Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Angrebet på lavene

Oprindelig forfatter Scoc

Mens kongen ved hjælp af Det ostindiske Kompagni søgte at skaffe sig en andel af den rige koloniale handel, eksperimenterede han med et lige så farverigt manufakturprojekt. Der skulle produceres silkevarer i København, vel den fornemste produktion samtiden kunne forestille sig.

Forud for iværksættelsen af silkeproduktionen i maj 1620 var gået en række statslige bestræbelser på at bane vejen for en dansk massefremstilling af klæde. Allerede i århundredets første årti havde kongen i Københavns hjerte indrettet et stort tugthuskompleks, som blev befolket dels med almindelige kriminelle og dels med løsgængere, der blev beordret indfanget over hele landet og sendt til København. De indsatte skulle producere klæde, og de unge og børnene, der endte i tugthuset, skulle oplæres i tekstilhåndværket.

 Pengebøsse fra skrædderlavet i Ålborg, med oldermand Iens Christensen Windelbos navn og dagen den 11. oktober 1630 indgraveret. Indvendigt er pengesprækken forsynet med en strimmel af rødt skind, der skal forhindre uvedkommende i at fiske mønterne op.

Pengebøsse fra skrædderlavet i Ålborg, med oldermand Iens Christensen Windelbos navn og dagen den 11. oktober 1630 indgraveret. Indvendigt er pengesprækken forsynet med en strimmel af rødt skind, der skal forhindre uvedkommende i at fiske mønterne op.

En af de barrierer, kongen stødte på, når han ønskede at formere håndværket i stor skala, var lavene. De havde af arild været den organisatoriske ramme om håndværkerfagene. Formålet med dem var at kontrollere adgangen til de forskellige håndværk, sikre faste priser og sørge for, at kun medlemmer af lavene havde ret til at udøve de respektive håndværk. Gennem skrappe optagelsesbetingelser prøvede lavene at hindre en for stor tilgang. Lavsoldermændene krævede mesterstykke og ofte betydelige summer som indtrædelsesafgift, før de gav en ny mester adgang til deres midte.

Annonce

Lavene var udsat for stadig kritik. De tog for høje priser for deres varer, og de hindrede udviklingen af håndværket. Det var da også disse anklager, Christian 4. brugte, da han i 1613 befalede borgmestrene og rådmændene i alle købstæder at fratage alle håndværkerne de skråer, lavsvedtægter, de hidtil havde haft, og holde dem udi forvaring, indtil kongen gav videre besked.

Det var således ikke lavene i sig selv, der blev ophævet, men de regler, de virkede under. Statsmagten søgte ikke at fjerne selve den erhvervsmæssige og sociale sammenslutning, lavet udgjorde, og som spillede en betydelig rolle for, at der eksisterede ordnede forhold i købstæderne. Formålet var alene at bryde lavenes erhvervsmonopol og at undgå de uheldige følger af dette monopol.

 Køkkensager fra begyndelsen af 1600-tallet, alle jordfund fra København. Bronzeølhanen er vitterlig en hane. På smørstikken er ejerskens navn indridset. Træbægeret er drejet. Selv om mange brugsgenstande sikkert var hjemmelavede, skulle der dygtige, udlærte håndværkere til at fremstille en sag som bronzehanen.

Køkkensager fra begyndelsen af 1600-tallet, alle jordfund fra København. Bronzeølhanen er vitterlig en hane. På smørstikken er ejerskens navn indridset. Træbægeret er drejet. Selv om mange brugsgenstande sikkert var hjemmelavede, skulle der dygtige, udlærte håndværkere til at fremstille en sag som bronzehanen.

Men i og med staten lagde lavsskråerne på is og samtidig i 1613-forordningen betonede, at for fremtiden skulle „enhver håndværksmand eller andre, som agter sig her i riget at nedsætte og søge sin næring, uforment sit håndværk at bruge, når han har gjort og svoret sin borgerlige ed … lige ved andre indvånere”, var der lagt en bombe under lavssystemet. Medlemskab af lavene blev nu en frivillig sag. Alligevel fortsatte lavene som ikke-privilegerede sammenslutninger efter 1613-angrebet på dem. Håndværkerne havde fortsat brug for sammenhold, ikke mindst når uorganiserede mestre dukkede op og udsatte de etablerede håndværkere for ubillig konkurrence. Det københavnske sadelmagerlavs reaktion på forordningen var udtryk herfor. Fire måneder efter Christian 4.s indgreb besluttede sadelmagerne, at „eftersom vores skrå er os fratagen af vores nådige øvrighed, da ville vi menige lavsbrødre samtligen blive ved den gamle forefundne skrå, som nu findes udi vores skrin …” Sadelmagerne erstattede således deres hidtidige officielt godkendte, men nu suspenderede skrå med de regler, de engang havde aftalt indbyrdes, og som havde dannet grundlaget for myndighedernes tidligere blåstempling af skråen.

Det var da heller ikke regeringens hensigt at afskaffe lavene, men at riste dem over en sagte ild, indtil den havde udarbejdet retningslinier for lavsvæsenet, som ikke stred mod statens ekspanderende manufakturpolitik, håndværkets forplantning og menig almues ønske om at bryde lavenes prismonopol.

Den 10. december 1621 offentliggjorde kongen med rigsrådets samtykke den nye anordning om lavenes indretning. Den væsentligste begrundelse for den var at råde bod på den mangel på svende, som lovens givere mente var årsagen til, at håndværket, der dog var en af grundpillerne for rigens fremvækst, ikke var så veludviklet som i andre lande. De nye lavsrammer blev da også fastlagt ud fra denne opfattelse. Lavene skulle fortsat have ret til at bestemme lærlinge- og svendetidens længde, men det skulle være lavene aldeles forbudt at kræve mesterstykke og kostbart gæstebud, når en svend ville nedsætte sig som mester.

Også lavenes monopol på prisfastsættelse blev endeligt frataget dem. Mestrene måtte ikke indbyrdes aftale priserne på deres varer. Og for at forhindre, at de påberåbte sig dyrtid, når de satte priser på deres produkter, fik købstadsøvrigheden ordre til at kontrollere, at priserne på dagligvarer såsom øl, brød og kød ikke blev skruet op.

I forordningen indgik tillige en række detaljerede bestemmelser om håndværkerdrenge med henblik på at bekæmpe tiggeri og ørkesløshed. Forældrene skulle sørge for, at deres sønner og døtre enten gik i skole, lærte købmandskab eller håndværk eller fik ansættelse som tjenestefolk.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Benito Scocozza: Angrebet på lavene i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 23. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307686