Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Den tornekronede konge

Oprindelig forfatter Scoc

Når Christian 4. i sit livs aften knælende i bedekammeret i Frederiksborg Slotskirke skriftede sine synder og modtog den hellige nadver af hofprædikanten Laurids Jacobsen Hindsholm, kunne han lade sit blik vandre hen over de 22 billeder, der på kammerets væg skildrede Jesu liv fra Bebudelsen til Dommedag.

Mere end 50 år var gået siden hin augustdag i Frue Kirke, hvor biskop Peder Winstrup under kroningshøjtideligheden havde holdt den tale, hvori han betonede, at Gud selv i Den hellige Skrift kaldte kongerne for guder, „der som et levende og besjælet billede af ham på Jorden indtager hans plads og udfører guddommelige hverv og pligter”.

Når Christian 4. så tilbage på sit liv, så han sikkert sig selv som et spejlbillede af Jesus, hvis himmelske krone blev forvandlet til en tornekrone. „Han skal ikke altid være i rosenhaven, som er denne verdens vellyst og glæde, men han skal stundom følge sin Herre over bækken og ind i Getsemane have”, havde der stået i et kongespejl, der var blevet ham overrakt i 1597. Kong Christian havde haft sin tid i rosenhaven med dens vellyst og glæder, men det lå så langt tilbage, at den gamle konge kun svagt erindrede rosernes duft. Nederlaget ved Lutter am Barenberg, fru Kirstens utroskab og adelens svig havde pint og plaget ham, som Pontius Pilatus havde pint Jesus. Og han var nu nået til vejs ende, til Golgata, hvor han blev korsfæstet af sin egen svigersøn.

Annonce

 Kristus, som Han viste sig for Christian 4. den 8. december 1625 på slottet Rodenburg under kongens felttog mod den tyske kejser. Ifølge kongen formanede Kristus ham til at fuldende kampen mod det katolske kætteri. Stikket findes i en anonym luthersk teologs skrift, der udkom nogle år senere. Teologen, der vidste, at kongen tabte krigen, spørger, om det i virkeligheden var Djævelen, denne „tusindkunstner”, der havde narret kongen, ikke mindst fordi det ikke var god luthersk tone, at Herren åbenbarede sig på den måde for menneskene. Men teologen ender alligevel med at anerkende synet som ægte. Billedets Kristus har en forbløffende og måske tilsigtet lighed med Christian 4.

Kristus, som Han viste sig for Christian 4. den 8. december 1625 på slottet Rodenburg under kongens felttog mod den tyske kejser. Ifølge kongen formanede Kristus ham til at fuldende kampen mod det katolske kætteri. Stikket findes i en anonym luthersk teologs skrift, der udkom nogle år senere. Teologen, der vidste, at kongen tabte krigen, spørger, om det i virkeligheden var Djævelen, denne „tusindkunstner”, der havde narret kongen, ikke mindst fordi det ikke var god luthersk tone, at Herren åbenbarede sig på den måde for menneskene. Men teologen ender alligevel med at anerkende synet som ægte. Billedets Kristus har en forbløffende og måske tilsigtet lighed med Christian 4.

Men han havde stridt som den, der havde været værdig til at bære Kristi navn. Han havde fuldbyrdet kirkehyrdernes gerning og renset riget for det katolske og calvinske kætteri. Han havde brugt det verdslige sværd, Herren havde givet ham, i kampen mod Herrens fjender, som også var rigets fjender. Krigene, dyrtiden, pestsygdommene, troløsheden og troldkvindernes ugerninger var Guds retfærdige straf over menneskene, der trods bønner og bodsøvelser aldrig forsagede synden. Men som Kristus led for menneskenes skyld og gav dem håb om frelsen, således led kongen for sit folk. Hans nederlag var en renselse.

Bedekammeret, som kun kongen selv havde nøgle til, var rigt prydet med paneler af ibenholt og muskattræ, med søjlekapitæler af elfenben, med frugtklaser af sølv, der hang mellem loftets felter, og med slebne krystalruder, der vendte ud mod slotskirkens overdådigt udsmykkede indre. Men kongen har næppe oplevet kammerets pragt som en kontrast til ham selv, ydmyget og nøgen overfor Herren. Pragten understregede magten, og det var magten, Gud havde givet kongen. Og til magten hørte dens symboler. Magten var ikke i første række et apparat, men en manifestation, undersåtterne skulle se og sanse. De mægtige bygningsværker, de store malerier, der fremstillede kongen som herskeren med krone, scepter, rigsæble, kommandostav, hjelm og rustning, og altertavlerne, der blev smykket med C4 i smuk forening med skildringerne af Kristi liv og død, udtrykte alle den kristelige øvrigheds magtsprog.

 I et anklageskrift fra 1641 mod Kirsten Munk skildrede kongen, hvorledes han, morgenen efter fru Kirsten havde spærret sovekammerdøren for ham, til evig ihukommelse i Frederiksborg Slotshave lod lægge en temmelig stor kampesten med sæde gjort deri og årstallet indhugget. Med stenen ville kongen vise den forhånelse, han havde været udsat for på samme måde som Kristus over for Pontius Pilatus. Kongen har sikkert ment, at stenen havde magisk kraft, eftersom han på et tidspunkt befalede, at hans og fru Kirstens søn, Valdemar Christian, der var ved at tage moderens parti, skulle have stenen forevist, dog uden at få baggrunden for den fortalt. Stenen skulle virke af sig selv og bringe sønnen på bedre tanker.

I et anklageskrift fra 1641 mod Kirsten Munk skildrede kongen, hvorledes han, morgenen efter fru Kirsten havde spærret sovekammerdøren for ham, til evig ihukommelse i Frederiksborg Slotshave lod lægge en temmelig stor kampesten med sæde gjort deri og årstallet indhugget. Med stenen ville kongen vise den forhånelse, han havde været udsat for på samme måde som Kristus over for Pontius Pilatus. Kongen har sikkert ment, at stenen havde magisk kraft, eftersom han på et tidspunkt befalede, at hans og fru Kirstens søn, Valdemar Christian, der var ved at tage moderens parti, skulle have stenen forevist, dog uden at få baggrunden for den fortalt. Stenen skulle virke af sig selv og bringe sønnen på bedre tanker.

Der fandtes derfor ingen modsætning mellem den ydmyge konge og bedekammerets sølv, elfenben og krystalruder, for det var ikke en bodfærdig bonde, der knælede på bedeskamlen, men en konge i Jesu billede.

Udenfor, i det danske og norske landskab, levede så de hundredtusinder af bønder, håndværkere, tiggere og anden almue, der med deres arbejde, skatter, afgifter og krigstjeneste holdt magten ved magten. De klagede over byrderne. De skosede herremændene, der byggede herregårde for deres penge og brugte deres hovarbejde til avl og kørsel. Men kongen, der ikke havde sparet undersåtterne, var hævet over den folkelige utilfredshed. Der fandtes naturligvis modvillige nordsjællandske bønder, der forbandede den emsige majestæt til helvede, når de i tide og utide skulle age forsyninger til Frederiksborg Slot, og maleren Morten van Steenwinckel, der kom for skade at male nogle billeder, der ikke passede i kongens smag, og derfor blev sat i Blåtårn, har sikkert mumlet mindre pæne ord om kongen. Men for folkets store flertal var Christian 4. ikke en arrogant herremand. Han var den konge, Gud havde sat til at regere – og til at beskytte folket. Han var folkets sidste håb i en grum tid, og da beretningerne om den tapre konge, der stående på Trefoldighedens dæk trods ulivssår havde manet til fortsat kamp mod den svenske fjende, mens Peder Galt, den feje adelsadmiral, havde ladet fjenden slippe forbi flåden, nåede ud til folket, da vidste det med vished, hvem der var Frelseren, og hvem der var Judas.

Og mens legenden om den tapre konge, folkets Christian 4., der stod ved højen mast og hamrede med sit værge, så gotens hjelm og hjerne brast, allerede var ved at lejre sig i den folkelige bevidsthed, gav kongen den 7. februar 1648 fra Frederiksborg Corfitz Ulfeldt besked om, at der skulle gøres ild i hans kammer på Rosenborg, „på det at kulden kan komme noget derud, førend jeg kommer did”. Fjorten dage efter lod han sig føre til det slot, der var bygget i hans ungdoms rosenhave, og om eftermiddagen den 28. februar 1648 drak han sin sidste bitre kalk på sit dødsleje i slottets vinterstue.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Benito Scocozza: Den tornekronede konge i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 21. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307579