Senmiddelalderens tilbagegang i befolkningstal var altså vendt omkring 1500. Krisen havde været af sammensat natur, men et grundlæggende træk var mangelen på arbejdskraft i landbruget. At dette forhold nu ændrede sig fik nogle vigtige konsekvenser, der stod i nær forbindelse med tidens politiske og sociale forhold.

Krisen havde først og fremmest været godsejernes krise. Befolkningsnedgangen, faldende priser på landbrugets produkter og stigende omkostninger havde ført til en omlægning af godsdriften. De store bedrifter, drevet af hoveripligtige gårdsæder og lønnet arbejdskraft afløstes gradvis af et fæstegodssystem baseret på „familiebrug”, der ydede afgifter til godsejeren, i princippet det fæstegodssystem, vi kender helt frem til landboreformerne i slutningen af 1700-tallet, og hvis mest berømte landgildebetaler er Jeppe på Bjerget.

I arbejdskraftmangelens tid havde fæsterne været i stand til at gennemtvinge mere fordelagtige fæstevilkår og måske også at opnå en friere stilling. Ville godsejeren have sin jord dyrket på den facon, måtte han affinde sig med lavere afgifter i situationer, hvor bonden havde let ved at sælge sin arbejdskraft til en anden godsejer eller måske i købstæderne. Udfæstningen af jord betød også, at godsejeren mistede den direkte kontrol med produktionen og derfor blev mere afhængig af juridiske og andre ikke-økonomiske tvangsmidler for at sikre sin andel af bondebrugenes overskud. Godsdriftens omlægning og den voksende betydning af fæstejorden, der dyrkedes i fællesskab, gav samtidig basis for en styrkelse af landsbyfællesskaberne. De opnåede en betydelig grad af selvstyre og kontrol med egne indre anliggender.

Disse generelle tendenser angiver nogle af de rammer, inden for hvilke udviklingslinier og konflikter formede sig omkring århundredskiftet. Krisesituationen var begyndt at vende ved midten af 1400-tallet, men det var en lang og ujævn proces, og endnu omkring år 1500 ser man nogle steder bondebrug stå ubesat, oven i købet i frugtbare egne, samtidig med at bebyggelsen ekspanderede andre steder. Men krisens fundamentale problem, mangelen på arbejdskraft og godsejernes drastisk faldende indkomster, var overvundet. Det er nu godsejerne sætter ind for at genvinde det tabte og endnu mere. Det er tvangsforanstaltningernes og afgiftsforhøjelsernes tid. Og for bønderne er det den seje modstands tid.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet En afgørende fase.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig