Anne og Knud

Mens borgere og gejstlige, adel og konge i efteråret 1660 drøftede deres egne og rigets anliggender på stændermødet i København, havde sognebørnene i Sørbymagle og Kirkerup sogne, der lå et par mil uden for Slagelse, andet at tænke på end arverige og enevælde, privilegier og kollegiestyre. De havde fuldt op at gøre med at skaffe sig det daglige brød.

Den 30. juni 1661 blev Anne Hansdatter og Knud Andersen fra landsbyen Rosted viet i Sørbymagle Kirke af pastor Mads Prom. Rosted var en lille landsby, der bestod af 11 gårde. Gårdmændene havde hver deres andel i bymarken, den jord bønderne havde fæstet af herremanden. Markerne var opdelt i strimler, så hver gård fik sin andel i den gode og den mindre gode jord.

Foruden gårdene fandtes der et antal huse. Deres beboere havde ikke lod i bymarken, men kunne have et par kreaturer gående på fælleden, landsbyens fællesareal, hvis gårdmændene ellers gav dem lov. For at skaffe til dagen og vejen måtte de jordløse husmænd arbejde for gårdmændene eller herremanden. En kålhave, der lå til huset, kunne yde et vist tilskud til den daglige husholdning.

Da Knud og Anne blev gift, havde de hverken gård eller hus. De var begge omkring 30 år gamle. De havde fra barnsben af tjent hos forskellige bønder, ét år hos én bonde, halvandet år hos en anden, et halvt år hos en tredje. Det var ikke noget fast job at være tjenestekarl eller tjenestepige.

Karlene og pigerne boede i reglen på den gård, hvor de tjente. Karlene sov sammen på deres kamre, pigerne på deres. Måske sov nogle af dem i stalden, andre i køkkenet, ikke mindst i såtiden og høsttiden, hvor der ikke var plads nok inden døre til de mange løstansatte folk.

Anne og Knud havde begge arbejdet hos gårdmand Jens Nielsen. Og da Knud fik chancen for at fæste et hus, besluttede de to sig til at slå kludene sammen. Som enlig kunne man ikke klare en husmandshusholdning. På den anden side kunne man heller ikke gifte sig, før der var udsigt til at få foden under eget bord; det var svært at være gift og bo hos fremmede.

Anne var fra egnen. Hun havde haft en hård barndom. Hendes far var blevet hængt for tyveri, da hun var ti år. To år efter døde hendes mor. I seks år havde Anne måttet tigge sig til føden, før hun fik sin første plads som tjenestepige.

Det var ikke nemt at være barn af en forbryder. I det lille samfund, hvor alle kendte alle, så man skævt til en ugerningsmands afkom. Folk troede, at „uærlige” folk også fik „uærlige” børn. Men Knud giftede sig med Anne på trods af hendes rygte. Måske har det betydet noget, at Knud ikke selv var fra egnen og derfor ikke selv havde været vidne til, at Annes far blev hængt. Knud kom til Rosted fra Fyn som ung karl, velsagtens engang i 1650'erne, mange år efter Annes fars død.

Et husmandshus havde spinkle bindingsværksvægge med lerklinede taver. Taget var dækket af strå. Inde i huset var der en lille stue, et køkken med åbent ildsted og måske et kammer. I et skur i gården eller i en tilbygning til selve huset var der plads til et par får og – hvis der var råd til det – en ko. Fårene og koen måtte dele plads med det brænde, husmandsparret hentede i skoven, ofte mod en passende betaling til herremanden, der ejede skoven. Gæs og høns vimsede ud og ind af huset.

I stuen var der en træbænk, et par træstole og en kiste til tøj. Sengestedet var afgrænset fra stuen ved et bræt. Om aftenen var stuen oplyst af en tranlampe. Køkkenet klarede sig med skæret fra den åbne ild. Vand måtte husets beboere hente fra landsbyens brønd.

Anne og Knud kunne ikke leve af de sparsomme grøntsager fra kålhaven eller nøjes med hønseæg og fåremælk. De skulle have brød, en gang imellem lidt flæskesul og gryn til den grødmad, der udgjorde en vigtig del af kosten. Det måtte de købe eller tuske sig til.

Anne og Knud havde været gift et år, da de fik deres første barn. Det døde kun én time gammelt, og pastor Prom bemærker til kirkebogen, hvor han optegnede den lilles begravelse, at der var hele to jordemødre til stede ved forløsningen.

Husmandsparret fik i alt 11 børn i de 21 år, de var gift, otte sønner og tre døtre. Seks af børnene døde som små, eller før de blev voksne. Børnedødeligheden var stor. Den skyldtes ofte fejlernæring eller regulær sult. Dertil kom de mange sygdomme, man ikke vidste råd imod, pest, kopper, mæslinger, tuberkulose og lungebetændelse.