophie Amalie.

Udenlandske iagttagere tvivlede på, om den frivillighed, der påberåbtes i akten, var ægte. I marts 1661 skrev den nye svenske gesandt Gustav Duvall således til sin regering, at „alle stænder, især adelen, er uenige med kongen og det nye regimente, som mest går ud på at besvære dem med tunge pålæg”. At adelen var utilfreds, kan der næppe herske tvivl om. Der savnes da også adskillige adelige blandt underskriverne, men de tilhørte ikke den godsrige og indflydelsesrige del. For Frederik 3. var det da også afgørende, at eliten inden for adelen, der tilhørte rigsrådskredsen, alle skrev under. Og hvor meget det end måtte byde den imod, havde kongen i januar 1661 sine trofaste støtter placeret inden for militæret og dermed magt og styrke til om nødvendigt at tvinge genstridige adelsfolk.

Annonce

De to andre stænder var sikkert mere føjelige end adelen, selv om der uden tvivl var kredse, især inden for borgerstanden, der kunne føle sig snydt. I løbet af hele det hektiske efterår i 1660 var tanken om et stænderstyret samfund gang på gang dukket op i borgernes og de gejstliges udtalelser og indlæg. Og indførelsen af arveriget i oktober havde ikke betydet, at denne tanke var slagtet, thi man behøvede blot skele til Sverige for at finde et arverige med stænderstyre.

På den anden side tænkte de to stænder ikke ud fra 1800- og 1900-tallets forestillinger om demokrati og folkestyre. De satsede hver for sig på at skaffe deres egen stand de gunstigste privilegier ud fra den placering, de havde i det hierarkisk opbyggede samfund. For dem var frihed ikke nødvendigvis ensbetydende med politisk indflydelse, men lighed med den stand, der hidtil alene havde nydt friheden. Når borgerne i flere af deres andragender bad om, at de for fremtiden måtte slippe for at blive kaldt „ufri”, gjorde de det i forhold til den bestemte betydning, ordet „fri” havde i 1600-tallet, hvor frihed var lig skattefrihed. Blev adelen skattemæssigt ligestillet med borgerne, var den i og for sig også blevet en ufri stand, men i borgernes øren klang det naturligvis smukkere, hvis man sammen med ophævelsen af adelens skattefrihed overhovedet fjernede sondringen mellem fri og ufri.

Og det var i sidste ende ophævelsen af de adelige forrettigheder på de områder, hvor de kolliderede med borgerskabets og gejstlighedens interesser, kampen i efteråret 1660 havde handlet om. De to stænder anfægtede ikke adelens privilegier, hvor disse ikke stred mod deres egne ønsker. Godsejerne kunne således gerne beholde deres hals- og håndsret over bønderne, men ikke deres ret til at gå borgernes handel i bedene. De to understænder ville ikke længere være „under”. Og skulle de opnå lighed med adelen, skete det bedst og mest effektivt ved at fjerne rigsrådsmagten. Fik de så enevælde i stedet for stænderstyre, var det ikke nødvendigvis den store ulykke, såfremt det højeste hoved gav dem privilegier, der var lige så lige og lige så frie som adelens.

Når gesandt Duvall skrev, at også de to understænder var misfornøjede, kan det derfor have sin rigtighed så vidt, at understænderne med underskrivelsen af arveenevoldsregeringsakten nu havde ydet deres til Kongelig Majestæt, mens udstedelsen af de lovede privilegier lod vente på sig.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Benito Scocozza: Ét hoved i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 23. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307610