Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Den udvalgte prins

Oprindelig forfatter Scoc

Det var også Marselis & Berns, der sommeren 1647 ydede et lån på 30.000 daler, så den udvalgte prins Christians lig kunne hjemføres fra Tyskland og blive standsmæssigt begravet.

Christian 4.s og dronning Anna Cathrines førstefødte søn, Frederik, var død kort efter fødselen i 1599. Men kongeparrets næstældste søn, Christian, født 1603, klarede de første farlige barneår, blev valgt til tronfølger som femårig og hyldet to år senere i både Norge og Danmark.

Den udvalgte prins voksede op i faderens altdominerende skygge. Kongen sørgede naturligvis for, at han fik en passende og nøje tilrettelagt opdragelse og uddannelse, sådan som han selv havde fået det. Men selv da den udvalgte prins nåede voksenalderen, kunne faderen ikke dy sig for at bestemme over hans livsførelse. Kongen var evig og altid på nakken af sønnen, der tog sig de forkerte elskerinder, brugte for mange penge og ikke duede til at regere, da han blev sat til det i faderens fravær under den tyske krig.

Annonce

Efter enkedronning Sophies død i 1631 overtog prins Christian det lolland-falsterske krongods. Men da han brugte mere, end godset kastede af sig, og da faderen lagde loft over hans apanage, måtte han søge dækning for sine udgifter andetsteds. Som altid stod Marselis & Berns på spring. De lånte ham penge og var ham behjælpelig med at pantsætte hans værdigenstande. I april 1646 lykkedes det således prinsen via Marselis & Berns at få 20.000 daler ud af en stor juvel, hvorefter han fluks indkøbte flere tønder vin gennem sin faktor i Amsterdam, Marselis-broderen Gabriel.

I efteråret 1646 følte prinsen sig sløj og begav sig med et følge på 300 på en kurrejse til Böhmen, men tronfølgeren døde, før han nåede til „surbrønden og varmebadet”. Hans lig blev bragt til Dresden, hvor det blev opbevaret af hans svigerfader. Spørgsmålet var nu, hvordan man fik det sendt videre til Danmark. Rigsrådet vægrede sig ved at betale for prinsens tilbagesendelse og begravelse. Det mente, at kongen burde hente pengene i toldkisten, men hertil bemærkede Christian 4., at de penge, der var dér, ikke på nogen måde ville forslå til at beklæde kamrene på Københavns Slot eller Frederiksborg med sørgegevandter og slet ikke række til at betale det skib og de skibsfolk, der skulle sejle liget. Ville råderne ikke yde noget til tronfølgerens hjemsendelse, så måtte „liget blive dér, hvor det er”. Og så var det, regeringen sendte ilbud til Marselis & Berns, der atter en gang klarede en dansk statsopgave.

Kongen, der var fyldt 70 tre måneder før prinsens død, var nedslidt, fysisk og psykisk. Han talte ofte om sin „onde mave” og led af søvnløshed, og den svenske gesandt berettede, at kongen undertiden kunne finde på at klæde sig i sin rustning og vandre hvileløst rundt, utilnærmelig, vrissen og fraværende. Gesandten mente, at det var sønnens død, der plagede ham. Om hans sorg vitterlig var så stor, kan betvivles. Han havde i det store og hele kun haft bryderier med sønnen og sikkert ikke brudt sig om den tanke, at prinsen, som han fandt uduelig og efterhånden helt holdt uden for statssagerne, skulle efterfølge ham.

Alligevel var prinsens død mere end ubelejlig. For nu stod tronfølgerspørgsmålet åbent. Det var rigsrådet, der skulle vælge den nye tronfølger, og kongen vidste, at rådet ville bruge valget som pressionsmiddel.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Benito Scocozza: Den udvalgte prins i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 12. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307576