Fæsteforholdet

Selv om fæsteforholdet var det mest grundlæggende juridiske forhold i datidens samfund, for så vidt som det dannede rammen om tilværelsen for langt den største del af befolkningen, fæstebønderne og deres familie og tyende, er vi i den situation, at vi faktisk ikke ved særlig meget om det. Det var alment kendt i tiden, en del af den indlysende „objektive” virkelighed, som ikke kunne være anderledes, og som man ikke behøvede at tale, endsige skrive, meget om. Fæstets forskellige forhold var i vid udstrækning baseret på sædvane, en indarbejdet praksis, som ikke blev skrevet ned ved de aftaler, der blev indgået mellem bønder og godsejere.

Når vi skal forestille os fæsteforholdets virkelighed, er det ikke tilstrækkeligt at tale om leje mod betaling ud fra vor tids juridiske forhold. Fæstebonden fik brugsretten til jorden og gården, og han skulle betale for det med de afgifter, der er nævnt i det foregående. Men dette skal ses inden for rammerne af tidens almene samfundsforhold og forestillinger om individet og magtforhold mellem mennesker, således som de lå i standstanken og værneretten. Det drejer sig om den anden side, bondens side, af den udvikling, der er skildret i det foregående.

Om fæstetidens længde er vi meget dårligt underrettet. Udviklingen synes at have skabt en situation med vidt forskellige fæstelængder for bønderne. Det kan hænge sammen med, at nogle fæstere i lang tid havde haft et aftalt eller underforstået langtidsfæste, måske således, at man regnede med, at det skulle vare bondens levetid ud, hvis ikke noget indtraf. Andre, herunder måske folk på de gamle gårdsædegårde, der i tidens løb blev omdannet til fæstegårde, har ikke kunnet skaffe sig tilsvarende vilkår. I hvert fald synes det at fremgå af de sparsomme kilder, at livsfæste, fæste på aftalt åremål og fæste på ubestemt tid har eksisteret samtidigt her i begyndelsen af århundredet og med store variationer fra gods til gods. Det er indlysende, at det var i bondefamiliens interesse at have en slags „tryghed i ansættelsen”, altså en vis sikkerhed for, at godsejeren ikke brugte sin magt til at annullere trufne aftaler, så familien mistede både hjem og arbejde, måske ved godsejerens vilkårlige tolkning af flydende begreber som „hørig og lydig” og „dårskab” begået af bønderne. Men det kunne samtidig være af betydning for bonden at bevare den frihed, der lå i muligheden for at skifte fæste og måske få en gård, der af en eller anden grund passede ham bedre – for en ældre bonde en mere overkommelig gård eller for andre måske en gård, som lå et andet sted, hvis familien var faldet dårligt til i landsbyen. Bonden kunne normalt opsige sit fæstemål med lovligt varsel til næste fardag og mod betaling, førlov, i vornedskabets område dog således, at flytning kun kunne ske med godsejerens tilladelse. For godsejeren gjaldt det om at få jorden dyrket, helst af dygtige og skikkelige bønder, der kunne få arbejdet gjort og betale afgifterne. En søn, som kendte gården godt, ville ofte være en egnet efterfølger. Det gjaldt for godsejere af alle arter om at undgå begrænsninger i den frie dispositionsret, altså så lidt regulerende lovgivning som muligt. Fæsteforholdet skulle helst være en sag mellem bonde og herremand alene. Dette var af afgørende betydning for herremandens magt som herre på sit gods og hans almene autoritet over bønderne. Det var, som vi har set, på disse områder, storgodsejerne i tiden omkring 1500 havde skabt sig solide magtpositioner, og det var her, i spørgsmålene om godsejernes udnyttelse af deres økonomiske og politiske muligheder, kampen kom til at stå, da det i 1520'rne og 30'rne blev for meget for bønderne.

c