Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Corfitz Ulfeldts kabale

Oprindelig forfatter Scoc

For at lægge den kabale, der skulle sikre ham magten efter kongens død, måtte Corfitz Ulfeldt allerførst få Kirsten Munk fuldstændig rehabiliteret. Kongens lig var da også knap blevet koldt, før Ulfeldt – i den afdødes navn! – stævnede de tre teologer, der på Christian 4.s ønske havde udtalt, at kongen havde haft Bibelen bag sig, da han forbød sine børn at besøge fru Kirsten. Det var denne lærde udtalelse, Ulfeldt sammen med Valdemar Christian ville have gjort død og magtesløs. Teologerne skulle sættes fra deres embede, indtil retten havde talt. Men rigsrådet, der fik sagen forelagt, trak tiden ud. Først den 13. april kom det med en udtalelse, hvori det afslog at suspendere teologerne og i stedet anbefalede, at sagen ordnedes i mindelighed. Rådet har sikkert forinden overtalt teologerne til pænt at bede om forladelse, hvad de da også gjorde; de erklærede, at de havde skrevet den betænkning, Christian 4. havde afkrævet dem, af „misforstand og ubetænksomhed”.

Samtidig med felttoget mod teologerne rettede svigersønnerne og Kirsten Munk skytset mod Vibeke Kruse. I en skrivelse til rigsrådet klagede de over de løgne og bagvaskelser, hvormed grumme og uærlige folk havde bragt fru Kirsten i miskredit hos den salige konge, forstødt hende af hendes ægtestand og i mange år bragt hende stor hjertesorg og overlast. Sagen mod Vibeke Kruse skulle dog føres i hemmelighed, for at den afdøde konges skrifter mod fru Kirsten ikke skulle kompromittere ham ved at komme til offentlighedens kundskab. Og gjorde man ikke kort proces med Vibeke Kruse, truede Munkfamilien med „at traktere hende på værre manér, end vor fru moder så ofte og ilde har været medfaret”.

 På den hollandske maler van de Veldes tegning fra 1658 ses i baggrunden Rosenborg Slot til venstre og Sankt Anne Kirke i midten. O. 1640 påbegyndte kongen opførelsen af en monumental ottekantet kirke, også kaldet Sankt Anne Rotunde. I modsætning til det lyse luftige Rosenborg repræsenterede den nye kirke den gammeltestamentlige dystre bodskristendom, der for alvor slog igennem efter den tyske krig i 1620'rne. Sankt Anne blev aldrig fuldendt. Den blev nedrevet i 1668.

På den hollandske maler van de Veldes tegning fra 1658 ses i baggrunden Rosenborg Slot til venstre og Sankt Anne Kirke i midten. O. 1640 påbegyndte kongen opførelsen af en monumental ottekantet kirke, også kaldet Sankt Anne Rotunde. I modsætning til det lyse luftige Rosenborg repræsenterede den nye kirke den gammeltestamentlige dystre bodskristendom, der for alvor slog igennem efter den tyske krig i 1620'rne. Sankt Anne blev aldrig fuldendt. Den blev nedrevet i 1668.

Blandt underskriverne på denne henvendelse var rigsråderne Corfitz Ulfeldt, Hannibal Sehested og Hans Lindenov – sidstnævnte var gift med Christian 4.s og Kirsten Munks datter Elisabeth Augusta – og det var derfor kun naturligt, at de ikke var med til at udarbejde svaret på deres egen skrivelse. Den 15. april kom de øvrige råders svar. De afviste at følge svigersønnernes og fru Kirstens ønske om lynjustits mod Vibeke Kruse, thi selv „den største misdæder” skulle behandles efter loven. Handlede rigsrådet anderledes, kunne det med rette blive anklaget for at handle lige så forkasteligt, som man nu mente den afgangne salig herre havde gjort det, da han uden lov og dom havde ladet fru Kirsten arrestere, „endog at personerne i ingen måde er at ligne sammen …”

Annonce

Spørgsmålet om, hvordan Vibeke Kruse skulle behandles, blev imidlertid hurtigt uaktuelt. Hun døde i slutningen af april og blev i nattens mulm og mørke begravet på en kirkegård uden for Københavns porte.

 Christian 4.s elskerinde Vibeke Kruses ørenringe med to af de granatsplinter, der ramte kongen under slaget på Kolberger Heide. Vibeke Kruse, der havde været Kirsten Munks kammerpige, levede sammen med kongen fra tiden omkring hans skilsmisse fra Kirsten Munk.

Christian 4.s elskerinde Vibeke Kruses ørenringe med to af de granatsplinter, der ramte kongen under slaget på Kolberger Heide. Vibeke Kruse, der havde været Kirsten Munks kammerpige, levede sammen med kongen fra tiden omkring hans skilsmisse fra Kirsten Munk.

Det allervigtigste for svigersønnekredsen var dog anerkendelsen af dens legitimitet. Der måtte ikke herske den mindste tvivl om, at Christian 4. havde været lovformeligt gift med Kirsten Munk. Ulfeldt, Sehested og Lindenov tilstillede derfor rigsrådet en skrivelse, hvori de krævede, at det formelt bekræftede ægteskabet, og til skrivelsen blev vedlagt kopier af Christian 4.s erklæring fra august 1615 om, at han ville tage jomfru Kirsten til „ægte staldbroder”, hans dagbogsnotat fra 31. december samme år om, at Kirsten kom til ham udi ægteskab, og endelig hans brev til hende af 9. september 1629, hvori han ønsker hende til lykke med, at hun har født en ung datter – Dorothea Elisabeth, som Christian 4. senere nægtede at være fader til.

Kopierne er skrevet med Hannibal Sehesteds hånd. Intet tyder på, at rigsrådet har bedt om at se originalerne, som i øvrigt – hvis de nogen sinde har eksisteret – er gået tabt. Rådet godkendte i hvert fald de fremlagte „beviser” og erklærede, at det på baggrund af de kongelige breve og dokumenter ikke ville benægte, at Christian 4. og Kirsten Munk havde været lovformeligt gift, og at hendes børn fra den ældste til den yngste billigen burde agtes og anses for ægte børn. Men rådet understregede samtidig, at dets erklæring på ingen måde skulle stå i vejen for hertug Frederiks og hans efterkommeres rettigheder.

Mens Corfitz Ulfeldt og de andre svigersønner med stævningen mod teologerne, anklagerne mod Vibeke Kruse og kravet om at få Kirsten Munks ægteskab med Christian 4. bekræftet søgte at anbringe sig i en politisk offensiv udgangsposition før det endelige kongevalg, holdt de tre af dem, der var rigsrådsmedlemmer, sig fra rådsmøderne, selv om de øvrige rigsråder kraftigt opfordrede dem til at komme til stede, så man kunne forhandle mundtligt.

 Anders Bille, der tilhørte en af de ældste, rigeste og mest indflydelsesrige adelsslægter, blev efter en militær karriere under Trediveårskrigene i 1642 udnævnt til rigsmarsk, rigets militære leder næst efter kongen. Under krigen med Sverige kom han i 1644 i konflikt med den senere Frederik 3. om krigsførelsen. Efter krigen, hvor Christian 4. var svækket, blev han den egenmægtige leder af forsvaret og arbejdede ihærdigt på at få flest mulige penge bevilget til militæret. Anders Bille beholdt sin position som marsk indtil sin død i 1657, 57 år gammel. Maleriet er en kopi fra 1700-tallet af en original fra 1637. Derfor kan kopisten anføre, at Bille var marsk, selv om han først blev udnævnt fem år efter originalens tilblivelse.

Anders Bille, der tilhørte en af de ældste, rigeste og mest indflydelsesrige adelsslægter, blev efter en militær karriere under Trediveårskrigene i 1642 udnævnt til rigsmarsk, rigets militære leder næst efter kongen. Under krigen med Sverige kom han i 1644 i konflikt med den senere Frederik 3. om krigsførelsen. Efter krigen, hvor Christian 4. var svækket, blev han den egenmægtige leder af forsvaret og arbejdede ihærdigt på at få flest mulige penge bevilget til militæret. Anders Bille beholdt sin position som marsk indtil sin død i 1657, 57 år gammel. Maleriet er en kopi fra 1700-tallet af en original fra 1637. Derfor kan kopisten anføre, at Bille var marsk, selv om han først blev udnævnt fem år efter originalens tilblivelse.

Hvor Ulfeldts fravær fra de daglige rådsforretninger havde givet bonus i de sidste år af Christian 4.s regeringstid, slog taktikken fejl i denne omgang. Vel var rigsrådet kommet svigersønnerne i møde i de tre sager, de brugte til at fremme deres politiske formål, men forbeholdene over for Munkfamiliens fremfærd måtte trods alt virke stærkere. Råderne havde vist, at de ikke blankt fandt sig i Ulfeldts og hans frænders forsøg på at opnå den totale sejr. Og bag sig havde de uden tvivl flertallet af menig adel, borger og gejstlighed, der i de første uger af april strømmede til København for at deltage i det berammede stændermøde, der skulle vælge den nye konge. Hertug Frederik kunne fra kulisserne med sindsro overvære, hvordan Ulfeldt overspillede sin rolle i den magtkamp, der fandt sted.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Benito Scocozza: Corfitz Ulfeldts kabale i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 14. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307581