Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Adelen svarer igen

Oprindelig forfatter Scoc

Adelen og rigsrådet var ikke i tvivl om, at den folkelige stemning var herremændene ugunstig. På et stændermøde i København sommeren 1645 bad den sjællandske udenråds adel rigsrådet om at sørge for, at „stænderne ved en oprigtig kærlighed fortroligen kunne forenes”, hvortil rigsrådet bittert svarede, at det langtfra var en let sag, thi selv om alle stænder året før havde lovet hinanden troskab, viste adskillige ubetænksomme uenigheder og „skandskrifter”, at løfterne aldeles ikke blev efterlevet.

Det efterfølgende stændermøde, i august, hvor dækningen af krigsudgifterne skulle drøftes, gav heller ikke adelen og rigsrådet grund til optimisme. Bønderne var som sædvanlig ikke til stede, men borgerne undlod ikke at bebrejde adelen dens manglende vilje til at yde sit til landets fælles bedste. De, der har den største formue, har det med at kaste byrderne over på de svage og de forarmede, erklærede borgernes repræsentanter.

 Fæstningsslottet Koldinghus, tegnet o. 1660 af Christian 4.s sønnesøn, den senere Christian 5. Fæstningsbyggerierne var til stadighed genstand for strid mellem kongen og rigsrådet. Samtidig med at kongen gennem sine fæstningsbygrundlæggelser søgte både at sikre rigernes forsvar og skabe udgangspunkter for en militær ekspansionspolitik, prøvede rigsrådet at begrænse udgifterne til de store anlæg, selv om rådet, der først og fremmest ville føre en defensiv politik, ikke direkte var imod fæstningsbyggerierne. Under Christian 4. blev Koldinghus, der udgjorde grænsefæstningen til hertugdømmerne, udbygget med blandt andet det massive firkantede kæmpetårn.

Fæstningsslottet Koldinghus, tegnet o. 1660 af Christian 4.s sønnesøn, den senere Christian 5. Fæstningsbyggerierne var til stadighed genstand for strid mellem kongen og rigsrådet. Samtidig med at kongen gennem sine fæstningsbygrundlæggelser søgte både at sikre rigernes forsvar og skabe udgangspunkter for en militær ekspansionspolitik, prøvede rigsrådet at begrænse udgifterne til de store anlæg, selv om rådet, der først og fremmest ville føre en defensiv politik, ikke direkte var imod fæstningsbyggerierne. Under Christian 4. blev Koldinghus, der udgjorde grænsefæstningen til hertugdømmerne, udbygget med blandt andet det massive firkantede kæmpetårn.

Kongen udnyttede den brede utilfredshed med adelen til at skrue bissen på. Allerede på julimødet tilstillede han rigsrådet en erklæring om adelens manglende offervillighed. Han ville vide, „om de godtfolk af adelen sig monne indbilde, at når freden efter den Allerhøjestes velbehag er gjort og sluttet, det da dermed skulle blive klaret og folket [krigsfolket] til hest og fods med snak ville lade sig aftakke og contentere [tilfredsstille]”. Og kongen fortsatte: „Vi har Gud være lovet til dette værk [krigen] ingen årsag givet, men hvad deraf kan følge, kan Vi noksom besinde, eftersom affektionen [kærligheden] mellem adelen og de andre i landet er meget ringe …”

Annonce

Adelen var åbenbart omringet af konge og folk. Men det var mere en stemning end en politisk realitet. Kronen var forarmet, flertallet af borgerne var mere eller mindre ruinerede, bønderne havde travlt med at overleve – og regnedes desuden ikke af kongen for politiske personer, der kunne udgøre et underlag for et opgør med adelen.

Selv om der fandtes en klar skillelinie mellem de adelige, der ikke sad i rigsrådet, den såkaldte udenråds adel, og rigsrådets storgodsejere, der til den menige adels fortrydelse sad inde med de fedeste len, fandt de adelige sammen i kampen for at forsvare deres privilegier og magtposition. Adelens repræsentanter krævede således, at kongen for fremtiden skulle vælge sine rigsråder blandt kandidater, de adelige selv udpegede, og de forlangte, at rigsrådet skulle bestå af mindst 22 medlemmer. Og selv om kongen ikke agtede at tage sig så mange rigsråder i øjeblikket, måtte han bøje sig for kravet om at hente sine råder blandt de kandidater, adelen opstillede. Samtidig måtte han acceptere, at landkommissærerne, der hidtil alene havde haft indflydelse på forsvarsbudgettet, også fik kontrol med andre økonomiske sager.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Benito Scocozza: Adelen svarer igen i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 14. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307571