Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Professor, dr. med. Ole Worm

Oprindelig forfatter Scoc

Den Store Uforanderlige Helhed forbød specialisering. Tidens videnskabsmænd var polyhistorer, folk, der beskæftigede sig med mange videnskaber på én gang. Og for at skaffe sig den omfattende viden, der krævedes af en polyhistor, søgte de vordende videnskabsmænd til udenlandske universiteter.

Ole Worm, borgmestersøn fra Århus, er måske det mest fremtrædende eksempel på en polyhistor. Efter seks år i Århus Latinskole blev han i 1601 som 13-årig sendt til Lüneburg og optaget i gymnasiet der. Først som 25-årig vendte han tilbage til Danmark. I mellemtiden havde han besøgt lærdomssæder i Marburg, Giessen, Basel, Padua, Siena, Paris, Leiden og London. Han studerede filologi, filosofi, teologi, botanik og kemi. Dog stod medicinen hans hjerte nærmest, og 1611 blev han i Basel dr. med.

Efter sin hjemkomst til Danmark blev han straks knyttet til universitetet. Og som det hørte sig til, gik hans karriere gennem forskellige professorater, i latin, græsk, fysik og endelig fra 1624 i medicin. Fem gange blev han valgt til rektor.

Annonce

 Ole Worm med familie, malet 1647. Til venstre ses Kristus knælende med fire disciple bag sig. Blandt disciplene kan identificeres Thomas Fincke, Worms svigerfar og universitetets øverste leder gennem en menneskealder. Worm selv står til højre for Kristus, og ved siden af sig har han sine tre hustruer – de to første med hver et dødt barn på armen. Ved siden af hustruerne står Worms to ældste døtre med deres mænd, professor Erik Torm og biskop Jens Pedersen Schellerup. Dertil kommer 18 børn og børnebørn.

Ole Worm med familie, malet 1647. Til venstre ses Kristus knælende med fire disciple bag sig. Blandt disciplene kan identificeres Thomas Fincke, Worms svigerfar og universitetets øverste leder gennem en menneskealder. Worm selv står til højre for Kristus, og ved siden af sig har han sine tre hustruer – de to første med hver et dødt barn på armen. Ved siden af hustruerne står Worms to ældste døtre med deres mænd, professor Erik Torm og biskop Jens Pedersen Schellerup. Dertil kommer 18 børn og børnebørn.

Ole Worms virke spredte sig over mange områder. Som professor i græsk ledede han disputerøvelserne, hvor lærer og student fægtede med hinanden om emner, hentet i den antikke litteratur. Skyldes elskovsglæder en sjette sans? Kan purpurfarvede klæder råde bod på kvinders bleghed? Bør man spise mere om vinteren end om sommeren? Er kvinder fyrigere, mænd køligere om sommeren? Stiller blæksprutten sin sult om vinteren ved at æde sine egne arme? Det var nogle af de emner, Worm og hans studenter diskuterede sommeren 1617, og som de søgte at besvare på baggrund af de gamle græske og romerske forfatteres udsagn om de spørgsmål.

Den 31. oktober 1618 holdt Ole Worm på årsdagen for reformationsjubilæet en tale, hvori han nedgjorde den katolske kirke. Talen blev senere udgivet og tilegnet Holger Rosenkrantz. „For at sige det, som det er, så har Eders højlærde foredrag – ved hvilke I så ofte har ønsket mig uværdige som deltager – i den grad vakt mit sind til beundring for Eder”, skrev Worm til Rosenkrantz, da han sendte ham talen. At Worm overhovedet kom til at holde jubilæumstalen, skyldtes måske, at han 1615 havde fået tid til at gifte sig med Dorthe Fincke, datter af lægen, professor Thomas Fincke, der i mere end et halvt århundrede var universitetets faktiske administrator og grå eminence, der behændigt fik sine slægtninge placeret i professorembederne. Og netop det år, Ole Worm fejrede Luther med skarpe udfald mod katolikkerne, var en anden af Finckes svigersønner, Caspar Bartholin, universitetets rektor.

 Ole Worms museum, gengivet på titelbladet til hans „Museum Wormianum”. Samlingen befandt sig i Worms professorbolig på hjørnet af Frue Plads og Store Kannikestræde i København. De mange genstande er ikke anbragt vilkårligt, men efter et bestemt system. Metaller, mineraler, konkylier og andre genstande er anbragt forneden, mens fisk, pattedyr og fugle er hængt på væggene eller op under loftet. Efter Worms død blev samlingen indlemmet i kongens kunstkammer, hvor dens genstande blev fordelt blandt de øvrige sager, som fandtes dér. Mange af dem er bevaret endnu.

Ole Worms museum, gengivet på titelbladet til hans „Museum Wormianum”. Samlingen befandt sig i Worms professorbolig på hjørnet af Frue Plads og Store Kannikestræde i København. De mange genstande er ikke anbragt vilkårligt, men efter et bestemt system. Metaller, mineraler, konkylier og andre genstande er anbragt forneden, mens fisk, pattedyr og fugle er hængt på væggene eller op under loftet. Efter Worms død blev samlingen indlemmet i kongens kunstkammer, hvor dens genstande blev fordelt blandt de øvrige sager, som fandtes dér. Mange af dem er bevaret endnu.

I årtierne efter 1618 udvidede Worm til stadighed sine interesser og sit virkefelt. 1622 fik han udvirket, at kongen tilstillede de to rigers bisper et brev, hvori han bad dem „opsøge og antegne alle slags antikviteter” i deres stifter, og hvor de fandt runeindskrifter, skulle disse nøje afskrives. Snart begyndte der at indløbe beretninger fra sognepræsterne, og Worm var især interesseret i at optegne og studere runerne, som han mente var i slægtskab med hebraisk. Men det egentlige formål med registreringen af oldtidsminderne var naturligvis at fremhæve det danske kongeriges ælde. Det var grunden til, at Christian 4. blev grebet af ideen.

Det var også i Worms levetid, i 1639, det første guldhorn blev fundet ved Gallehus i Sønderjylland. 1641 udgav Worm sit lille skrift „Om guldhornet”, hvori han ud fra sine klassiske kund skaber tydede hornets mærkelige tegn som symboler på dyder og laster, krig og fred.

Sideløbende med det antikvariske arbejde opbyggede Worm en samling af „mærkværdigheder”, ting, der var værd at lægge mærke til. Da han døde i 1654, havde han skabt et „museum”, der skulle vise så mange forskellige sider af naturen og menneskelivet som muligt. Blandt de indsamlede genstande fandtes kinesiske vaser, ægyptiske krukker, bronzedolke, tordensten, indiske sølvmønter, glasøjne, rosenkranse, norske ski, mexicanske hieroglyffer, eksotiske dyr, fisk og planter og en lille bronzehest, to en halv tommer lang, der havde været brugt af to norske troldkvinder til at forhekse fiskeriet med.

Men Worm svigtede ikke sit lægekald. Han skaffede lægeplanter til universitetets botaniske have, deltog i dissektioner og udarbejdede en vejledning i praktisk lægegerning og en medicinsk lærebog for studerende. Han havde den udvalgte prins som patient og var til stede ved Christian 4.s dødsleje. I et brev til en kollega i Hamburg skrev han, at den gamle konge „blidt udåndede i mine arme …”

Ole Worm systematiserede sin store samling af „mærkværdigheder” i et stort værk, der under titlen „Museum Wormianum” udkom i 1655, året efter hans død. De indsamlede genstande blev omhyggeligt rangordnet, fra sten og metaller, der blev dannet af en væske i jorden, over planter, laverestående dyr og pattedyr til mennesket. Formålet med samlingen var, at mennesket ved iagttagelse skulle begribe den naturens store pyramide, Gud havde skabt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Benito Scocozza: Professor, dr. med. Ole Worm i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 14. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307593