Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Latinskoler og gymnasier

Oprindelig forfatter Scoc

Mens statsmagten overlod landalmuens boglige uddannelse til landsbyen, præsten, degnen eller en veldædig herremand, var den straks mere omsorgsfuld, når det drejede sig om latinskolerne, der siden reformationen var underlagt statslig lovgivning. Det var mestendels præste-, købmands- og håndværkerbørn, der befolkede latinskolerne.

Formålet med uddannelsen var at forberede disciplene til præstegerningen. Det kan derfor ikke undre, at Stat og Kirke nidkært vågede over, at latinskoleeleverne blev ført ad troens rette vej. Det var da også truslen fra katolikkerne, især fra de pædagogisk dygtige jesuitter, der i 1604 fik Christian 4. til at udsende en skoleforordning, hvis indhold først og fremmest var et skolepolitisk program til fremme af den lutherske ensretning, der kom til at præge hele århundredet.

 Titelbladet på en ABC fra 1649 med det gotiske alfabets bogstaver. Har man først lært bogstaverne, skriver man som det første ord „Jesus”.

Titelbladet på en ABC fra 1649 med det gotiske alfabets bogstaver. Har man først lært bogstaverne, skriver man som det første ord „Jesus”.

Kongen havde forfaret, at mange rigens undersåtter, både af adel og andre, sendte deres børn til jesuitiske skoler i det store udland, hvilket „med tiden, dersom sådant ikke udi tide blev forekommet, kunne give udi religionen stor forandring”. Denne trafik skulle nu ophøre, men kongen vidste godt, at de danske skoler var for dårlige. Lærerne var ofte ukvalificerede, børnene lærte ikke latinen ordentligt, lektierne blev ikke repeteret flittigt nok, og drengene blev ikke udi tide holdt til at lære deres katekismus. Derfor havde kongen pålagt og befalet rektor og professorer ved Københavns Universitet at gøre en almindelig forordning om skolevæsenet.

Annonce

Der blev indført et fast, statsanerkendt pensum, som nøje skulle følges, og den røde tråd i undervisningen skulle være katekismen, evangelierne og latinsk grammatik. Også græsk, hebraisk, aritmetik og geometri blev sat på skemaet.

Men det holdt især hårdt at få håndhævet det faste pensum. Da professor, dr. theol. Caspar Bartholin i begyndelsen af 1620'rne havde udarbejdet en række bøger, der skulle læses i alle skoler, påmindede kongen samtidig lærerne om, at de skulle holde sig fra deres egen dikteren og fra at bruge deres egne eksempler, når de underviste.

 ABC'en fra 1649 indeholder også en smuk tegning af en hane, der ligesom hanen på kirketårnet forkynder Kristi lære og samtidig sørger for at vække folk. Langs kanten står det lille vers: „Gudsfrygt med arbejd(e) og lær(e) / kommer børnene til stor ær(e).”

ABC'en fra 1649 indeholder også en smuk tegning af en hane, der ligesom hanen på kirketårnet forkynder Kristi lære og samtidig sørger for at vække folk. Langs kanten står det lille vers: „Gudsfrygt med arbejd(e) og lær(e) / kommer børnene til stor ær(e).”

Det kneb også med religionsundervisningen. I 1638, mere end 30 år efter 1604-reformen, formanede kongen bisperne over alt Danmark, Norge, Island, Gotland og Øsel, at de som skolernes tilsynsførende burde have bedre hånd i hanke med elevernes kristendomsopdragelse. Kongen havde nemlig erfaret, „hvorledes ungdommen udi skolerne ganske forsømmelig undervises i guds ord og frygt …” Det skyldtes, at man anså det for fornemmere at lære sprog, „mens gudfrygtighed agtes som et nebenværk, hvorfor katekismeøvelser i samme skoler i de øverste lektier øves alene en dag i ugen, udi somme to dage om ugen …” Og denne misrøgt af den sande børnelærdom medførte, at ungdommen voksede uåndeligt op, og når de unge senere kom til kald, blev de straks kolde og lade i deres bestillinger og søgte mere deres brød end deres tilhøreres salighed.

Nu var det ikke kun religionen, der havde usle kår i latinskolerne. Undervisningen bar bestandigt præg af, at lærerne var dårligt lønnede og ofte måtte have et job ved siden af som degne. Disciplene måtte tigge sig til føden og klæderne eller skaffe sig nogle skillinger ved at synge ved højtiderne og ligbegængelser. Børnene i første klasse blev undervist af børn fra de ældre klasser. Og en del af de drenge, der modtog stipendier, blev kun sat i skole for at blive forsørget, og mange af disse fattigpeblinge blev taget ud af skolen igen, når de var gamle nok til at komme i lære.

 Landsbyskolebygning i Fakse på Sjælland, bygget o. 1640 og bekostet af præsten Rasmus Svendsen, der også hensatte en sum til underhold af en skolemester.

Landsbyskolebygning i Fakse på Sjælland, bygget o. 1640 og bekostet af præsten Rasmus Svendsen, der også hensatte en sum til underhold af en skolemester.

Sådan var forholdene i det store og hele i de små købstadsskoler, mens de store skoler i stiftsbyerne, katedralskolerne, var bedre og mere ansete. I modsætning til de mindre skoler, der ofte kun havde to eller tre klassetrin, var der fem eller seks i de store. Og derhen sendte præsterne og de mere formuende deres børn. Også adelsfolk lod deres drenge gå et stykke tid i en katedralskole. Holger Rosenkrantz gik således fem år i Århus Katedralskole efter at have nemmet den første læsning ved hjælp af en huslærer.

Som forberedelsesskoler til et universitetsstudium var selv de store skoler imidlertid utilstrækkelige. Universitetet klagede over, at de studenter, der søgte om optagelse, havde dårlige forkundskaber. Det var især galt med sprogfærdigheden. I 1620 blev kongen og rigsrådet enige om, at det ville være særdeles nyttigt at oprette videregående skoler, gymnasier, i en række stiftsbyer.

Grundlæggelsen af gymnasierne fandt sted i netop de år, hvor kongen med kompagnigrundlæggelserne, Børnehusets håndværkeruddannelse og indplantningen af silkehåndværket agtede at bringe det dansk-norske rige på europæisk niveau. Men oprettelsen af de nye videregående skoler faldt også sammen med den ortodokse lutherdoms sejrsgang. Ved at udfylde hullet mellem latinskolerne og universitetet kunne man lægge et fastere og mere lærd grundlag for de universitetsstudier, hvis formål i sidste ende var at befæste den rette troslære.

 Epitafiemaleri fra o. 1650 af materielforvalter ved Bremerholm, Hans Numsen, hans første hustru Inger Margrethe Vibe, datter af biskoppen i Lund, hans anden hustru, Maren Dichmand, og hans børn. Epitafiet befinder sig i Holmens – Bremerholms – Kirke, bygget af Christian 4. til flådens folk. Hans Numsen, af borgerlig oprindelse, skyldte Corfitz Ulfeldt sin karriere og kaldte af den grund sin ældste søn Corfitz og sin ældste datter Leonora Christina. Familien Numsen repræsenterede det fremadstræbende borgerskab, og deres børn fik en passende uddannelse. En af drengene, Mathias, blev senere generalmajor og optaget i adelstanden. Det er selveste hofmaler Karel van Mander, som har malet billedet. Han fremhæver forældrenes stolthed over børneflokken, der som de selv er bestemt til at opnå en fremtrædende position i samfundet.

Epitafiemaleri fra o. 1650 af materielforvalter ved Bremerholm, Hans Numsen, hans første hustru Inger Margrethe Vibe, datter af biskoppen i Lund, hans anden hustru, Maren Dichmand, og hans børn. Epitafiet befinder sig i Holmens – Bremerholms – Kirke, bygget af Christian 4. til flådens folk. Hans Numsen, af borgerlig oprindelse, skyldte Corfitz Ulfeldt sin karriere og kaldte af den grund sin ældste søn Corfitz og sin ældste datter Leonora Christina. Familien Numsen repræsenterede det fremadstræbende borgerskab, og deres børn fik en passende uddannelse. En af drengene, Mathias, blev senere generalmajor og optaget i adelstanden. Det er selveste hofmaler Karel van Mander, som har malet billedet. Han fremhæver forældrenes stolthed over børneflokken, der som de selv er bestemt til at opnå en fremtrædende position i samfundet.

Selve indretningen af de nye gymnasier pegede også tydeligt i den retning. Bispen skulle have overopsynet med dem og overvåge, at lærerne, der blev kaldt professorer, underviste ungdommen i gode sæder og gudsfrygt i overensstemmelse med kirkens grundlov, Kirkeordinansen af 1539. Og som professorer skulle antages „lærde, fromme, uberygtede” magistre, der før deres ansættelse skulle eksamineres af professorerne ved universitetet og aflægge ed på, at de ville overholde Den augsburgske Trosbekendelse af 1530, som var den samlede lutherske kirkes grundlov.

Så kunne eleverne træde gennem gymnasieporten og give sig til at studere latin, græsk, hebraisk, fysik, matematik og etik. Og gymnasiefundatserne bestemte desuden, at såfremt der fandtes en læge ved skolen, skulle han om sommeren søndag efter aftensang botanisere med eleverne. Om vinteren skulle han undervise dem i det menneskelige legemes indretning ud fra et skelet.

Foruden gymnasierne oprettedes en særlig skole for adelsdrenge. Det blev den kongelige skole i Sorø, hvor Christian 4. selv havde gået som barn, der blev omdannet til adelsakademi. Formålet med den fornemme skole var ikke at forberede adelssønnerne til universitetet, men til at blive statstjenere. Derfor kom undervisningen foruden de fag, der lærtes i gymnasiet, også til at omfatte jura, historie, fransk, italiensk, ridning, fægtning – og dans.

Samtidig med akademiets indstiftelse forbød kongen de unge adelsfolk at rejse udenlands, før de var fyldt nitten. Der blev slået to fluer med ét smæk: de dyre udenlandsrejser blev begrænset, og de unge risikerede ikke i deres mest modtagelige alder at blive påvirket af jesuitter, calvinister og andre kættere.

 Till Uglspil skider i en badstue. Stikket er fra en af de utallige udgaver af folkebogen om den omrejsende håndværkersvend, Till Uglspil, der lavede løjer med alt helligt og fint. Bogen var ligesom andre af tilsvarende art ilde set af myndighederne. I 1638 forbød Christian 4., at man fra kirkernes bogboder solgte „forskellige unyttige bøger og skrifter, som Uglspil og deslige, så og letfærdige boleviser og andre utjenlige viser, digt, fabler, eventyr og ublu kærlighedsbøger…” Den større læsefærdighed blandt almuen skulle ikke betyde, at folk hengav sig til upassende læsning.

Till Uglspil skider i en badstue. Stikket er fra en af de utallige udgaver af folkebogen om den omrejsende håndværkersvend, Till Uglspil, der lavede løjer med alt helligt og fint. Bogen var ligesom andre af tilsvarende art ilde set af myndighederne. I 1638 forbød Christian 4., at man fra kirkernes bogboder solgte „forskellige unyttige bøger og skrifter, som Uglspil og deslige, så og letfærdige boleviser og andre utjenlige viser, digt, fabler, eventyr og ublu kærlighedsbøger…” Den større læsefærdighed blandt almuen skulle ikke betyde, at folk hengav sig til upassende læsning.

Det var mænd og kun mænd, der befolkede hele denne skoleverden. Det fremgår dog af Mads Proms beretninger fra Sørbymagle og Kirkerup, at der også var piger blandt de børn, der lærte at læse sig til den mest elementære kristne børnelærdom. Det hørte sig også til, at piger fra de andre befolkningsklasser blev nødtørftigt uddannet, og der fandtes adelskvinder, der kunne mere end deres kristne ABC. Sophie Brahe, Holger Rosenkrantz' hustru, var en dygtig bogholder og medforfatter til andagtsbøger. Andre adelsfruer samlede på folkeviser og skrev slægtsbøger, mens kun meget, meget få skaffede sig indsigt i den lærde, latinske kultur gennem huslærere og ved selvstudium.

Det var de muligheder, der fandtes for kvinderne inden for de forskellige stænder. For som Paulus siger det i sit første brev til Timoteus, II, 11-14, „bør kvinderne i stilhed tage mod belæring og underordne sig i alle måder; men at optræde som lærer tillader jeg ikke en kvinde, ikke heller at byde over sin mand, men hun skal leve i stilhed. Thi Adam blev skabt først, derefter Eva, og det var ikke Adam, som blev bedraget, men kvinden blev bedraget og faldt i overtrædelse”.

Vel var den kvindelige halvdel en del af Guds skaberværk, og derfor skulle kvinderne også ledes til Herren ved hjælp af katekismen og Bibelen. Men det var dem ikke forundt at betræde den organiserede lærdoms vej, for det var vejen til lærergerningen. Kvinden var den passive modtager. Latinskolerne, gymnasierne og adelsakademiet var forbeholdt mænd, og det gjaldt naturligvis også universitetet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Benito Scocozza: Latinskoler og gymnasier i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 13. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307591