Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

De udsatte præster

Oprindelig forfatter Scoc

Når vidnerne i trekantsdramaet omkring Søren Andersen, Maren Rasmus' og Rasmus Lauridsen bestandigt svor på deres højeste ed, sjæl og salighed og alligevel fortalte højst modstridende historier, var de strengt taget hjemfaldne til Guds straf.

Spørgsmålet var blot, om rettens faste edsformler, der stillede Gud truende i baggrunden for at få sandheden frem, sagde Ladby-bønderne noget som helst. Den sande gudstros officielle vogtere var i hvert fald i tvivl. Biskoppen i Ribe, Jens Dinesen Jersin, skrev således i sin bog „Om Miracler, Tegn oc Obenbaringer oc deris Udleggelse” fra 1631, at de fleste bønder „har intet på sig af Kristo uden det blotte navn og er intet hverken i sind, forstand, tro eller levned mere kristne, end de kaldes kristne alene”.

Det var præsterne, der i det daglige var sat til at vogte denne tilsyneladende så ugudelige fåreflok. Men for den teologiske øvrighed var de ikke nødvendigvis pålidelige hyrder. De virkede ved landsbykirkerne og i købstadssognene, hvor de til daglig plejede omgang med menig almue, der alt for let kunne lokke dem i uføre. Billedet af præsten, der lod sig bære drukken fra kroen til kirken, når han skulle holde gudstjeneste, stemmer smukt overens med Sjællands biskop Hans Poulsen Resens klage på et præstemøde i 1628 over, at 22 navngivne præster var forfaldne til umådeholdent drikkeri. At formaningerne havde liden effekt, ses af en forordning om gejstlighedens forhold, der udsendtes den 27. marts 1629 på kongens foranledning og efter en nærmere drøftelse i et udvalg bestående af seks rigsråder og et antal biskopper og teologiske professorer.

Annonce

 I første halvdel af 1600-tallet fik mange kirker nye og prægtige altertavler og prædikestole med udskæringer og malerier, der gengav den lutherske øvrigheds trosopfattelse. Dette udsnit stammer fra altertavlen fra o. 1600 i Bjernede Kirke ved Sorø og skildrer foruden det centrale bibelske nadvermotiv en dåbshandling og et skriftemål. Både præst og lægmand bærer efter tidens skik pibekrave; den gik hurtigt af mode hos borger og bonde, men som en del af præstedragten har den holdt sig helt frem til vor tid.

I første halvdel af 1600-tallet fik mange kirker nye og prægtige altertavler og prædikestole med udskæringer og malerier, der gengav den lutherske øvrigheds trosopfattelse. Dette udsnit stammer fra altertavlen fra o. 1600 i Bjernede Kirke ved Sorø og skildrer foruden det centrale bibelske nadvermotiv en dåbshandling og et skriftemål. Både præst og lægmand bærer efter tidens skik pibekrave; den gik hurtigt af mode hos borger og bonde, men som en del af præstedragten har den holdt sig helt frem til vor tid.

Forordningen indskærpede, at ingen gejstlige mænd herefter måtte drikke sig drukne, så de bedre kunne med større flid „forrette deres kald og embede endogså uden kirken, når de kunne kaldes til børn i dødsfare at løbe, barselskvinder og andre syge mennesker også i deres yderste at besøge, trøste og communicere …” Disse fromme hellige gerninger måtte ikke tilsmudses af fordrukne præster, og derfor skulle en gejstlig, der blev inviteret til ærligt værtskab, på ingen måde lade sig bevæge til drukkenskab eller nogen anden „overflødighed, nattesæde og letfærdighed i snak, dans eller noget sådant …”

Samtidig med bekæmpelsen af præsternes verdslige udskejelser var det konge og bisper magtpåliggende, at kirkehyrderne prædikede den rette lære. Efter kirkebruddet i første halvdel af 1500-tallet eksisterede der ikke længere en enhedskirke, og de papistiske ulve og calvinske vildsvin, som de ikke-lutherske afvigelser blev kaldt, søgte bestandigt at så tvivl om, hvad der var den sande troslære. Og sognepræsterne var et svagt led. Deres teologiske uddannelse var ofte nødtørftig, og da selv de højlærde indbyrdes kastede sig ud i spidsfindige teologiske disputter om den rette fortolkning af Luther og Bibelen, er det ikke besynderligt, at præsterne let kom på afveje.

Derfor satte de øverste teologiske autoriteter, bistået af statsmagten, ind med et disciplineringsfelttog. Præsterne måtte ikke læse, endsige eje bøger med tvivlsomt religiøst indhold, de måtte i deres studietid kun opsøge lutherske universiteter, og de skulle sværge på, at de ville holde sig til den eneste sande lære og ikke spille under dække med personer, der tilhørte en anden religion.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Benito Scocozza: De udsatte præster i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 25. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307551