Borggården i viborgbispen Jørgen Friis' fæstning Spottrup i Salling. Der var kun adgang til borgen ad en smal strimmel land, som forsvarerne let kunne overskue. Porttårnet er forsynet med skydeskår, og der er skyttegang øverst i forbindelsesmuren på begge sider af tårnet.

.

Ligsten over Anne Meinstorf i Hornslet Kirke. Drabet på hende blev kraftigt udnyttet i den følgende tids propaganda imod Christian 3.s modstandere. Et par københavnske borgere blev senere henrettet som formodede hovedmænd. Indskriften på ligstenen lyder: „Her ligger ærlig og velbyrdig kvinde fru Anne Holgers, hr. Henrik Meinstorfs datter, som var landsdommer i Sjælland, som de forrædere ihjelslog i grevens tid 1535. Hvis sjæl Gud glæde.”

.

Farvelagt kobberstik, Den rantzauske Tavle, som viser slægtens stamtræ og Johan Rantzaus bedrifter. Udsnittet her fremstiller Fyn med slaget på Øksnebjerg og indtagelsen af Assens (der er placeret ved Storebælt) samt Sjælland med Københavns belejring.

.

Efter at Lübecks energiske borgmester havde måttet slutte freden med hertug Christian, var han ikke mere i stand til at yde en kraftig indsats i Danmark. Han måtte skaffe sig allierede med større ressourcer end Lübeck og grev Christoffer, og det, han mente at kunne tilbyde, var de nordiske rigers kroner. Efter forhandlinger til flere sider lykkedes det at få hertug Albrecht af Mecklenburg interesseret. Aftalen gik ud på, at han foreløbig skulle være rigsforstander i Danmark, så længe Christian 2. levede, og derefter overtage tronen for sig selv og sin slægt. Også Sverige blev stillet ham i udsigt, og Lübeck skulle selv have Kalmar og Øland til sikring af sin handel i Norden.

Dette aparte arrangement var åbenbart det bedste, Wullenweber kunne få i stand, men det havde mange ulemper. Det var en klar trussel mod den svenske konge, der fik gode grunde til at støtte sin svoger, hertug Christian, og grev Christoffer måtte føle sig tilsidesat, hvad der kun kunne svække krigsførelsen. Hertil kom at vigtige parter i kampen, Københavns og Malmøs borgere, havde svært ved at acceptere den katolske hertug Albrecht. Lübeck måtte true med en ensidig fredsslutning for at få de to byers godkendelse.

Splittelsen i den meget blandede alliance, der beherskede det østlige Danmark, viste sig sidst i 1534 ved, at den skånske adel gik over til hertug Christian og sluttede sig til de svenske styrker, der nu gik til angreb. Ved Helsingborg tilføjede de grev Christoffers hær et knusende nederlag i januar 1535. Det skete, fordi slottets kommandant, Tyge Krabbe, der til det sidste havde forsikret grev Christoffer om sin troskab, midt under slaget vendte slottets kanoner imod de lybske tropper, der var opstillet foran slottet, og beskød dem bagfra. Jørgen Kock undslap til Sjælland i en båd.

Nu havde grev Christoffer kun Malmø og Landskrona tilbage øst for Øresund. På Sjælland fik begivenhederne i Skåne den virkning, at den alliance, der var opstået, dengang adelen så beredvilligt gik over til den sejrrige grev Christoffer, nu revnede. Forbitrelsen, ikke mindst over Tyge Krabbes forræderi, fik bønder og borgere til sammen med grevens landsknægte at arrestere adelige og især rigsråder på Sjælland, Lolland, Falster og Fyn. En del bragtes til København, for andre, deriblandt Joachim Rønnow, lykkedes det at flygte til Jylland, hvor de sluttede sig til hertug Christian. Krogen Slot overgav sig og grev Christoffer fik også kontrol over kronens andre slotte. En række herregårde blev plyndret og nogle brændt af bønder og borgere eller grevens landsknægte. Under aktionerne forekom et enkelt drab på en adelig, fru Anne Meinstorf. Den gamle dame, hvis søn var faldet ved Svenstrup, kunne ikke styre sin tunge, da hun på landstinget i Ringsted stod over for de københavnske borgersoldater, og nogle af dem huggede hende ned, før grevens folk kunne forhindre det.

Ved denne tid må vi tage afsked med Poul Helgesen. Sidst på året 1534 udgav han en formaning om enighed i landet – „vi er danske folk, ét kød og blod, og i mange stykker ens af sæder og vilkår” – og han arbejdede flittigt på sin krønike, der skulle forklare tidens begivenheder i deres rette sammenhæng. Det sidste han fik skrevet er om mødet i Ry og det svenske indfald i Skåne, og her ender manuskriptet midt i en sætning: „Mens dette gik for sig – ”. Hvad der blev af ham, ved vi ikke, ej heller hvem der skjulte hans manuskript i muren bag alteret i Skibby Kirke.

Hertug Albrecht havde længe tøvet med at forlade sit gode tyske hertugdømme og havde nøjedes med at sende nogle tropper til Sjælland. Nu da situationen var blevet vanskeligere for grev Christoffer, måtte han imidlertid stå ved sine løfter. Hans kansler skrev i forvejen til ham fra København: „En ting må Eders Nåde med al flid iagttage, nemlig at afholde Jer fra messer og alle gamle ceremonier, samt hjælpe og samtykke almuen at forjage og uddrive biskopper, abbeder og adelen. Så skal Eders Fyrstelige Nåde med Guds hjælp nok blive konge i Danmark.” Og det var vigtigt, „at Eders Nåde først og sidst og ved alle lejligheder fører kong Christian i munden. Så kan jo Eders Nåde i al hemmelighed holde sig med det højværdige sakrament den hellige messe og bringe en god prædikant med”. Således instrueret indfandt hertug Albrecht sig så omsider i april 1535 sammen med sin ægtefælle, sit hof og sine jagthunde og en lille skare landsknægte. Han indlogerede sig i bispegården. Grev Christoffer ville ikke lade ham bo på slottet.

Situationen var i sandhed blevet vanskeligere. Kort efter hyldningen i Viborg i marts 1535 lod hertug Christian nemlig Rantzau føre krigen videre. Mens grevens folk ventede angrebet ved Lillebælt, gik Rantzau i land på halvøen Helnæs syd for Assens og gik straks nordpå for at sikre sig færgestedet ved Middelfart. Grevens tropper og bønderne bevægede sig herfra mod syd, øjensynligt i et forsøg på at nå frem til det befæstede Assens. Ved Faurskov Banker nordøst for denne by mødtes de to hære den 20. marts 1535. Grevens landsknægte gav hurtigt op og har måske på forhånd haft til hensigt at bruge bønderne til at dække deres tilbagetog. De trak sig ind i byen. Nu foranstaltede Rantzaus tropper et blodbad. Det var ikke som stormen på Ålborg et regulært angreb, og hertug Christian fandt det nødvendigt bagefter at fralægge sig ansvaret. De grevelige krigsfolk „forlod den arme, forførte, vanvittige hob almue på pladsen igen udi al angst og dødsens nød, så der desværre blev en stor hob slagne; hvilken både den og anden mere skade, last, fordærvelse og kristent blods udgydelse Vi give den al svare for den almægtige Guds strenge ret, som har været årsag dertil; thi Vi vide os udi den måde aldeles fri”, skrev han senere.

Midt under kampene om Fyn fik hertug Christian og hans rådgivere underretning om, at vendelboerne stadig gjorde modstand imod retsopgøret og de overgreb, den hævntørstige lokale adel udsatte dem for. Bønderne havde sendt fire mand til grev Christoffer i København med den besked, at hvis han sendte dem hjælp, ville de gøre oprør igen. Disse farlige udsigter midt under krigen foranledigede hertugen til at sende brev til vendelboerne om, at det var kommet ham for øre, at de havde været udsat for lovstridig undertrykkelse, og at han nu havde pålagt Mogens Gøye og Erik Banner at begive sig til deres land for at håndhæve lov og ret og forsvare de undertrykte. De to udsendinge fik imidlertid også ordre til at opspore hovedmændene og anholde dem. Men nu tog krigen snart en så gunstig vending for hertugen, at selv vendelboerne måtte opgive al tanke om modstand.

Kampene om Fyn kom til at vare længere end felttoget i Jylland. Først den 11. juni kom det til et afgørende slag. Ved Øksnebjerg øst for Assens besejrede Rantzau effektivt sine modstandere. Hertug Albrechts og grev Christoffers hær blev reduceret til spredte skarer, og vi kan med Grevefejdens førende historiker, Caspar Paludan-Müller, herefter titulere hertug Christian kong Christian 3. Resterne af de lybske tropper søgte over til Sjælland sammen med adskillige borgere fra de fynske byer.

Assens åbnede sine porte, men undgik ikke plyndring, for det var en del af landsknægtenes sold. Den lille by var ikke stor nok, og også Svendborg blev givet til pris, skønt også den havde overgivet sig. Odense blev erobret og plyndret for tredje gang i denne krig. Opgøret efter Rantzaus sejr på Fyn var hurtigt og resolut – henrettelse af hovedmændene og konfiskation af deres ejendom. Den 3. juli 1535 blev Christian 3. hyldet i Odense, og en stor skat, at betale i sølv, blev pålagt fynboerne. Nu gjaldt det Sjælland.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Sejrherren i sigte.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig