Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Oprør

Oprindelig forfatter Redaktionen

Blodbadet i Stockholm var vel den enkeltbegivenhed, der mest uddybede kløften mellem Christian 2. og hans kreds på den ene side og det danske rigsråd og i det hele taget adelen på den anden. Men bag frygten og forbitrelsen hos mange adelige, som ikke kunne undgå at få den tanke, at noget lignende kunne ramme dem selv, lå hos de fleste af dem en grundlæggende modsætning til kongens politik og dens følgevirkninger. Og det var en modsætning, der deltes af mange andre end kongens højadelige modstandere.

Det overordnede sigte i kongens politik var at udbygge centralmagtens, dvs. kongemagten og den kongelige administrations direkte indflydelse i samfundet, bl.a. med henblik på at øge de kongelige indtægter. Der var moderne indstillede folk blandt højadelen, som f.eks. rigsmarsk Mogens Gøye og bisperne Lave Urne og Ove Bille, der med udenlandske forbilleder for øje utvivlsomt klart erkendte den stærke centralmagts stabiliserende indflydelse som en nødvendighed i en tid, da der var gærende uro blandt underklassen. Men det skulle være en centralmagt, som de selv havde stærk indflydelse på, og hvor rigsråd og embedsmænd var ligeværdige partnere med kongen. Mogens Gøye og andre råder, der mente som han, var indstillet på at samarbejde med Christian 2., og de har også forhandlet med ham om de store lovarbejder for at opnå indrømmelser, hvilket efter bevarede udkast at dømme er lykkedes i en vis udstrækning. Men for dem alle var Sigbrits dominerende stilling i kancelliet en brand i næsen, og de var forbitrede over de vanbyrdige lensmænd, som kongen indsatte stik imod håndfæstningens bestemmelse. Modsætningen er åbenbart kommet meget direkte til orde. Mogens Gøye, der også var lensmand på Skanderborg Slot, berettede til kongen, at Sigbrit havde „råbt på mig og sagt, hvorledes jeg skulle være her konge af Nørrejylland og regere det”.

 Altertavle fra Sankt Marie Kirke i karmeliterklosteret i Helsingør fra omkring 1515. Giverne har fået en central plads på tavlen og fremtrådte derved som nært knyttet til formidlingen af det hellige. Det er Christian 2. og Elisabeth, der knæler i forgrunden. Tavlens motiv er dommedag. Øverst er Treenigheden. I midten står Kristus med jordkloden under sine fødder og dømmer sjælene. Ved hans sider knæler lomfru Maria og Johannes Døberen sammen med helgener i forbøn for synderne. På Kristi højre side føres de frelste af sted, mens de fordømte ved hans venstre side nedstyrtes i helvede. Her, bag Elisabeth, sidder en nøgen kvinde med en slange om halsen. Det er ikke Dyveke, som overleveringen har villet vide, men snarere Eva, der græder over sine fortabte børn. Maleren må være en nederlandsk eller nederlandsk skolet mester, og man har peget på Jan Mostaert som den mest sandsynlige.

Altertavle fra Sankt Marie Kirke i karmeliterklosteret i Helsingør fra omkring 1515. Giverne har fået en central plads på tavlen og fremtrådte derved som nært knyttet til formidlingen af det hellige. Det er Christian 2. og Elisabeth, der knæler i forgrunden. Tavlens motiv er dommedag. Øverst er Treenigheden. I midten står Kristus med jordkloden under sine fødder og dømmer sjælene. Ved hans sider knæler lomfru Maria og Johannes Døberen sammen med helgener i forbøn for synderne. På Kristi højre side føres de frelste af sted, mens de fordømte ved hans venstre side nedstyrtes i helvede. Her, bag Elisabeth, sidder en nøgen kvinde med en slange om halsen. Det er ikke Dyveke, som overleveringen har villet vide, men snarere Eva, der græder over sine fortabte børn. Maleren må være en nederlandsk eller nederlandsk skolet mester, og man har peget på Jan Mostaert som den mest sandsynlige.

Men mangen en gammeldags indstillet herremand har oplevet denne tankegang, at statsmagtens beføjelser kunne være samlet ét sted i stedet for at være lagt ud på godserne til dem selv, som en anmasselse og en trussel mod det, der efter deres mening var den gode gamle og rigtige indretning af samfundet. At Christian 2. nu videreførte og forstærkede sine forgængeres bestræbelser i denne retning og demonstrerede en brutalitet og hensynsløshed, der overgik faderens, var egnet til at bringe hans modstandere sammen. I Stockholm havde han ladet sig udråbe til svensk arvekonge, og det lovede ikke godt for dem, der i det danske valgkongedømme med tilhørende håndfæstninger så garantien for deres politiske indflydelse.

Annonce

Også kongens handelspolitik måtte overvejende møde modstand hos adelen. Igen kunne nogle af de mere vidtskuende være enige i, at fremtiden lå i en orientering imod Nederlandene og de mere udviklede stater i Spanien og Frankrig og dermed en frigørelse for Lübecks dominans. Men kongen ville helt fratage adelen retten til udenrigshandel, og for de fleste godsejere var perspektivet at fastholde det, de var vant til: at afsætte deres overskudsproduktion i en samhandel med hanseaterne.

Denne samme handelspolitik tog nok sigte på at ophjælpe de danske borgere, men i praksis drejede det sig i første række om et ganske lille mindretal af dem, de internationalt orienterede storkøbmænd i nogle få større byer. Det overordnede sigte i regeringens „borgervenlige” politik har næppe så meget været hensynet til borgerne, som det har været et led i de generelle bestræbelser på at styrke centralmagten, herunder især at skabe et solidere finansielt grundlag for den. Handelens regulering og i det hele forsøgene på at ophjælpe købstæderne sigtede øjensynligt på en mere effektiv og givende opkrævning af told og andre indtægter, ligesom også Øresundstolden blev sat stærkt i vejret, da dens opkrævning i 1519 blev flyttet til København. Denne politik blev så meget mere nødvendig for regeringen, som krigen mod Sverige førte svære økonomiske byrder med sig. I 1519 og 1520 lånte kongen store summer på pengemarkedet i Kiel, Kieler Omslaget, med henblik på krigen. Men så blev der lukket for kreditten, og i 1523 måtte rentemester Anders Glob i stedet for at opnå nye lån endog gå i gældsfængsel på kongens vegne.

 Det internationale erhvervsliv – Jacob Fugger og hans hovedbogholder i firmaets kontor i Augsburg. Jacob Fugger sikrede valget af Karl 5. til tysk kejser i 1519 ved at yde de store lån, der var nødvendige for at bestikke de tyske fyrster og deres embedsmænd. Firmaet fik monopol på sølv- og kobberudvinding i Tyrol, Ungarn og andre lande. Et tæt samarbejde med – og afhængighed af – de habsburgske fyrster sikrede firmaets handel og bankvirksomhed over store dele af Europa. På skuffedariet ses navnene på nogle af de byer, hvor fuggerne havde interesser: Rom, Venezia, Milano, Lissabon osv. Mini ature i Schwarzisches Trachtenbuch fra ca. 1520.

Det internationale erhvervsliv – Jacob Fugger og hans hovedbogholder i firmaets kontor i Augsburg. Jacob Fugger sikrede valget af Karl 5. til tysk kejser i 1519 ved at yde de store lån, der var nødvendige for at bestikke de tyske fyrster og deres embedsmænd. Firmaet fik monopol på sølv- og kobberudvinding i Tyrol, Ungarn og andre lande. Et tæt samarbejde med – og afhængighed af – de habsburgske fyrster sikrede firmaets handel og bankvirksomhed over store dele af Europa. På skuffedariet ses navnene på nogle af de byer, hvor fuggerne havde interesser: Rom, Venezia, Milano, Lissabon osv. Mini ature i Schwarzisches Trachtenbuch fra ca. 1520.

I 1521 samlede modstanderne mod det danske styre i Sverige sig om den 24-årige Gustav Vasa, en nær slægtning til Sten Sture. Han var i 1518 blevet stillet som gidsel sammen med fem andre af Sten Stures folk. Christian 2. udeblev fra det forhandlingsmøde, gidslerne fra svensk side skulle være garanti for, og de blev i stedet ført til Danmark. Gustav Vasa blev sat i fængsel på Kalø Slot. Herfra lykkedes det ham at flygte og forklædt komme til Lübeck. I 1520 nåede han hjem til Sverige. Hans far, svoger og to morbrødre var blandt ofrene ved blodbadet. Som „Sveriges høvedsmand” satte han nu en energisk modstand ind, der snart bragte næsten hele landet i hans magt, bortset fra Stockholm og Kalmar, hvis stærke fæstninger den svenske bondehær ikke magtede. Under disse forhold tog hanseaterne situationen op til fornyet overvejelse. Danzig sluttede sig til de vendiske stæder i et forbund, der skulle yde Sverige den flådestøtte, Gustav Vasa så hårdt behøvede. I 1522 løb de vendiske stæders flåde ud. Det første mål var Bornholm, som brandskattedes, og Hammershus blev taget med storm. Helsingør blev angrebet og stukket i brand, og der blev plyndret på Møn. Hensigten med dette flådetogt har ud over at svække Christian vel også været at demonstrere vilje og evne til at udelukke nederlandske konkurrenter fra Østersøen.

For den danske regering blev fjendernes forening en hård belastning, og det var skatteyderne, der måtte betale. Oven i skatterne kom indkvarteringer af de udenlandske landsknægte, der var vant til at tage selv som det passede dem, strandvagt, udskrivning til krigstjeneste, udførselsforbud af hensyn til krigsprovianteringen, tvungne ydelser af proviant, stigninger i told og sise og endnu mere, der ramte bønder og borgere og ødelagde de gunstige virkninger for synet på regeringen, som fæstelovgivning, handelsbestemmelser og andre ting kunne have skabt.

Bonde med rive. Kalkmaleri i Skarhult Kirke i Skåne fra omkring 1525.

Bonde med rive. Kalkmaleri i Skarhult Kirke i Skåne fra omkring 1525.

Bonde med plejl. Kalkmaleri i Skarhult Kirke i Skåne fra omkring 1525.

Bonde med plejl. Kalkmaleri i Skarhult Kirke i Skåne fra omkring 1525.

Der var faktisk vornede bønder, som korrekt opfattede landlovens bestemmelser sådan, at husbondens retskrænkelser gav dem lov til at betragte sig som løst fra vornedskabet, og som opsagde deres gårde på lovformelig vis, betalte førlov og forlod godset. Andre henholdt sig til lovens bestemmelser over for deres herskab under konflikter om de almindelige fæstevilkår som kørsels- og arbejdspligt. Biskop Lave Urne skrev i 1522 til kongen, at der var bønder, som gjorde sig meget ulydige „og udlægger og skyder på den lov, Eders Nåde har givet, anderledes end hun lyder”, hvorfor han bad kongen få landsdommerne til at forklare bønderne sagens rette sammenhæng. Derimod har navnlig de nye indretninger af retsplejen på land og i by, der set med regeringens øjne repræsenterede en fastere og mere effektiv retshåndhævelse, kunnet føles som et indgreb i befolkningens urgamle indflydelse på retslivet. Disse bestemmelser har i høj grad været egnet til at befordre utrygheden ved, at gammel ret erstattedes med omfattende ny lov. Da der i slutningen af Christian 2.s tid som konge var udbredt uro blandt bønderne i Blekinge, foreslog lensmanden i en indberetning, at man beroligede dem med et kongeligt løfte om, at de måtte blive ved „den gamle lov”. Lave Urnes ovennævnte brev afslører, at der har været strid om fortolkningen af lovene, og her har bønderne generelt stået svagt. Trods lovenes oplæsning på landstingene har de allerfleste bønder vel i hovedsagen kendt de mange forskellige bestemmelser i form af de uddrag og fortolkninger, de fik fra fogeder og godsejere og andre fra de herskende lag. Adelige og gejstlige modstandere af lovene har haft let spil med hensyn til at fremhæve det, der var eller kunne udlægges som brud på bøndernes ret og privilegier.

Der kan således nævnes mange gode grunde til en udbredt utilfredshed med Christian 2. og hans styre. Den omfattede folk fra alle grupper i samfundet. Han og hans rådgivere havde i sjælden grad formået at isolere sig fra alle tænkelige allierede i den hjemlige kamp om indflydelse. Og i den udenrigske politik stod det ikke bedre til. I Nederlandenes toneangivende købmandskredse var forbitrelsen stor over den forhøjede told i Øresund og de tvangsforanstaltninger, der ledsagede den: tilbageholdelse af de skippere, der ikke ville betale, mens deres søfolk blev tvunget til at gå i den danske konges tjeneste.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Oprør i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 18. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307462