Universitetet

Mens kun enkelte adelsdrenge snusede til universitetsundervisningen, var det studenter med baggrund i latinskolen og efterhånden gymnasierne, der påbegyndte studierne ved Regia Academia Hafniensis, Det kongelige Akademi i København, som var universitetets officielle navn.

Økonomisk og administrativt var universitetet en ministat i staten. Dets øverste ledelse, konsistorium, bestyrede et stort jordegods, som lå under universitetet til aflønning af professorerne, det dømte i sager, der angik lærere og studenter, og i trossager havde det ofte det sidste ord. Selv kongen henvendte sig til de teologiske professorer i vigtige trossager. Det skete for eksempel, da Christian 4. ønskede at udsmykke Trefoldighedens agterstavn med et billede af Kristi dåb. Han bad de højlærde tage stilling til, om maleren skulle afbilde begivenheden efter den gamle skik, hvor der hørtes en røst fra himlen og Helligånden viste sig som en due over Jesus, eller det øjeblik, hvor Jesus stod op af vandet og trådte på land, som var efter Mattæus, III, 16-17.

I sidste ende var det dog kongen selv, der var universitetets øverste hoved, for ifølge Luther varetog han det dobbelte regimente, Gud havde givet ham, det åndelige og det verdslige. Derfor var universitetets læseplaner et statsanliggende og tilsynet med det henlagt under kongens kansler.

Universitetet var opbygget som en pyramide. På det nederste trin, det filosofiske fakultet, var undervisningen nærmest en avanceret kopi af latinskolernes. Studenterne øvede sig i grammatik, latinsk stil og tale, i retorik, studiet af veltalenhedens regler, og i dialektik, studiet af den måde, hvorpå man kunne drage logiske slutninger. Og det var naturligvis alt sammen nyttige sager for vordende præster, der skulle overbevise menigheden og gendrive urimelige og kætterske argumenter.

På de næste trin studeredes jura, naturvidenskab og medicin, men undervisningen i disse fag var så tilbagestående, at de læger og jurister, der kom til at virke i Danmark, for de allerflestes vedkommende var uddannet ved udenlandske universiteter. Endelig var der som det øverste trin teologien, al videnskabs moder.

Det var da også den inderste mening med universitetet, at alle fagene logisk skulle begrunde de teologiske sandheder. Tanken var den, at man gennem studiet af tingene efterhånden skulle skrælle alle de specielle egenskaber ved dem væk for til sidst at nå ind til deres væsen, det metafysiske, det, der ikke direkte kunne iagttages, men lå bag de fysiske sager, og det var naturligvis Guds orden. Studerede man en sten, skulle man først finde ud af, hvilke andre naturgenstande, den var en del af. Det var naturvidenskabernes opgave. Så nåede man frem til naturgenstandenes størrelse, antal og form. Det var matematikkens opgave. Endelig nåede man frem til, hvad der var tingenes guddommelige væsen. Det var metafysikkens opgave.

Denne videnskabelige metode var ældgammel. Den stammede fra den græske filosof, Aristoteles, som Gud havde givet evnen til at nå fra de ydre former til tingenes indre væsen – selv om den gamle filosof havde levet før Kristus og derfor været hedning. Men siden havde man så fået teologien, der forbandt metafysikken med Åbenbaringen, Guds eget ord.

Metoden udelukkede begreber som årsag og virkning, bevægelse og udvikling. Verdensordenen var uforanderlig, i sig selv et hierarki af ting fra det laveste til det højeste, og opdagede man under sine studier nye fænomener, skulle de ærbødigst indplaceres i dette hierarki.