Christian 2.s endeligt

I slutningen af oktober 1531 afsejlede Christian 2.s flåde med omkring 5000 landsknægte fra Holland. Målet var hverken det urolige Jylland, Øresundskysten eller hvor hans venner og fjender ellers med rette kunne have ventet hans landgang. Christian sejlede til Norge.

Det sydlige Norge gik over til ham, men de stærke fæstninger Akershus, Bergenhus og Bohus holdt sig. Der blev belejret, og der blev forhandlet, og imens havde diplomaterne travlt. I maj 1532 indgik Lübeck og Frederik 1. en overenskomst om fælles kamp imod fælles fjender. Kort efter sluttede Frederik 1. en traktat med Nederlandene om uhindret passage af Øresund for deres handelsskibe, imod at Nederlandene undlod at støtte Christian 2. En dansk-hanseatisk flåde afgik mod Norge under ledelse af den administrerende biskop i Odense, Knud Gyldenstierne.

Der blev indledt forhandlinger med den tidligere konge, og det endte med en aftale om, at han skulle føres til København sammen med 200 af sine folk for at forhandle med sin farbror. Han skulle have frit lejde, som også skulle gælde, hvis der ikke kom et forlig ud af det. Hans Mikkelsen tog ikke med til Danmark. Han rejste til Nederlandene med lejdebrevet. Imens ankrede skibene med Christian og hans folk op på Københavns red.

Frederik 1. var utilfreds med sine forhandleres resultat. Han var enig med lübeckerne og rigsråderne om, at Christian var for farlig en mand at slippe løs, men brud på lejdet var en hæslig handling blandt konger. Det blev imidlertid lejdebruddet, man valgte.

Da skibene fik ordre til at sejle fra København, troede Christian, at han skulle til Flensborg for dér at forhandle med Frederik 1. I stedet blev han ført til Sønderborg Slot. Her sad han i strengt fængsel, til han i 1549 overførtes til Kalundborg Slot. Først i 1559 døde den konge, der i sin landflygtighed havde været næsten lige så bestemmende for den politiske situation i landet som den konge, der sad på tronen.