Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Øresundstolden

Oprindelig forfatter Scoc

Det var den eksplosive vækst i verdenshandelen i 1500-tallet, der førte stadig flere skibe til reden ud for Helsingør. Det var efterhånden mange penge, de forbisejlende skippere lagde i Øresundstoldens kasse.

Begrundelsen for at opkræve tolden var, at den danske konge beskyttede farvandene mod sørøvere, lod udlægge bøjer og kendemærker på farlige rev og grunde og med stor bekostning sørgede for lys og lygter, så skibene kunne sejle sikkert om natten.

På denne måde skildrede Christian 4.s propagandist, Claus Christoffersen Lyschander, det rimelige i toldopkrævningen, og det hændte da også, at kongens skibe opsnappede sørøvere. 1593 opbragtes piraten og adelsmanden Jacob Rostrup, som året efter sammen med sin 27 mand store besætning blev henrettet i Helsingør.

Annonce

 Jan Dircksens stik fra o. 1616 af det magtfulde danske krigsskib Trekroner, der var med til at sikre østersøherredømmet og Øresundstoldens betaling, måtte fryde enhver helsingoraners øjne. Skibsskilderier optræder hyppigt i boskifter fra Helsingør.

Jan Dircksens stik fra o. 1616 af det magtfulde danske krigsskib Trekroner, der var med til at sikre østersøherredømmet og Øresundstoldens betaling, måtte fryde enhver helsingoraners øjne. Skibsskilderier optræder hyppigt i boskifter fra Helsingør.

Men omkostningerne ved opbringningen af sørøvere og ved udlæggelsen af ikke alt for sikre sømærker var langt, langt mindre end de enorme indtægter, der flød fra Sundtolden, som stadig øgedes og i 1620'rne nåede op på over 200.000 daler årligt. Det er derfor ikke overdrevet, når præsten Jon Jensen Kolding i sin danmarksbeskrivelse fra 1594 jævnfører Øresundstolden med andre landes rige indtægtskilder: „Selv om Danmark hverken besidder guldførende årer eller vingårde, hvorover det kan være stolt, tåler det alligevel sammenligning med Arabien, Spanien, Ungarn, Italien eller Tyskland på følgende vis. Thi landet frembringer – bortset fra metalminer – sine egne vældige rigdomme. Til visse er nemlig denne Balterhavets munding en sand guldgrube og ægte vingård. Havet flyder nemlig med vin og guld. I kraft af disse umådelige årlige indtægter vokser kongens skatkammer og rigdomme …”

Når Jon Jensen Kolding taler om „kongens skatkammer”, skal det tages bogstaveligt. Pengene fra Øresundstolden gik ikke til staten, men til kongen personligt – eller til „kongens eget kammer”, som det hed. Han alene kunne frit disponere over sundtoldindtægterne.

Der kan da heller ikke herske tvivl om, at det voksende afkast fra den øresundske guldåre var den væsentligste årsag til, at Frederik 2. i 1570'erne på pynten ud for Helsingør lod rejse et mægtigt slot til erstatning for det gamle borganlæg, Krogen, som var blevet grundlagt af Øresundstoldens opfinder, Erik af Pommern, mere end hundrede år tidligere. „Ude ved Sjællands kystside stråler Kronborg Slot, der er en overordentlig stærk og uindtagelig fæstning”, skriver Jon Jensen Kolding begejstret, og da der på den anden side Sundet over for Kronborg lå Helsingborg fæstning, fandtes der på begge sider „en vældig mængde krigsmaskiner, der er stillet op dér til skræk og advarsel for de fartøjer, der stjålent og uden given tilladelse forsøger at sejle forbi og unddrage sig den forskyldte told”.

Trods borge og kanoner slap adskillige skibe alligevel igennem i nattens mulm og mørke, men blev de først opbragt af kongens skibe og ikke kunne attestere, at de var blevet fortoldede, risikerede de at blive sejlet til København eller en anden havn og få deres ladninger konfiskeret.

Overhovedet var det på kongens nåde, at skibene færdedes i de danske farvande – og til dels i det meste af Østersøen, for den danske konges rige rakte over Bornholm og Gotland til øen Øsel ud for den baltiske kyst. Østersøen opfattedes i det store og hele som dansk indhav. Og mødte et fremmed handelsskib den danske konges skib, skulle hun stryge topsejlet ikke alene til kongens ære, men også som et tegn på, at kongen var havets herre. Adelsmanden Sivert Grubbe fortæller da også i sin dagbog under den 14. april 1601, da han sejlede med kongen mellem Ven og Helsingør, at de mødte et engelsk skib, „hvis kaptajn ikke ville vise kongens skib den skyldige honnør ved at lade topsejlet falde, hvorfor kongen selv rettede to kanoner og gav ham to kugler i skroget, så at engelskmanden blev nødt til med sit skib at følge med os til Kronborg”.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Benito Scocozza: Øresundstolden i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 9. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307658