Vicekongens sejr

Tre måneder efter denne nye sejr over den gamle konge rejste Ulfeldt og Leonora Christina med et større følge på ambassade til Nederlandene og Frankrig. Med støtte i rigsrådets flertal havde Ulfeldt selv udvirket sendelsen, der gerne skulle føre til en alliance med de to vestmagter og ikke mindst til en aftale med Nederlandene om Øresundstolden. Christian 4. var ikke begejstret for en tilnærmelse til „kræmmerrepublikken”, som han blot året før endnu havde været i krig med. Men Ulfeldt og rigsrådet tvang ham til at godkende initiativet. Rigshofmesteren var nu også begyndt at føre Danmarks udenrigspolitik.

Ulfeldt var væk i næsten ét trekvart år. Kongen skumlede over de mange penge, der gik til underholdet af ambassaden. Det politiske resultat af Ulfeldts sendefærd var da også mådeligt. Vel kom der en løsning på øresundstoldstridighederne, idet nederlænderne gik ind på at yde 120.000 daler i erstatning for den told, de havde nægtet at betale i årene 1645 og 1646, men til en alliance kom det ikke. Og det største udbytte af frankrigsopholdet blev, at den franske enkedronning forærede Leonora Christina et ur med diamanter påsat.

Da ambassaden langt om længe satte kursen hjemad, meddelte kongen rigsrådet, at han ikke agtede at betale en eneste daler af Ulfeldts rejseudgifter. Han nægtede, at han nogen sinde havde givet Ulfeldt andet end lov til at rejse til Frankrig for at få sit syge ben kureret. Rigsrådet mindede kongen om, at han faktisk selv havde underskrevet den instruks, der bemyndigede Ulfeldt til at forhandle med de udenlandske magter. Men kongen ville ikke finde sig i, at rigsrådet påstod, han skulle have glemt, at han havde signeret en sådan instruks.

Ulfeldt blev naturligvis fornærmet over kongens glemsomhed, om den så var bevidst eller simpelt hen en følge af hukommelsessvigt hos den syge og aldrende konge, og gik igen i hi. Han nægtede for tredje gang at fungere i sit embede. Også denne gang måtte kongen krybe til korset. Men som betingelse for en udsoning med Ulfeldt satte han, at rigshofmesteren i fremtiden ikke skulle beskæftige sig med hofstaten. Det fandt Ulfeldt sig ikke i. Han ville have sin fulde myndighed tilbage, ellers ville han tage sin afsked, hvortil kongen erklærede, at „Vorherre kan hjælpe mig ham foruden”. Nu kunne det være nok. Han ville være herre i sit eget hus. Selv om Corfitz „har min datter i senge, da finder jeg mig ikke i det, der er passeret”.

Så allierede Ulfeldt sig med det øvrige rigsråd og resten af adelen. Og de brugte prinsens lig som trumf. Kongen, der igen havde ladet fru Kirsten sætte i husarrest, fordi hun havde rejst rundt i riget og i hertugdømmerne på en måde, der fornærmede kongen, måtte ophæve arresten, som adelen fandt stridende mod håndfæstningens bestemmelse om, at det ikke var tilladt uden dom at sætte adelige i fængsel. Kongen måtte tillige give afkald på en lensreform, der indebar, at han enten kunne bortforpagte lenene til den højestbydende eller i det mindste selv få en større andel af indtægterne fra dem. Og den 18. november 1647, ti dage efter den udvalgte prins' bisættelse, udfærdigede kongen et brev til Corfitz Ulfeldt, hvori det hed, at denne altid, fra første tid og indtil denne dag på enhver måde havde tjent kongen ærligt og flittigt og søgt hans og rigernes gavn og bedste både i ambassader og i alle sine embeder.

Denne totale kapitulation kendes kun fra en afskrift, Ulfeldt efter Christian 4.s død brugte til at vise, at den gamle konge havde haft tillid til ham. Muligvis er der tale om en forfalskning. Under alle omstændigheder er brevet formet i et flydende kancellisprog, der ligger langt fra kongens personlige, springende stil.

Uanset om selve brevet er en forfalskning eller en bitter ironisk overdrivelse, skrevet af kongen selv, er det en kendsgerning, at Corfitz Ulfeldt fra midten af november 1647 atter fungerede med fuld myndighed i sine embeder.

Som modydelse for sine indrømmelser til adelen og rigshofmesteren fik kongen et løfte om, at adelen på et stændermøde, der blev berammet til april 1648, ville vælge hans eneste efterlevende søn med dronning Anna Cathrine, hertug Frederik, til tronfølger.