Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Fiaskoerne

Oprindelig forfatter Scoc

Fiaskoen var en kendsgerning. 1624 fik kongen værket afhændet til nogle nederlandske silkekøbmænd, men allerede to år efter måtte også de give op. Silkeværket blev opløst, og de nederlandske håndværkere forlod Danmark.

Christian 4. har sikkert haft svært ved at forstå, hvorfor det gik hans storslåede værk så ilde. Han havde sikret det de bedst mulige afsætningsvilkår, begrænset sit eget udbytte til det mindst mulige, investeret tusinder og atter tusinder dalere i produktionen, hentet de mest kyndige håndværkere til landet og tilmed ladet produktionen nøje overvåge. Han fandt sig ikke i nogen undskyldning fra silkefarveren, såfremt tøjet „ikke så skønt af ham er farvet, som det uden riget indføres, efterdi hans håndværk i synderlighed er et håndværk, hvor syn går for sagn”, og han sørgede for, at silkehåndværkerne ikke fik mere i løn, end det i Holland eller andetsteds var sædvane.

Men selv om kongen brugte alle de privilegier, monopoler, forbud og kontrolforanstaltninger, der i samtiden blev opfattet som alfa og omega for enhver form for erhvervspolitik, stødte Silkeværket, klædeproduktionen i Børnehuset og Det ostindiske Kompagni på afsætningssvigtets uoverstigelige barriere. Der var ikke marked for de produkter, der blev fremstillet, eller for de eksotiske varer, der blev hentet hjem. Ingen privilegiepolitik kunne hamle op med pengeknapheden i det lukkede landbrugssamfund.

Annonce

Christian 4. var bevidst om de umådelige rigdomme, der globalt var kommet i omsætning siden opdagelsernes tid. Men han – så lidt som andre statsoverhoveder i samtiden – kendte til økonomiens selvvirkende mekanismer. Handelskapitalismen var et nyt og på mange måder afgrænset fænomen, en niche i udkanten af den altdominerende landbrugssektor. Men de rigdomme, dens fremvækst trods alt førte med sig, virkede overvældende, og den kastede da også fra tid til anden et mere end pænt overskud af til de forskellige landes fyrster og styrkede statsmagten både økonomisk og politisk. Så det var såre naturligt, når de selvsamme fyrster mente, at de gennem et magtbud kunne få rigdommen til at formere sig.

Christian 4.s kompagnigrundlæggelser og manufaktureksperimenter stødte på alle områder ind i den skarpe modsætning mellem fyrsternes voksende selvfølelse og traditionelle brug af privilegier og magtbud på den ene side og penge- og markedsøkonomiens benhårde lovmæssigheder på den anden.

I Danmark sønderslog disse lovmæssigheder Christian 4.s stort anlagte erhvervspolitik.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Benito Scocozza: Fiaskoerne i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 22. juni 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307689



Tags