Eksperterne

Gejstligheden, og især kirkens lærde teologer, skulle være det kristne fællesskabs vejledere i det jordiske liv med henblik på at beskytte det mod åndelige og jordiske fjender og lede det til salighed. Teologerne var tidens eksperter, der ligesom vore økonomiske og naturvidenskabelige eksperter havde svar på alle spørgsmål og forklaring på alle fænomener. De tænkte ud fra kristendommens grundlæggende dualisme Gud-Djævel, godt-ondt. Alt kunne og burde henføres til denne afgørende modsætning. I deres menneskeforståelse og samfundssyn blev den ført videre i en bestemt dualistisk tankegang, en værdimæssig orientering i tilværelsen, der opvurderede sjælen, det åndelige og det hinsidige på bekostning af kroppen og den jordiske tilværelse. Normer, værdier, følelser og drifter, som vi forbinder med det subjektive, blev tolket ind i den objektive verden. Skellet gik ikke mellem det subjektive og det objektive, men mellem det gode og det onde. Afkald, askese, ydmyghed og kamp mod synden havde moralsk værdi. Ved kirkens forkyndelse og ved de gejstliges ydre livsform med cølibat og klostervæsen var der her gennem mange generationer skabt et mønster af normer og idealer, som folk forventede, at i hvert fald øvrigheden og kirkens egne folk levede nogenlunde op til. Vurderingen faldt ikke heldigt ud for højgejstligheden i disse årtier.

Det lå i tankegangen, at mennesker var og blev syndere, og derfor var kirken nødvendig. Men syndsbevidstheden blev ikke styrende for handlemåde på et ubevidst og automatisk niveau. Det rigtige og dydige, som kirken indprentede, forblev en modsætning til de umiddelbare og naturlige tilbøjeligheder, lyster og drifter, som for den enkelte blev den selvoplevede kamp mellem kødet og sjælen. Man indrettede sig forskelligt med denne modsætning. Klosterliv, sjælemesser, afladskøb og vilde fester, børn uden for ægteskabet eller sorte kunster er nogle af symptomerne på, hvor forskelligt man kunne forholde sig, ikke meget forskelligt fra, hvordan man i vor tid indretter sig på mange måder i forhold til det borgerlige samfunds anerkendte idealer og spilleregler.

Fra tiden før reformationen har vi bevaret et par populærvidenskabelige skrifter i dialogform, hvori der stilles spørgsmål og gives svar om mangfoldige emner, spændende fra årsagerne til regn, torden og hundegalskab til universets indretning og forhold mellem mennesker. Det drejer sig dels om den tidligere nævnte Sydrak, om hvilken vi ikke ved, om den har været udgivet i trykken eller alene har eksisteret som håndskrift, der stadig var et anerkendt medium. Sydrak er navnet på en af profeten Daniels venner, som i bogen optræder som kender af al viden. Den anden er Lucidarius, Lysbringeren, der blev trykt på dansk i 1510 og igen i 1534 foruden senere i stærkt ændrede udgaver. Begge er de ret frie oversættelser af internationalt vidt udbredte bøger. I hvert fald Lucidarius er uden tvivl blevet anvendt ved undervisningen bl.a. i klosterskoler, og begge repræsenterer de en viden, som vel også har kunnet finde vej til videbegærlige borgere og bønder, når de udspurgte præster, munke, skolepeblinge og andre, der formodedes at vide besked. Lucidarius har som trykt bog haft betydelig autoritet. Respekten for ordets, ikke mindst det skrevne ords kraft, har gjort dem begge til eksperter i sig selv, og de har egnet sig fortrinligt til højtlæsning.

Hvad kunne man så få at vide? Om Jordens form meddeles, at den er „trind som et æg”, og den er alene fæstnet ved Guds magt, „fordi at hun flyder i vandet som en blomme i et æg”. På den første skabelsesdag skabte Gud himmel og jord, og „med jord forstås det stof, som de fire elementer skulle blive til af, som er jord og vand, vejr [luft] og ild”. Den tredje skabelses-dag skilte han de fire elementer ad, så de hver kom på deres rette plads. Denne kombination af Bibelens beretninger med læren om de fire elementer, som alt består af, er et gennemgående træk. Vi finder den også i Lucidarius' forklaring på, hvad nisser i virkeligheden er: „Det er ikke andet end de djævle i den mørke luft; de tager legeme af uren luft, fordi de ikke er ret kløgtige.”

Om mennesket gælder, at legeme og sjæl skabtes hver for sig. Legemet er dannet af de fire elementer, således at „kødet er af jorden, blodet af vandet, ånden af luften og heden af ilden”. Sjælen er derimod skabt af intet og derpå sendt ind i legemet. Sjælen er lige så klog i et nyfødt barn som i en voksen mand. Men da barnets legeme er svagt, kan sjælen endnu ikke udfolde sig, lige så lidt som en håndværker kan øve sin kunst uden værktøj. Igen er vi ved et underliggende og grundlæggende træk i tankegangen: den skarpe opdeling mellem sjæl og legeme, der dengang som før og siden havde betydning for hele menneskeopfattelsen. Tænkning kommer af sjælens magt. Sjælen er i blodet, som befinder sig mest i hjertet, „for det er det første som begynder at leve i mennesket, og det som sidst dør”. Og er hjertet smittet af synd, da bliver tænkningen også syndig. Efter mange udredninger af sjælens sjældne egenskaber spørger disciplen i Lucidarius med rette: „Når menneskets sjæl er så ren af sin natur, undrer jeg mig, at Gud skabte mandens legeme af så ringe materiale, som jorden er.” Hertil svarer mesteren: „Det gjorde Gud Djævelen til skam, at menneskets legeme, der er af så ringe materiale, skal komme til den højelige ære.”

Et stort problem var de skadelige dyrs eksistens. Havde Gud også skabt dem? Svaret er, at oprindelig var alt fred og idyl, men da mennesket syndede, ødelagdes harmonien. Fluer, edderkopper, myg og andre generende væsener begyndte nu at opføre sig på den velkendte måde over for mennesket, „at han skal ydmyge sig deraf og tænke, hvor lidt han selv formår”. Løver og de andre rigtigt farlige dyr skal skabe rædsel til straf for menneskets synder. Men der er også dyr, Gud ikke har skabt. Det er dem, der „avles af råddenskab, så som er mange hånde orme, dem skabte han ikke. Og ingen ting, der vokser på jorden, som er mennesker til hinder og til ingen nytte, skabte Gud i paradiset. De er vokset siden, manden til møje for synder”. Sydrak har dog også en anden forklaring: når Noa på Guds bud også tog skadelige dyr med sig i arken f.eks. slanger, så var det fordi disse dyr lever af edder og forgift, og derved renser de Jorden for den slags. En mere folkelig opfattelse gik ud på, at det var Djævelen, der havde skabt de skadelige dyr og planter – „Fandens mælkebøtte” f.eks.

Om forholdet mellem mennesker har de to skrifter meget at sige. Forfatteren til Sydrak er umådelig optaget af kvinders indretning og natur. Han ved nok, hvorfor man „har mere lyst til den ene end til den anden”: det kommer især af „dejlighed”. „Men en vis og stadig mand, når han ser en dejlig kvinde, da skal han love Gud, at han har skabt så skønne skabninger, og derefter skal han ikke mere tænke på hende.” Sydrak kan også oplyse, at en kvinde har syv naturlige steder i sig, hvor hun kan undfange, og derfor kan der højst fødes syv børn på én gang. Det vigtigste ved kvindens natur er, at hun er meget koldere end manden, hvilket beror på elementernes fordeling i hendes legeme. Og „fordi hun er kold af kompleks, begærer hun meget mands hjælp”, dvs. at hun er meget lidenskabelig og vil hente varme hos manden. Det er også derfor, at kvinder er „meget mægtigere i naturlig gerning end mændene er”.

Om ligheden mellem kønnene hedder det, at når Gud skabte Eva af Adams ribben og hverken af hans fødder eller hoved, var det udtryk for, at Gud ville, „hun skulle være lige med ham, og han skulle dog have herredømmet over hende”. Lighed betyder nemlig i denne tankeverden, at man er på sin rette plads i Guds ordning, og retfærdighed vil sige, at enhver får, hvad der tilkommer ham. Således også med forholdet mellem rig og fattig. Gud har givet de rige deres rigdom, og „en rig mand i denne verden er som en købmand, der rejser omkring med en anden mands gods”. Når han dør, har han den ikke mere, men skal stå til regnskab ligesom den fattige. De er skabt ens, af de fire elementer, og er på disse måder lige. På Jorden er de fattige gladere i deres armod, for den fattige har „sit levned roligere end den rige”. Den fattige skal altid ydmyge sig for den rige og mægtige, gå af vejen for ham, når de mødes, sætte sig nederst ved bordet, hvis de er sammen osv. Men det er omvendt i den anden verden, der gøres der mere ære af den fattige end af den rige.