Biskop Jersins dundertale

Var det virkelig Guds lys, de enfoldige mennesker så skinne over Dinas afhugne hoved? Eller var det Satans værk, denne Guds abe, der udnyttede en ophidset stemning til at forvride hovederne på folk, så de troede, at Gud holdt hånden over en misdæder, dømt af den kristne øvrighed?

Hvor meget de teologiske autoriteter end anstrengte sig, blev menig almue ved med at have sin egen mening om åndelige sager. Ikke mindst i tider med krig, kriser og uår vrimlede det til stadighed med tegn og varsler, hvis tolkning menigmand ikke agtede at overlade til de lærde. I kølvandet på Jyllands besættelse under den tyske krig var der bønder, der så hele hære og flåder i luften, en mand så Kristus „komme dumpende ned” fra himmelen, og Guds engle viste sig for folk i skikkelser af gæs eller som ansigter med hænder og fødder. Og de, der så synerne, lod plov være plov og valfartede til kloge kvinder, der udlagde tegnene for dem. Atter en gang viste Gud sin forargelse over udskårne sko, kniplinger og pyntesnore. Og bønderne kastede straks den usømmelige overdådighed af sig, ilede hjem og klædte sig i sæk og aske.

For så vidt var denne bevægelse ganske i overensstemmelse med tidens bodskristne ånd. Men det var mere end uheldigt, at det var ulærde folk, som udlagde varslerne. Teologerne og præsterne var ved at blive sat skakmat af synske bønder og af simple kvinder, der tolkede tegnene.

Ribebispen Jens Dinesen Jersins skrift „Om Miracler, Tegn oc Obenbaringer” fra 1631 havde til formål at komme den folkelige bodsbevægelse til livs. Den umiddelbare anledning til skriftet var en ejendommelig indskrift, der søndag den 28. november 1630 viste sig på en rude i ribebyfogeden Ditlev Hansens gård. Der stod, vendt på hovedet: „C: Ch: estei Beim Brøn”. Ingen kunne give en jordnær forklaring på, hvor tegnene var kommet fra, thi de var hverken malet, ridset eller ætset, og der var ingen, der kunne tyde meningen med dem. Og da rygtet bredte sig om den sære indskrift, samlede Ribes almue sig foran vinduet, og der blev talt om de skrækkelige ulykker, de uforklarlige ord varslede.

Biskop Jersin turde ikke nægte, at Gud havde en finger med i spillet. Han mente ganske vist, at Gud ikke almindeligvis befattede sig med at meddele sig på den måde, men selv om det var Satans værk, så stod Gud alligevel i sidste ende bag, thi Djævelen kunne trods alt ikke handle mod Guds vilje. Når Gud med eller uden Satans bistand lod uforståelige tegn prente på byfogedens rude, lå der i selve uforståeligheden en advarsel mod de tegn og varsler, som lægfolket var mere optaget af end Guds rene og klare ord, der alene fandtes i Den hellige Skrift. Det var ikke ufuldkomne ord eller for den sags skyld kællingers udlægning af enfoldige bønders syner, som bragte menneskene til Gud. Og stik imod den hidtidige opfattelse erklærede Jersin, at den store optagethed af klædedragten var Satans værk. Det var ham, der bildte „bonden og andre fattige enfoldige folk, kællinger, stoddere og deslige” ind, at blot de ikke gik med fine klæder, så kunne de bande og sværge ved hvert andet ord, snyde Guds tjenere for deres tiende og fremture med den ulydighed, falskhed og foragt, de ofte viste deres sjælesørgere.

Guds ord og kun Guds ord, således som det blev åbenbaret i Den hellige Skrift, og således som det udlagdes af Guds hellige præster, var rettesnoren for de syndige mennesker til bod og bedring. Derfor var de folk, der så engle som ansigter med hænder og fødder, vildledte, for det stemte ikke med den mandige og heroiske måde, hvorpå disse Herrens udsendinge blev skildret i Skriften.

Dog gav Jersin den indrømmelse, at vanskabninger og misfostre var tegn, givet af Herren. Fødtes et barn uden hjerne og forstand, var det Guds budskab om, at menneskene ikke forstod Gud ret, og et blindfødt barn mindede os om, at vi ikke havde øjne, som vi burde have det, til at se og skønne Guds godhed. Sådan skulle de misdannede børn forstås og ikke som Guds forargelse over overdådighed i klædedragten.

Jersins prædikensamling i anledning af indskriften på ruden i Ribe blev efterfulgt af to andagtsbøger, der gjorde bøn, prædiken, nadver og troen på Kristi frelsergerning til kristenlivets alfa og omega. Disse andagtsbøger, der var svaret på den folkelige bodskristne selvtægt, kom sammen med lignende skrifter i det ene oplag efter det andet hele 1600-tallet igennem.

Sådan så verden ud fra bispestolen i Ribe, og sådan skulle menig almue se den. Men skulle hver mand og kvinde følge Guds ord, måtte de lære det at kende. Og dertil fandtes ikke kun Den hellige Skrift, men også den rette tydning af den, således som den var nedlagt i den af teologerne blåstemplede lutherske katekismus og i andagtsbøgerne.