Denne dug i blå og hvid silkedamask er vævet 1621 i det københavnske silkeværk og året efter af kongen skænket til den russiske zar. Motivet på dugens midterste bane er de retter, gæsterne kunne regne med at få serveret ved et kongeligt måltid: stegt påfugl, kalkun, stør, hummere, druer, meloner, andre frugter og en tærte. Der er både knive og gafler ved hver kuvert. Gaflen var en ny opfindelse. De fleste spiste fortsat ved at rage til sig med kniven og putte maden i munden med fingrene.

.

Det var København, der var centrum for Christian 4.s handels- og manufaktureksperimenter. Den nyopførte børs, der ses midt i maleriet, skulle trække handlende til fra nær og fjern. Samtidig udbyggede kongen havnen med Tøjhusanlægget, der ses yderst til venstre. Det skulle sørge for proviant og ammunition til flådens skibe. I 1617 anlagde han på Amager-siden Christianshavn, dels for at befæste København mod sydøst og dels for at inddæmme nyt areal til bebyggelse. I forgrunden Knippelsbro, der forbandt København med Christianshavn, som blev en selvstændig købstad. Kunstneren, P. Segaert, hvis maleri er fra 1620'rne, ser København fra Christianshavn.

.

Den danske hvalfangerstation på Svalbard, malet 1634. Man jagede hvalerne fra små både. Bagefter kogtes trannen på land. Interessen for de nordlige have var også forbundet med drømmen om at finde nordvestpassagen nord om Canada til Indien. I 1619 forsøgte den norske kaptajn Jens Munk med to skibe, Christian 4. havde stillet til rådighed, at finde denne passage, men han nåede kun til Hudsonbugten, hvor skibene frøs inde og de fleste af hans folk døde af skørbug. Da han vendte tilbage i 1620, var kun han selv og to andre ekspeditionsdeltagere endnu i live.

.

I modsætning til det stort anlagte Børnehus, der skulle forene masseproduktion og håndværkeruddannelse, var Christian 4.s hensigt med silkeværket at oparbejde en luksusmanufaktur, der kunne kaste glans over ham og riget. Silken var eksklusiv, kostbar, sjælden, sidestillet med guld og sølv. I en række europæiske lande arbejdede regeringerne på at få rejst en silkeindustri. Danmark måtte naturligvis ikke stå tilbage for de andre, slet ikke på et tidspunkt, hvor kongen efter den vellykkede Kalmarkrig ville vise omverdenen, at han tilhørte kredsen af Europas største monarker.

Satsningen på en dansk silkevareproduktion havde imidlertid også sin baggrund i det øgede luksusforbrug ved hoffet, hos adelen og til dels blandt de formuende borgere. Silkedragter var et statussymbol. Selv om det kun var få familier, der havde råd til at leve op til den internationale silkemodestandard, var silken så kostbar, at et voksende forbrug af den betød tab af valuta. Oprettelsen af en dansk silkeproduktion var således ganske i overensstemmelse med tidens økonomiske tankegang: samfundet burde i videst muligt omfang sikre sig et overskud på handelsbalancen.

Det var da også det økonomiske argument, kongen lagde vægt på, da han og rigsrådet i februar-marts 1620 havde en generaldebat om erhvervspolitikken. Kongen meddelte rådet, at han havde – „riget til bestyrkelse og fordel” – ladet bestille adskillige gode håndværkere fra Nederlandene, som han regnede med ville ankomme til København i løbet af foråret. Han var imidlertid utilfreds med, at de danske købmænd og kræmmere var utilbøjelige til at aftage indenlandsk producerede varer, og han bad rigsrådet overveje, om der ikke burde indføres et importforbud for at tvinge de handlende til at købe dansk.

Rigsrådet erklærede, at det ikke havde noget imod kongens mange erhvervspolitiske bestræbelser, men det ville dog ikke undlade at advare mod, at der „for hasteligen med adskillige forandringer efter hver andre bliver ilet …”, så undersåtterne ikke nåede at vænne sig til de nye forhold. Rådet ville heller ikke gå med til noget importforbud, førend de varer, der berørtes af det, fandtes i tilstrækkelig mængde i riget selv, og råderne bad samtidig kongen om kun at tage en avance på seks procent, så de hjemmeproducerede varer kunne stå sig i konkurrencen med de udenlandske. Desuden ville de have forordnet nogle erfarne købmænd, der skulle kontrollere og sætte pris på varerne. Rådet nærede ingen større tillid til kongens erhvervspolitiske indsigt.

Rigsrådet foreslog også, at de indkaldte håndværkere ikke fik deres virke i København, både på grund af den dyre tæring på det sted og på grund af byens hele atmosfære, som kunne gøre håndværkerne „forvænte og korrumperede”. Her gjorde rigsrådet imidlertid regning uden vært. Kongen havde allerede året før opkøbt en række ejendomme i København, og den 11. marts 1620, fire dage efter rigsrådets erklæring, aftalte han med en bygmester, at der på begge sider af en ny gade, Silkegade, skulle anlægges 14 våninger til det nye silkeværks brug.

Men Christian 4. måtte finde sig i rådets afvisning af importforbud og organiserede i stedet et klædekompagni, der både skulle forhandle klæde og silke. Kompagniet fik monopol på handelen på Sjælland og var til gengæld forpligtet til at købe de silkevarer, det nye værk fremstillede, dog kun hvis de fandtes i tilstrækkelig stor mængde. Silkekøbmændene blev tilbudt fordelagtige kreditter, hvis de købte deres varer hos Silkeværket.

Allerede den 1. maj 1620 sad de nederlandske håndværkere bag deres væve i Silkegade. Men næppe var silkeproduktionen påbegyndt, før vanskelighederne viste sig. Råvarerne var for dyre, og kunderne svigtede. Kongen greb til sit traditionelle middel: importrestriktioner. Denne gang bøjede rigsrådet sig og godkendte en fem procents told på udenlandske silkevarer, mens importen af råsilke blev fritaget for told. Men samtidig drillede rådet kongen ved at foreslå udstedelsen af en luksusforordning, der forbød ikke-adelige at bruge fornemt silketøj. Især dele af borgerskabet havde fået for vane at klæde sig, så man ikke kunne se forskel på dem og adelsfolkene.

Kongen måtte bøje sig for rigsrådets krav, men det lykkedes ham at få indføjet den undtagelse, at borgerskabet godt måtte smykke sig med silke, blot denne var gjort og forarbejdet her udi riget. Borgerskabet var nu engang blevet mere formuende på det sidste. Derfor var det bedre, de brugte Silkeværkets tøjer frem for dyrt og fint klæde, argumenterede kongen.

Men intet hjalp. Selv om kongen til sidst, i 1623, fik gennemtrumfet et totalt importstop for udenlandske silkevarer, thi - som han selv udtrykte det – „ellers får jeg ingen til, som tager silkehandelen op”, var silkeeventyret forbi. For samtidig kunne han konstatere, at 50 procent af produktionen ikke var nået længere end til Silkeværkets eget lager, 34 procent havde han selv måttet aftage, mens kun 16 procent var solgt.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Silkeværket.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig