Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Gøgeungen

Oprindelig forfatter Scoc

Det var en forarmet konge, der endnu en gang måtte kapitulere over for adelen. Fra 1642 til 1646 faldt øresundstoldindtægterne til en fjerdedel, krongodset kastede ringe udbytte af sig, staten – og dermed kronen – skyldte krigsfolket store summer, og statsgælden voksede og voksede.

I januar 1645, før krigens afslutning, skrev kongen til rigsrådet, at det sikkert var det bekendt, at „kronens indkomst allerede er så ringe, at Vi næppe kan have det tørre brød deraf for al Vor store møde, sorg og umage”. Og selv om freden kom, blev finansernes tilstand ikke bedre.

Den økonomiske misere var dog ikke den eneste årsag til kongens politiske isolation. Christian 4. havde gennem sit lange regeringsliv vist, at han i stort som småt ville bestemme selv. Ifølge håndfæstningen var han forpligtet til at udnævne en rigshofmester, en kansler og en marsk, så rigsrådsadelen kunne forestå den daglige regering sammen med monarken. Kanslerposten havde han altid sørget for at besætte. Dermed var det daglige rutinearbejde dækket ind. Men i perioder var riget uden marsk, og i endnu længere perioder var hofmesterembedet ubesat, selv om det blev betragtet som den øverste regeringspost næst kongen.

Annonce

 Rigshofmester Frants Rantzau i den nye pyntesyge adelsmode, som efterhånden fortrængte den gammeladelige strenge og ofte militæriske påklædning. Rantzau, der samtidig med sin udnævnelse til rigsråd også blev Københavns statholder, kom fra den store indflydelsesrige holstenske Rantzauslægt, der besad omfattende jordegods både i hertugdømmerne og Danmark. Frants Rantzaus fader, Breide Rantzau, var fra 1601 og til sin død i 1618 sin søns forgænger som Københavns statholder.

Rigshofmester Frants Rantzau i den nye pyntesyge adelsmode, som efterhånden fortrængte den gammeladelige strenge og ofte militæriske påklædning. Rantzau, der samtidig med sin udnævnelse til rigsråd også blev Københavns statholder, kom fra den store indflydelsesrige holstenske Rantzauslægt, der besad omfattende jordegods både i hertugdømmerne og Danmark. Frants Rantzaus fader, Breide Rantzau, var fra 1601 og til sin død i 1618 sin søns forgænger som Københavns statholder.

Efter at Christoffer Valkendorf, der var blevet gjort til rigshofmester af den unge konge i 1596, var død i 1601, gik der 31 år, før han fik sin efterfølger i embedet med udnævnelsen af den 27-årige adelsmand Frants Rantzau. Når kongen langt om længe besatte den vigtige regeringspost, skyldtes det ikke, at han 36 år efter sin tronbestigelse fandt tiden inde til at overholde sin håndfæstning og ej heller, at rigsrådsadelen påtvang ham udnævnelsen. Frants Rantzau var Christian 4.s kommende svigersøn, trolovet med kongens og Kirsten Munks ældste datter, den 13-årige Anna Cathrine. Ved at vælge sin svigersøn, der allerede 1627 var blevet medlem af rigsrådet, håbede kongen, at han kunne splitte den højadelige forsamling.

Kongens familiepolitik brød imidlertid sammen, før den overhovedet havde vist, om den gavnede ham. Under et fugtigt gilde på Rosenborg syv måneder efter sin udnævnelse faldt Rantzau i slottets voldgrav og druknede.

Men kongen havde en ny svigersøn i baghånden. Det var Corfitz Ulfeldt, søn af afdøde rigskansler Jakob Ulfeldt. Fra sit 11. til sit 23. år havde den unge adelsmand berejst Europa og det meste af tiden opholdt sig i Frankrig. 1629 blev han hofjunker ved det danske hof, og Christian 4. var åbenbart så imponeret over den unge herre, at han året efter, i 1630, forfremmede ham til kammerjunker og trolovede ham med sin og Kirsten Munks tredjeældste datter, Leonora Christina.

 Maleri fra o. 1620 af Jakob Ulfeldt og Birgitte Brockenhuus, Corfitz Ulfeldts forældre, med deres ti sønner, seks døtre og hund. Regner man efter, må drengen, der næstinderst mod midten sidder med ryggen til, være lille Corfitz. Maleren har anbragt familien i fuldendte italienske renæssanceomgivelser, eller måske har han ligefrem forestillet sig, at ulfeldterne spiste til middag i en gammelromersk villa.

Maleri fra o. 1620 af Jakob Ulfeldt og Birgitte Brockenhuus, Corfitz Ulfeldts forældre, med deres ti sønner, seks døtre og hund. Regner man efter, må drengen, der næstinderst mod midten sidder med ryggen til, være lille Corfitz. Maleren har anbragt familien i fuldendte italienske renæssanceomgivelser, eller måske har han ligefrem forestillet sig, at ulfeldterne spiste til middag i en gammelromersk villa.

Der var stil over Corfitz Ulfeldt. Han talte og skrev fransk, spansk og italiensk. Han førte sig frem med elegante manerer og udtrykte sin livsholdning med valgsproget „Tout le monde est une farce et se gouverne par opinions” – frit oversat: „Tilværelsen er en farce, der styres af øjeblikkets luner.” Det var en anden tone end kongens eget „Fromhed styrker rigerne”, og svigerfader og svigersøn var da også så forskellige som dag og nat. Men selv om den gammeldanske, sjællandske Christian 4. sikkert har haft svært ved at kapere Ulfeldts galliske krukkeri, var der over svigersønnen et frisk pust af ærgerrighed og gåpåmod, der mindede kongen om hans egen ungdom. Og det var, hvad kongen havde brug for, hvis han skulle finde en mand, der kunne blive hans loyale fælle i kampen mod rigsrådsadelen.

I 1636, samme år som Corfitz Ulfeldt og Leonora Christina blev gift, blev svigersønnen optaget i rigsrådet, hvis medlemmer i gennemsnit var mere end 20 år ældre end han selv. Året efter blev han Københavns statholder. Om statholderens bestilling hed det i kongens udkast til instruks, at „udi Vores absens [fravær] skal han repræsentere Vores person” – så det er forståeligt, at Leonora Christina i sine erindringer tillod sig at skrive, at hendes mand blev udnævnt til „viceroi”, vicekonge. Til statholderembedet tillagdes ligeledes modtagelsen af udenlandske gesandter og naturligvis overopsynet med København, en nok så vigtig position i en tid, hvor rigets største købstad havde vokseværk og var blevet det faste udgangspunkt for rigernes regering.

 Den 32-årige Corfitz Ulfeldt i 1638, året efter han blev udnævnt til Københavns statholder. Portrættet er udført af den nederlandske maler Engel Rooswijk, der et par gange i Christian 4.s regeringstid opholdt sig i Danmark.

Den 32-årige Corfitz Ulfeldt i 1638, året efter han blev udnævnt til Københavns statholder. Portrættet er udført af den nederlandske maler Engel Rooswijk, der et par gange i Christian 4.s regeringstid opholdt sig i Danmark.

Corfitz Ulfeldt fik snart stadig flere forretninger under sig. Han blev kongens altmuligmand, der på kongens ordrer og som følge af kongens temperament skulle beskæftige sig med stort som småt. Han ledede diplomatiske sendefærd, tog sig af kronens finanser, sørgede for reparationen af et skramlende hjul på reberbanen i København og sendte tobak til nordmændene, der ifølge kongen „tog det gerne i stedet for frokosten …” Og det var også Corfitz, der skulle have hånd i hanke med, at Valdemar Christian, kongens og Kirsten Munks eneste overlevende søn, gik til alters.

1643 drog kongen konsekvensen af, at Corfitz Ulfeldts magtbeføjelser efterhånden var blevet kraftigt forøgede, og udnævnte ham til rigshofmester. Eller havde svigersønnen, der samtidig var blevet en formuende mand, efterhånden sat sig så centralt i magtmaskinen, at kongen nærmest var tvunget til at give ham det fornemme embede? Noget kunne tyde på det, for allerede før udnævnelsen var han begyndt at skumle over svigersønnens opførsel. I 1642 skrev han således i et brev til rentemestrene, at de skulle have „i agt statholderens gage såvel i penge som af lensindkomst”.

Det var den grelle modsætning mellem kongens egen stadig mere haltende økonomi og statholderens hastigt voksende rigdom, der faldt ham i øjnene. Og det var vel også denne kontrast, han havde i tankerne, da han samme dag skrev til Ulfeldt, at han havde ondt om penge. „Skal det således længe gå til, som det går,” bemærkede kongen, „da er det et slet værk at være konge i Danmark. Skal andre have profitten og jeg umagen, da bytter vi vist med hinanden …”

Referér til denne tekst ved at skrive:
Benito Scocozza: Gøgeungen i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 13. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307572