Guds orden

Mens Ole Worm syslede med sin samlervirksomhed og lægegerning, måtte han naturligvis også følge med i de teologiske stridigheder, der udspillede sig blandt de højlærde. Holger Rosenkrantz, der brugte Worm som læge, og som Worm havde tilegnet sin reformationstale, kom i 1630'rne i modsætning til universitetets øverste åndsmyndigheder. 1638 skrev Ole Worm til en af sine venner, at „Kongelig Majestæt har forelagt vore teologer visse ting fra Rosenkrantz' skrifter til bedømmelse, men disse ting foretages så hemmeligt, at det ikke har været os andre tilladt at se hverken dette eller hint”.

Holger Rosenkrantz var kommet i klemme, fordi han havde hævdet, at mennesket kunne retfærdiggøre sig over for Gud gennem en from livsførelse. De teologiske autoriteter fandt, at en sådan tankegang stred mod Luthers lære, der kun anerkendte retfærdiggørelsen ved troen. Når Christian 4., der ikke ligefrem var en teologisk vismand, bakkede op om autoriteterne, skyldtes det muligvis, at han fortsat bar nag til Rosenkrantz, fordi denne havde forladt rigsrådet midt under den tyske krig. Kongen var i hvert fald så forhippet på at afsløre Rosenkrantz' kætteri, at han i 1639 bad sin lensmand på Kronborg om at ransage en af Rosenkrantz' slægtninges brevgemmer, for kongen havde en mistanke om, at man dér kunne finde et brev, der indeholdt „den Latinske Rosenkrantz” … „mening angående menneskenes retfærdiggørelse”. Det var nemlig svært skarpt at udskille Rosenkrantz' kætteri, fordi han bestandigt dækkede sig ind gennem forsvarsskrifter, hvori han hævdede, at hans meninger ikke stred mod de på bjerget godkendte.

Kongen fik ikke ram på Rosenkrantz, selv om det til en vis grad lykkedes at isolere ham. Men striden om retfærdiggørelseslæren viste, at for både Stat og Kirke drejede det sig i første række om at sikre den ubrydelige ideologiske enhed, der byggede på Gud og Luther, og det måtte selv den fornemste adelsmand rette sig efter.

Den store guddommelige sammenhæng fandtes og kunne ikke betvivles. Den fandtes i samfundets lagdelte indretning, i naturens hierarkiske orden, således som Worms Museum viste det, og i den kristne lærebygning, fra den elementære gudstro, der blev indpodet i landsbyerne, til de mest dybsindige og indsigtsfulde teologiske disputatser, der bekræftede Guds orden ud fra Bibelen og de klassiske filosoffer.

Men det var ikke nogen nem sag at få de træske undersåtter til at lytte til Guds ord. 1645 fik lensmændene på Sjælland, Fyn og Lolland i hvert fald ordre om, at „eftersom over alt med soven i kirken stor uorden begås, da ville Vi, at udi hvert sogn i dit len nogle skal tilforordnes, som kan gå rundt om i kirkerne med lange kæppe og slå dem på hovedet, som sover, og således holde folket årvågent til at høre desto flittigere prædikenen”.