Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Luthers totale sejr

Oprindelig forfatter Scoc

Trolddomsforordningen var blot ét af leddene i kirkens og statens disciplineringsbestræbelser. Samme dag udsendtes forordninger mod banden og sværgen og mod hor. Lovgivningen havde således lagt smukt op til den fejring af hundredåret for reformationen, der fandt sted tre uger senere. Den 31. oktober 1517 havde Luther fremlagt sine 95 teser mod den ugudelige afladshandel og dermed for første gang offentligt kritiseret pavekirken. Inspireret fra Wittenberg, lutheranismens Rom, mobiliserede Sjællands biskop siden 1615, Hans Poulsen Resen, konge og kirke til afholdelsen af jubelgudstjenester. I København gik konge og rigsråd, anført af salmesyngende skoleelever, i procession til Frue Kirke, hvor Resen holdt festprædikenen og læste en bøn, som hyldede Guds tro tjener, doktor Martin Luther, der havde optændt det sande Evangelii lys.

 Amulet af jade med kant af sølv, båret af Christian 4. Amuletter beskyttede mod trolddom og anden ondskab. Selv om de teologiske autoriteter fordømte sådanne „folkelige” midler til Djævelens bekæmpelse, blev de fortsat også anvendt af samfundets øverste lag.

Amulet af jade med kant af sølv, båret af Christian 4. Amuletter beskyttede mod trolddom og anden ondskab. Selv om de teologiske autoriteter fordømte sådanne „folkelige” midler til Djævelens bekæmpelse, blev de fortsat også anvendt af samfundets øverste lag.

Reformationsjubilæet blev optakten til en åndelig mørketid, præget af de teologiske autoriteters energiske forsøg på at opnå fuldstændig kontrol med det menige folks tanker. Det var ikke alene præsterne, der skulle ensrettes. Også adelssønnerne, der hidtil med deres huslærere havde berejst farlige kætterske lande, blev tæmmet. Af statspolitiske hensyn kunne man ikke forbyde udenlandsrejserne, der spillede så stor en rolle for de unge adelsfolks orientering, når de senere skulle virke som diplomater og statstjenere, men det blev forbudt dem at rejse ud af landet inden deres nittende år. Indtil da skulle de gå på det nyoprettede Sorø adelsakademi og dér omhyggeligt opdrages i „den sande religion, som Gud være lovet herudi riget går i svang …” Og huslærerne skulle eksamineres af biskoppen, forinden de drog til udlandet med deres adelsdrenge, thi det var kommet øvrigheden for øren, at lærerne havde det med at undervise i trospunkter, der stred mod den rette lære.

Mens adelssønnerne skulle hjernevaskes på Sorø Akademi, søgte bisperne og kongen at sætte religionens tommelskruer på menig almue i købstæderne og på landet. Da de mange forordninger og formaninger bar liden frugt, udsendtes i marts 1629 den store forordning om kirketugt, som var forberedt af en række rigsråder, bisper og teologiske professorer. Foruden det tidligere omtalte forsøg på at komme præsternes drikkeri til livs søgte den meget detaljerede forordning at oprette et regulært tankepoliti. Sammen med præsten skulle to udvalgte kirkeværger holde øje med sognebørnenes daglige vandel. At man har opfattet dette hverv som både vigtigt og krævende ses af, at de kronbønder, der blev kirkeværger, slap for deres ægtforpligtelser.

Annonce

 På denne tegning fra den norske præst Poul Tranes stambog, indført 1646, bliver kampen mellem Kirken og dens fjender fremstillet som en regulær krigsførelse. Troens borg med Kristi kirke forsvares af Guds stridsmænd mod Helvede, Djævelen, Døden og Synden. Kristi skib iler hjælpende til.

På denne tegning fra den norske præst Poul Tranes stambog, indført 1646, bliver kampen mellem Kirken og dens fjender fremstillet som en regulær krigsførelse. Troens borg med Kristi kirke forsvares af Guds stridsmænd mod Helvede, Djævelen, Døden og Synden. Kristi skib iler hjælpende til.

Det var den lille gejstlige kontrolkommissions opgave at slå ned på laster såsom prædikenens forsømmelse, helligdagenes misbrug til gilde, druk, gøgl og andet sådant, udeblivelse fra sakramenterne et kvart, halvt eller helt år, idelig sværgen og banden, svindel ved køb og salg og rufferi og anden letfærdigt selskabs besøgelse og omgængelse. Stødte de åndelige opsynsmænd på folk, der var henfaldne til slig ukristelighed, skulle de tilkalde dem og formane dem. Mødte de ikke op, var de hjemfaldne til bødestraf, og fandtes der nogle, som var så halsstarrige, at de vendte det døve øre til præstens formaninger, da skulle de tre gange fra prædikestolen lyses i band og siden udelukkes af kirken, således at menighedens medlemmer som rette kristne udryddede en sådan gammel surdej ved at skille sig af med synderen.

Særlig købstæderne, der blev betragtet som samlingssteder for al ugudelighed, havde myndighedernes opmærksomhed. Og det blev befalet, at der på torvene og andre steder skulle opstilles gabestokke, i hvilke man kunne anbringe dem, der lod sig høre med ugudelig sværgen og banden.

 Jesper Brochmand, fra 1610 professor ved Københavns Universitet, var Hans Poulsen Resens trofaste kampfælle. Han skrev adskillige skrifter mod calvinisterne og katolikkerne. I 1633 udsendte han en lærebog i den lutherske dogmatik, som i mere end et århundrede brugtes som grundbog ved teologiske forelæsninger. Efter Resens død i 1638 blev han af Christian 4. udnævnt til Sjællands biskop. På billedet ses han i fuldt ornat, malet da han i 1648 forestod kroningen af Frederik 3.

Jesper Brochmand, fra 1610 professor ved Københavns Universitet, var Hans Poulsen Resens trofaste kampfælle. Han skrev adskillige skrifter mod calvinisterne og katolikkerne. I 1633 udsendte han en lærebog i den lutherske dogmatik, som i mere end et århundrede brugtes som grundbog ved teologiske forelæsninger. Efter Resens død i 1638 blev han af Christian 4. udnævnt til Sjællands biskop. På billedet ses han i fuldt ornat, malet da han i 1648 forestod kroningen af Frederik 3.

Året efter kirketugtforordningen blev det bestemt, at bisperne skulle tilse, at hver eneste familie hver morgen afholdt bedetimer. Den lutherske Gud skulle præge arbejdsdagen fra den årle morgen. Bod og anger, ydmyghed og underkastelse under den straffende Gud var kirkehyrdernes tugtemidler. Og kongens! For religionen var det ideologiske kit, der i en verden, hvor det dennesidige og hinsidige udgjorde en uadskillelig helhed, bandt samfundsordenen sammen.

I begyndelsen havde Christian 4. haft svært ved at forstå nødvendigheden af den bastante religiøse ensretning. Det var Resen, som allerede før sin udnævnelse til biskop var dens energiske fortaler. Han belærte kongen om, at den modoffensiv, pavekirken havde iværksat, truede kongens riger. Og Resen lod kongen få syn for sagn, da det teologiske fakultet i århundredets første årti fik tilstillet et brev, angiveligt skrevet af danske studenter i udlandet, hvori det hed, at man ved at kigge den lutherske lære nærmere efter i sømmene uden tvivl ville finde ud af, at den katolske var den sande. Brevet viste sig at være et falsum, der i virkeligheden var udarbejdet af den norske jesuit, Laurids Nielsen med øgenavnet Klosterlasse. Dét fik kongen til at reagere med et forbud mod at give kald til personer, der var uddannet hos jesuitterne.

Men den anden trussel mod den rette lære, den calvinske, spillede en nok så stor rolle. Resen fik udvirket en tilladelse til at nyoversætte Bibelen i den sande lutherske ånd, og samtidig satte han ind med et benhårdt felttog mod de skjulte calvinske afvigelser. Højdepunktet i striden mellem de luthersk ortodokse og dem, der havde calvinske tilbøjeligheder, blev nået i 1614. Skærtorsdag 1613 havde den norskfødte præst ved Sankt Nikolaj Kirke i København, Oluf Kock, holdt en prædiken, som indeholdt den calvinske nadveropfattelse, der reducerede nadveren til et rent mindemåltid. I første omgang fik det ingen følger for Kock, men da han for en stuvende fyldt kirke i december kaldte Resen og hans tilhængere for sinker, peblinge, bæster og næsvise hunde, blev han suspenderet af Sjællands biskop, Peder Winstrup, og i januar 1614 blev han afskediget af en gejstlig domstol.

Derefter blev kongen inddraget i striden, for både Resen og Kock indankede sagen til kongelig afgørelse. Christian 4. nedsatte en særlig kommissionsdomstol for at få afgjort, hvad der var sand kristendom og – som kongen udtrykte det – få forebygget, at de teologiske stridigheder skulle „give den gemene og simple almue nogen forargelse eller tvivl i religionen …”

Kongen, tre rigsråder, rigets bisper og universitetets rektor, der udgjorde domstolen, tog Resens parti. Oluf Kock blev dømt til landsforvisning. Så Resen kunne trygt gå i gang med forberedelsen af den store sejrsfest for Luther, og knap 20 år senere kunne professor i teologi, Jesper Brochmand, prise Christian 4.s indsats for den rette lære: „Fra din regeringstiltrædelse har du arbejdet på, at alle dine undersåtter skulle tænke og tale ens om Gud og de guddommelige ting, og det har du gjort med sådan fremgang, at de, som afveg i religiøse meninger, nu vandrer om landflygtige og fjernt fra de Majestæten underlagte riger og lande.”

Brochmands betragtninger havde vitterlig sin rigtighed, når det drejede sig om fordrivelsen af de lærde meningsdannere, der ikke delte kongens, Resens og Brochmands religiøse synspunkter. Men det er mere tvivlsomt, om ensretningen slog igennem ude i den brede befolkning, der jo ifølge Brochmands kollega, Dinesen Jersin, kun var kristne af navn, men ikke af gavn. De idelige gentagelser og indskærpelser af forordningerne om troen tyder ikke på det. De kloge koner, troen på magiske handlinger, tilstrømningen til hellige kilder og signen og manen kunne ikke udryddes af en boglærd ortodoksi, lige så lidt som banden, sværgen, hor, drik og kortspil forsvandt, fordi øvrigheden indskærpede undersåtlig gudsfrygt og i øvrigt selv fortsatte med at bande og sværge og hore og drikke og spille kort.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Benito Scocozza: Luthers totale sejr i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 16. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307554