Til fælles gavn

Regeringens syn på de ubemidlede fattigfolk var ikke kun udtryk for en formuende overklasses ligegyldighed. Også den mindste samfundsmæssige enhed, landsbyen, søgte at holde sig de fattige fra livet. Ligesom de rige borgere og herremænd kunne de bønder, der ikke selv led nød, finde på at give omstrejfende betlere nattely og en almisse, men de behøvede ikke statens påbud for så hurtigt som muligt at gelejde dem videre til den næste landsby.

Landsbyen var selv et minisamfund, som ikke tålte forstyrrelser. Fra Sneslev landsby, Vester Flakkebjerg Herred, en små 20 kilometer fra Sørbymagle og Kirkerup, kendes en i 1649 nedskreven vedtægt, der nøje regulerer forholdet mellem landsbyens beboere. I den hedder det, at eftersom der ofte kommer vandringsmænd udefra, hvoraf en del undertiden bliver liggende i landsbyen „og drager til sig adskilligt løst og ondt selskab, så man ikke ved, når man har sit liv eller gods”, da skal det være forbudt at herberge nogen længere end to nætter i det længste.

Men vedtægten, der sikkert er udformet og nedskrevet af præsten, rummer andet end regler om, hvordan man beskyttede sig mod fremmede fugle. I 54 paragraffer regulerer den landsbylivet i alle detaljer. Vedtægten, der skulle sikre, at den ene bonde ikke ødelagde og fordærvede den anden, var underskrevet af Sneslevs 18 gårdmænd. Husmændene og tjenestefolkene var ikke medunderskrivere. De havde at rette sig efter, hvad gårdmændene bestemte.

"Frygt Gud, gør ret og skel, så går det dig vel til liv og sjæl."

Således lyder vedtægtens motto, og de første artikler handler da også om landsbyens kristenliv. Den landsbyboer, der forsømte sin rette sognekirke to søndage i træk, skulle give landsbyen en fjerding øl som straf, mens det kostede en halv tønde, hvis en bonde eller hans tjenestefolk vanhelligede Herrens sabbat eller nogen helgens dag, hvor der blev forrettet gudstjeneste, med at skove, at pløje eller så, at høste eller andet arbejde. Og man fulgte smukt øvrighedens påbud, når vedtægten bestemte, at den, der vanbrugte Herrens navn til sværgen og banden, for hver gang skulle bøde én skilling.

Men størsteparten af vedtægten omhandler indretningen af landsbyens ordensmagt og regler for rammerne om det daglige arbejdsliv. Gårdmændene skulle årligt vælge en oldermand, som havde indseende med, at alt gik rigtigt til i skov og mark og med ager og eng, og han skulle råde til enighed og lydighed, høre sager og klagemål og føre straf og revselse over de modvillige og ulydige. For sin umage fik han tilført sin oldermandskande godt klart øl efter gammel vis.

Dersom nogen bymand agtede at klage over sin medbroder for sager, som ikke angik liv og ære, måtte „han ingenlunde til tings fare, ikke heller til sin husbonde eller hans fuldmægtige og klage sig”, men angive det for oldermanden. Herremanden og hans folk eller retsmyndigheden uden for landsbyen, herredstinget, skulle helst holdes udenfor, når der opstod strid mellem naboerne. På den måde prøvede landsbyboerne i videst muligt omfang at ordne sagerne selv, så de blev fri for øvrighedens indblanding.

Til sagernes afgørelse kunne oldermanden samle gårdmændene til landsbystævne, og den, der ikke mødte op, inden oldermanden havde blæst tre gange i hornet, skulle bøde to skilling.

De vigtigste sager, oldermanden og bystævnet havde at holde rede på, vedrørte selve ordningen af landsbyens arbejdsgang. Gårdmændene skulle pløje på samme tid, så alle mands kvæg kunne komme af marken. Rendte en ko rundt på en endnu upløjet strimmel, kunne den nemt komme ind på den pløjede og tilsåede del af ageren og ødelægge den.

Forholdet mellem korn og kvæg var overhovedet det mest sårbare område inden for landsbydriften. Derfor indeholdt vedtægten meget nøje påbud om, at bønderne skulle tøjre deres kreaturer eller i det mindste holde gærderne i orden, så køer og heste og andre husdyr ikke gik i kornet.

Men vedtægten beskæftigede sig også med andre forsyndelser. Den, der lod sin plov slæbe på anden mands ager, når den var sået, blev pålagt en ølbøde. Lod en bonde sine hunde gå løse, og de gjorde skade på lam eller gæs eller andet kvæg, småt eller stort, vankede der også ølbøde. Fandtes der kvæg, som man mente havde en smitsom sygdom, skulle det straks fjernes fra marken. Og dersom nogen blev fundet i anden mands ærteagre, det være sig mand eller svend, kvinde eller mø, måtte de slippe en fjerding øl.

Når bøderne uden noget system vekslede mellem øl og penge, var det udtryk for, at reglerne i vedtægten var blevet til gennem generationer. Lag var blevet lagt på lag, alt efter de indbyrdes genvordigheder, der var dukket op. Og før 1649, hvor reglerne blev skrevet ned, har oldermanden og bystævnet afgjort tvistighederne, alt efter hvad de mindedes var ret og skel.

Sneslevs vedtægt blev forelagt „vor kære øvrighed og husbonde”, der godkendte den. Ellers var herremanden – som allerede omtalt – så vidt muligt holdt udenfor. Men med tiden, fra anden halvdel af århundredet, dukker hans myndighed op i flere og flere af landsbyvedtægternes artikler. Kontrollen med livet i landsbyerne blev skærpet. For selv om vedtægterne i første række beskæftigede sig med en nøje regulering af den enkelte bondes forhold til naboerne, kunne landsbyboerne udgøre en trussel, hvis de kom på kant med herskabet. Så kunne den indbyrdes vogten på hinanden blive afløst af en fælles solidarisk holdning til og muligvis direkte modvillig handling over for den godsejer, der ejede landsbyens jord.