Christians kansler Erik Valkendorf var en værdifuld hjælp i gennemførelsen af kong Hans' politik i Norge, og han blev senere belønnet med det norske ærkebispesæde som endnu et led i undertrykkelsen af de norske stormænds indflydelse. Han var også prinsen behjælpelig på anden vis. I en købmandsforretning i Bergen havde hans sikre blik bemærket en pige, som han mente måtte være noget for Christian. Hun hed Dyveke og var datter af Sigbrit Villoms fra Amsterdam, der drev forretningen. Valkendorf gav prinsen tipset, og da Christian kort efter selv kom til Bergen, sørgede han for, at Sigbrit og Dyveke blev inviteret til det bal, byen gav for ham. Dermed begyndte danmarkshistoriens sikkert mest omtalte kongelige forbindelse – et kærlighedsforhold til Dyveke, som ikke er mærkeligt, og et personligt og politisk samarbejde med hendes mor, som med rette er blevet betegnet som enestående i al historie.

I hele Christian 2.s regeringstid fungerede Sigbrit som hans nærmeste politiske medarbejder og rådgiver. Hun fik bolig i en fornem gård på Amagertorv i København. Handel og finansvæsen var hendes særlige område, og hendes forudsætninger her har været gode. Hun var vokset op i et købmandsmiljø i Amsterdam, hvor moderne handelsmetoder var en selvfølge, og som forretningskvinde i Bergen, hvor hun havde bosat sig efter at være blevet enke, drev hun en virksomhed, der var af en sådan standard, at prinsens kansler besøgte den. At kongen hentede sig en rådgiver fra de moderne indstillede nederlandske købmandskredse falder meget godt i tråd med den politik, både faderen og han selv førte. Det afgørende var, at hun gennem sin virksomhed i kancelliet og sin effektivitet og ubundethed af det danske politiske systems skrevne og uskrevne love fik en indflydelse, der måtte begrænse rigsrådets magtudøvelse gennem administrationen. Og det enestående var, at hun var kvinde.

Den politiske verden, Sigbrit kom ind i, og hvor hun bevarede og udvidede sin magt, også efter at hendes datter var død i 1517, var helt domineret af mænd. Kun fyrstelige kvinder kunne udøve regeringsmagt, begrundet i fyrsteinstitutionen. Men Sigbrit var ikke forlegen ved sin beskedne herkomst. Hun optrådte med myndighed. Hun „har hånd i hanke med alt, skalter og valter, hvilket de mægtigste her i landet, hvem de end er, må tåle og lide”, skrev Danzigs gesandt i 1521. Hansestæderne beklagede sig over hendes endeløse „injurier og smæderier”. Senere, da det var gået galt, og oprøret var i gang, måtte kongen i et brev bede dronningen sørge for, at Sigbrit „holder munden på sig”.

Hvordan er Sigbrit blevet opfattet i samtiden – og hvordan har hun opfattet sig selv? Uden tvivl har hun været fuld af utålmodighed med dem, hun måtte anse for standshovmodige adelige dilettanter, der holdt fast ved metoder og synsmåder, som var håbløst gammeldags i forhold til det, hun kendte fra sit hjemland. Og sådanne følelser af velbegrundet overlegenhed kunne let, både hos hende selv og andre, føre i retning af det, der dengang blev opfattet som den eneste forklaring på exceptionel kvindelig kraftfuld optræden: at hun rådede over skjulte kræfter. Hun var påvirket af nyplatonismen, en filosofisk retning med rødder i oldtid og middelalder, som i denne tid blev videreført af nogle af humanisterne. Den gik ud på, at alt i kosmos hang sammen, og at Gud ikke stod over eller uden for verden, men var det samlede indbegreb af al tilværelse. Hun havde indgående kendskab til lægemidler og urter. Kongen udtrykker i sine breve dyb hengivenhed for hende. Både officielt og i almindelig omtale kaldes hun moder Sigbrit eller Sigbrit moder. Titlen viser vanskelighederne ved at indpasse hende i det officielle politiske system og hendes nære forhold til kongen og den kongelige familie. Hun tog sig af dronningens barsler og fungerede som plejemor for den førstefødte, prins Hans. Og faktisk kan vi se, at hun trods modsætningerne samarbejdede med rigsrådets mere fremsynede medlemmer om den praktiske politik. Det var først da oprøret mod kongen brod ud, at modviljen mod Sigbrit slog ud i en hadefuld propaganda, der har været med til at præge billedet af hende lige siden.

I en dansk sammenhæng kan vi betegne hende som klog kone af større format end de fleste. Men i hendes politiske modstanderes øjne, hvis åndelige horisont strakte sig til den officielle kirkelære, var det klart, at hendes virksomhed og hendes indflydelse på kongen var ond og skadelig – med andre ord, at hun var troldkvinde. Erik Valkendorf siger om hende i et brev til rigsrådet, at „hun ved mere end hun burde vide efter kristenretten”, og han hævder, at hun selv havde sagt, at kongen ikke kunne gøre andet, end hun ville, så længe „hun er Hans Nåde på ti mil nær” – en udtalelse, der i øvrigt ville være i god overensstemmelse med den nyplatoniske tanke om enhed mellem ånd og natur, der gjorde det muligt at virke på afstand. Ude i befolkningen broderedes der videre på de rygter, man hørte. Historikeren Hans Svanning, der selv var dreng i København på denne tid, kan fortælle hårrejsende historier om Sigbrits trolddom. Der var f.eks. engang, da den lille prins Hans var på besøg i Sigbrits hus på Amagertorv, at han kom alene ind i et værelse, hvor Sigbrit havde sine hemmelige ting. Han så bl.a. en flaske, der hang på en knage, og der var noget, der bevægede sig meget hurtigt i den. Da drengen ville undersøge, hvad det var, kom han til at støde flasken mod væggen, så den gik i stykker. En ond ånd slap ud med vældig fart. Den hævnede sit lange fangenskab ved at slippe et frygteligt tordenvejr løs over København.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Mor Sigbrit.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig