Ødegårde og vornedskab

Husmand Knud Andersen havde en ti år ældre broder, Jens. Han var som 20-årig kommet til egnen, et stykke tid før sin lillebroder. I otte år tjente han som karl hos forskellige bønder, men så kaldte soldatertjenesten. Han var soldat i 11 år, da han blev tilbudt en gård, der lå øde. Noget tyder imidlertid på, at Jens blev så forskrækket over gårdens elendige tilstand, at han vægrede sig ved at overtage den. Men herremanden, i dette tilfælde bestyreren af kronens gods under Antvorskov Slot, krævede, at Jens tog gården, som han havde lovet det. Og da Jens fortsat nægtede, blev han kastet i slottets fængsel. Det knækkede Jens. „Han blev syg af fængslet på Antvorskov,” skriver pastor Prom, „og fængslet fik også andre svagheder til at bryde op.”

Den dødsmærkede mand blev sat fri og søgte tilflugt hos sin broder og svigerinde. Anne og Knud plejede Jens de sidste fem uger af hans liv. Han døde den 9. december 1665, 40 år gammel.

Myndighedernes umilde behandling af Jens Andersen var et symptom på de slette vilkår, der fandtes for landbruget i 1600-tallets anden halvdel. Mange gårde lå øde hen, og ødegårdsproblemet forsvandt ikke, selv om der kom fred. Der var ikke folk nok til at besætte gårdene, og de landboere, der fæstede gårde og huse, fik så lidt ud af det, at mange måtte give op.

Ved hjælp af vornedskabet, der fandtes på de østdanske øer, Bornholm undtaget, og som indebar, at en bondekarl ikke måtte forlade det gods, han var født på, kunne herremændene tvinge en karl til at fæste en ødegård inden for godsets område.

Men vornedskabet var et tveægget sværd for den godsbesiddende klasse. I slette tider afholdt det bønderkarlene fra at søge til de landsdele, hvor vornedskabet rådede, og mange af de vornede stak simpelt hen af. Vel bestemte regeringen, at man kunne eftersøge og opsnappe de undvegne vornede og „dele dem til stavns”, hente dem hjem til godset igen. I Danske Lov af 1683, enevældens store samlede rigslovkompleks, hed det, at en husbond kunne hente en bortrømt vorned hjem, hvis han inden 10 år fandt ham i en købstad eller inden 20 år i en landsby.

I længden var en bevarelse af vornedskabet ikke holdbart. Det affolkede landbruget i stedet for at sikre det arbejdskraft. Det var kongen, der var mest ivrig for at få vornedskabet ophævet med henblik på at gøre fæste af gårde på krongodset mere tillokkende. Staten så desuden gerne, at flere flyttede fra land til by for at fremme købstadsnæringerne. Kongen trumfede sin vilje igennem. I 1702 blev vornedskabet ophævet med virkning for alle de bønderbørn, der var født efter 25. august 1699. Umiddelbart betød vornedfriheden således intet for den landboer, der var i den arbejdsdygtige alder.

Men med eller uden det østdanske vornedskab kunne det være besværligt nok for bønderne at skifte gård, når de én gang havde fæstet. Allerede i 1654 var det nemlig ved lov blevet bestemt, at den, der ville fraflytte en gård, skulle „have skellig årsag” dertil. 1682 blev denne bestemmelse yderligere skærpet derhen, at den bonde, som forløb sin husbonds gård, måtte husbonden, hvis han fik fat på ham, levere til Bremerholm dér et år i jern at arbejde. Og 1688 fik amtmændene, de kongelige lokalembedsmænd, der efter enevældens indførelse afløste lensmændene, besked om, at såfremt en godsejer kunne dokumentere og de selv bekræfte, at en bonde var doven eller fordrukken, kunne man sende ham til Bremerholm eller sætte ham til fæstningsarbejde. Hans ejendele blev så overladt til en anden, der ville drive gården. Men, tilføjede ordren, var bonden ikke selv skyld i, at hans gård forfaldt, skulle der undes ham et gadehus, så han havde noget at leve af, „indtil han fatter bondehandelen bedre”.

Men regeringen brugte også guleroden. Ligeledes i 1682-forordningen hed det, at den, som frivilligt ville antage øde gods og gårde, skulle nyde samme øde jorde fri for tiende, landgilde og hoveri i de første tre år.

Regeringens indgreb kunne imidlertid ikke standse den almindelige tilbagegang for fæstegårdmandsbruget. Bondebrugene blev stadig færre i forhold til husmandslodderne. Og herremændene søgte erstatning for indtægterne fra fæstegodset gennem nedlæggelse af ødegårde og inddragelse af dem under hovedgårdsjorden, den ikke udfæstede jord, der blev dyrket ved hjælp af hoveri. Og med i købet, når godsejerne centraliserede, røg også gårdbrug, der klarede sig nogenlunde.