Befolkningsforhold

Mens teknik og maskiner er vigtige faktorer i produktionen i moderne samfund, var det i det gamle landbrugssamfund helt overvejende de dyrkede arealers størrelse og den tilgængelige arbejdskraft, der bestemte produktionen. Ændringer i folketallet var derfor en langt mere dominerende faktor end i de industrialiserede lande senere. Og netop omkring 1500 var befolkningstallet i vækst, og denne vækst fortsatte gennem hele århundredet og et godt stykke ind i 1600-tallet. Her har vi en væsentlig del af baggrunden for nogle af de mere overordnede udviklinger i det danske samfund.

Vi er ellers ikke for godt underrettet om befolkningstal og tilsvarende forhold, der er selvfølgeligheder i et moderne samfund. 1500-tallets ledende politikere sad heller ikke inde med bare nogenlunde sikker viden om befolkningens størrelse. På landet, hvor mere end 80 procent af befolkningen boede, var beskatningsenheden bondebruget, husstanden, og når Frederik 2. i 1565 mente, at „der udi dette ganske rige findes mere end hundredetusinde bosiddende bønder”, var det et kvalificeret skøn, som nogenlunde svarer til det antal gårde, historikere er kommet frem til på grundlag af de spredte oplysninger, der findes i kilderne. Men problemet er, at nogle gårde havde mere end én bruger, og navnlig at vi ikke kender husstandens gennemsnitlige størrelse.

Vi skal helt frem til midten af 1600-tallet, før kilderne kan levere et talmateriale, som kan give en rimelig grad af sikkerhed. Med en meget bred margen kan vi regne med, at landet i 1640'rne havde en befolkning på omkring 800.000 mennesker. Hårdt presset kunne man måske, støttet på fornemmelser, der næppe engang er så kvalificerede som Frederik 2.s forestillinger om gårdtallet, gætte på, at befolkningstallet omkring 1500 har været på noget, der ligner 600.000.

Denne vækst i befolkningen har Danmark tilfælles med andre europæiske lande. For Tysklands vedkommende, hvor et rigere kildemateriale muliggør grundigere undersøgelser, har man anslået den årlige vækst ved denne tid til 0,7 procent, og det ser ud til, at landets befolkning omkring 1500 er nået op på samme størrelse som før nedgangen i 1300-tallet, dog med en række lokale variationer. De fingerpeg, vi skimter i de danske kilder, giver os grund til at tro, at den årlige vækst her har været af nogenlunde tilsvarende størrelsesorden. Men denne vækst fordelte sig meget ujævnt både i tid og rum. Købstæderne blev ramt hårdest af epidemiske sygdomme og havde permanent fødselsunderskud. Overskuddet kom fra landet, selv om „pesten” også her undertiden rev mange bort. Der kan desuden konstateres en vis mobilitet mellem landsdelene, i hovedsagen i form af en vandring mod Østdanmark.