Når de fine havde våbenskjolde, hvorfor skulle en velstående bonde så ikke også have et? Her sidder han med plejl i den ene hånd og et „våbenskjold” med hans bomærke i den anden. Der er muligvis tale om en kirkeværge. Kalkmaleri i Bregninge Kirke på Ærø, 1513.

.

Tidens satiriske billeder er ikke altid lette at forstå for os, og de har sikkert ofte kunnet opfattes på mere end én måde. Her bliver et får eftertrykkeligt bidt af en lænket kæmpelus. Relieffet er lavet af bygmesteren og billedhuggeren Adam van Duren sammen med andre lignende til karmen på en brønd i Lund Domkirkes krypt. Det bærer signaturen ADAM og årstallet 1514. Den tyske inskription lyder i oversættelse: „Den sultne lus bider fåret, det er vist. Gud nåde det får, som er skurvet og ikke kan klø sig. Det kan de sultne lus glæde sig over.” Fåret er uden tvivl menigheden, befolkningen. Duren arbejdede for ærkebiskop Birger Gunnersen, der var borgerlig født, og som havde voldsomme godsstridigheder med højadelen. Måske var lusen i bispens øjne et passende udtryk for de adelige udsugere af kirken og menigheden. Hvilket ikke har forhindret, at andre har kunnet opfatte den som begge de to højeste stænder, der med mange midler snyltede på befolkningen.

.

Da rigshofmester og lensmand Mogens Gøye i 1531 havde ladet et brev til bønderne oplæse på Viborg Landsting, meddelte han kongen, hvordan det var blevet modtaget. Det „blev agtet hos én part, hos en anden ikke, besynderlig af en hob løst, pjaltet og vanvittigt folk, som ikke vidste andet end at råbe og skrige”.

De besindige bønder, der her agtede øvrighedens ord, kunne have god grund til at holde en vis distance til deres mindre besindige standsfæller. I tidens selvforståelse udgjorde bønderne nok en stand, en bestemt del af den faste, uforanderlige samfundsbygning, men i den ydre virkeligheds verden var den lige så differentieret som de andre stænder. Den spændte fra et bondearistokrati med flydende grænser til lavadelen, over jævne fæstegårdsfamilier, husmandsfamilier, inderster og tjenestefolk til de omvandrende, hjemløse tabere, tiggerne. Øvrigheden slog dem sammen i betegnelsen „bønder og menig almue”, når den henvendte sig til landbefolkningen i et forsøg på at finde et, om end vagt, udtryk for den sociale virkelighed.

Den lille gruppe af storbønder bestod for en del af selvejere, uden at selvejere nødvendigvis behøvede at være særlig velstående. Resten var fæstere på solide gårde, undertiden på særlig gunstige betingelser. Det kunne være tidligere selvejere, som havde overdraget deres gård på fæstebetingelser med særlige privilegier, eller det kunne være fæstebønder, som i forhold til deres godsejer havde været stærke nok til at yde modstand mod afgiftsforhøjelser. Også veltjente fogeder kunne opnå særlig gunstige fæstebetingelser.

Christian 2. forsøgte i sin pengenød at gennemføre en særbeskatning af „de rige bønder”, som skulle svare skat af deres formue i kontanter, smykker og sølvtøj. Tilfældet har bevaret et brudstykke af denne skatteliste, omfattende 45 nordsjællandske sogne. Listen viser en klar tendens til koncentration af rigdommen. Mindre end halvdelen af dem, der registreres som „rige bønder”, ejede henved tre fjerdedele af den registrerede formue, og velstanden er størst i de skovrige og dermed kvægproducerende egne.

Ud over at avle nogle stude og sælge dem var der også andre former for økonomisk aktivitet, der stod åbne for de velhavende bønder ved århundredets begyndelse. De kunne engagere sig direkte i handel på udlandet. Fra Nordjylland sejlede de til Norge med landbrugsprodukter og hjembragte træ. Fra øerne i Østersøen foregik en skudetrafik til de nordtyske byer med korn. De kunne have andele i fiskerbåde og på den måde være med i sildefiskeriet. Selv om denne bondehandel kun omfattede en lille del af den samlede produktion, er den vigtig, fordi den bidrog til den sociale differentiering inden for klassen, og fordi forbindelsen til fremmede markeder havde betydning langt ud over det økonomiske.

Man må forestille sig, at disse mere velstående bønder har været forbundet i slægter, som gennem ægteskaber og embedsbesættelser kunne have indflydelse på tværs af herreds-grænserne. Det var oftest sådanne besindige folk, der af lensmændene blev udnævnt til herredsfogeder. Slægternes folk kunne støtte hinanden på tinge, og man har i den forbindelse talt om et tingsaristokrati. Også en del fogeder på gejstlige og verdslige godser stammede fra disse kredse. Mange af dem, navnlig fogederne, har uden tvivl kunnet læse og måske også skrive. Sammen med lavadelen, rådmandskredse i købstæderne og den lavere gejstlighed har de udgjort et vigtigt forbindelsesled mellem den lille elites – den højere adels, den verdslige og gejstlige øvrigheds – dominerende kultur og den folkelige kultur, de selv havde rod i. De var selv involveret i landsbysamfundenes problemer og konflikter, men de havde samtidig kontakter til større samfundsmæssige sammenhænge og til tidens tanker og rørelser, således som nogle af dem f.eks. kunne møde dem i de nordtyske byer, hvor de solgte deres korn.

De havde således gode muligheder for at blive en slags politiske ledere for landbefolkningen på lokalt plan. Og omvendt var det af indlysende interesse for den talmæssigt forsvindende lille gruppe af højadelige, der dominerede rigsrådet og sad inde med både vidtstrakte, ofte spredt beliggende privatgodser og store kongelige forleninger, at have et net af underordnede, afhængige og loyale funktionærer og arbejdsledere i form af gods-, lens- og herredsfogeder. Det var bedre at styre på den måde end med „stok og jern”. Det var bedre at udvirke politiske beslutninger på tingene og at dæmpe uro og misfornøjelse end at møde en samlet bondemodstand. Det gjaldt for dem om, at godser og lokaladministration fungerede så gnidningsløst og med så få omkostninger som muligt. Alt dette førte til et system, som lod nogle af bønderne få en begrænset andel i den lokale magtudøvelse og hos dem skabte en følelse af engagement, uadskillelig fra bevidstheden om derved selv at kunne opnå sociale og økonomiske fordele. Det danske landbosamfund adskilte sig i den henseende ikke fra andre udprægede klassesamfund. Det er altid i de herskendes interesse, at klassekampen, den stadig stående modsætning mellem samfundets dele, der konstant foregår i relationer mellem mennesker og i de enkelte menneskers bevidsthed, ikke slår over i sine ekstremer, uroligheder og oprør. Og dengang som ellers var der også nogle af magthaverne, der var bedre politiske taktikere end andre, hvilket vi skal vende tilbage til i anden sammenhæng, for det er noget, der kom til at spille en betydelig rolle i 1500-tallets bevægede historie.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Store og små bønder.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig