Bonden og enevælden

I de 20 år, fra 1643 til 1663, der dækker Corfitz Ulfeldts storhed og fald, blev kampen mellem konge og adel og mellem Danmark og Sverige skærpet til det yderste. Corfitz Ulfeldts skæbne blev et sindbillede på denne kamp. Højadelen blev taberen, kongen og Sverige vinderne.

I dette store spil havde fæstebønderne, husmændene, tjenestekarlene, tjenestepigerne og rigets udskudte fattigfolk ingen andel. De blev krigenes og skattebyrdens ofre, mens kongerne, feltherrerne, lejetropperne og diplomaterne flyttede rundt på brikkerne.

Og de blev undersåtter i et rige, der ikke længere blev regeret af en godsejer i kongeklæder, men af embedsmænd, der bar kongens klæder. Den menige landalmue blev ikke spurgt, om den ønskede denne forandring, og hørte den endelig om den og troede, at den ville føre noget godt med sig, blev den skuffet. For med eller uden rigsråd var det fortsat den danske herremand, der ejede Danmarks jord. Og selv om herremændene følte sig trådt på og sat til side af kongen, var der ingen, der anfægtede deres status som rigets overklasse. Måske skulle de en dag, når ærestabet ved enevældens indførelse var sivet ud af blodet på dem, ligefrem begribe, at det nye statssystem i virkeligheden var deres eget, blot i en moderniseret udgave, mens resten af befolkningen alene fik den ekstra fornøjelse, at den oven i godsejervældet fik en vildtvoksende stat, der lagde ekstra byrder på dens skuldre.